|
|
Derimod må amerikanske politikere, fra de mest konservative til de mest venstreorienterede over en bred kam, stilles til ansvar for en række andre uheldige dispositioner siden begyndelsen af Krigen mod Terror. Amerikanerne har efter 11. september taget et stort skridt ned af den vej, hvor man sælger ud af nogle af de ting, der ellers netop er essentielt amerikanske. Man har med 2001’s Patriot Act og en mængde andre, nye lovgivningsinitiativer undergravet netop de borgerlige frihedsrettigheder, som om noget er en del af den amerikanske, konstitutionelle tradition. Man har med dem, under henvisning til almenvellet, flyttet hegnspælene ganske langt for, hvad der hører under privatlivets fred. Man har undergravet retssikkerheden ved at indføre muligheden for hemmelige militærtribunaler. Man har givet forbundsmyndighederne hidtil uhørt store beføjelser til at overvåge borgerne. Man har undergravet den magtdeling, der er så central i et politisk system som det amerikanske.
Og hvad enten man synes godt eller skidt om krigen i Afghanistan, og talen om en krig med henblik på at fjerne Saddam Husseins regime, så er det klart, at dét er - eller kan være - typer af krigshandlinger, som vil flytte markant ved principperne bag og dynamikken i sikkerhedspolitikken.
USA’s regeringer risikerer dermed i virkeligheden at undergrave deres egen legitimitet, både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Dermed kommer man til at gøre det sværere at leve op til at være forbillede for resten af verden – og det er ellers et ønske, som er en central del af den amerikanske politiske tradition. USA skal bestræbe så på at være hvad Ronald Reagan i sin tid - til almen forargelse for enhver jantelovs-tilhænger - kaldte ”en skinnende by på bakkedraget”: a shining city on a hill. D.v.s. et forbillede, som hele verden bør kunne se op til.
Men alt dette er til gengæld næppe punkter, hvor europæerne har meget at lade amerikanerne høre. På stort set alle de punkter, hvor Bush regeringen - sammen med et Demokratisk ledet Senat - har flyttet hegnspælene for, hvad der er de acceptable grænser for statens magt overfor borgerne, er man reelt blot ved at nærme sig den centralistiske og autoritære tradition, der i virkeligheden er langt mere typisk for Europa (for ikke at sige resten af verden) end for USA.
Europæerne bør holde op med at reagere på rygmarvsinstinkt: At alt hvad der kommer fra USA er skidt, og at vi selv er så pokkers gode. Man behøver ikke at ligge flade på maven af beundring, eller rulle om på ryggen og lege død, for at anerkende, at USA har en unik historisk rolle og en unik position i verden i dag. Både amerikanerne og europæerne bør derfor huske på de ord, som man ofte—om end uden belæg—tillægger den franske USA-kender, Alexis de Tocqueville: ”America is great and America is good, but America will cease to be great if America ceases to be good.” USA vil være en hel verdens inspiration lige så længe som amerikanerne blot husker at værne om de værdier, der er indbegrebet af deres egen tradition og historie.
STIL SPØRGSMÅL TIL FORFATTEREN
