|
|
Men selv hvis europæernes attitude overfor USA og amerikanerne alt for ofte skyldes jalousi og mindreværdskomplekser, så er det ikke ensbetydende med, at USA er ufejlbarlig eller amerikanerne immune overfor kritik. Der er grund til bekymring overfor, hvad der foregår i disse år, både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk i USA - om end ikke nødvendigvis af de grunde eller på de måder, som de mest højlydte, europæiske USA-kritikere forestiller sig.
For det første: Det er klart, at den voksende anti-amerikanisme i brede kredse af verden, herunder ikke mindst i det Mellemøsten, som leverede terroristerne 11/9, bør give amerikanerne grund til ikke bare bekymring men også en grad af selvransagelse. Men hvis nogen del af USA må skulle stilles til ansvar, må det være politikerne i Washington, DC, snarere end den almindelige amerikaner i det amerikanske ”heartland”. Og hvis nogen amerikaner skal stilles til ansvar for, hvad der skete d. 11. september, så er det ikke de tusindvis, uskyldige døde, men derimod mange års amerikanske regeringers udenrigspolitik - ikke mindst Bill Clintons. Clinton brugte, især i sin sidste embedsperiode, igen og igen muligheden for at angribe den muslimske verden med den ene hånd - som regel for at bortlede opmærksomheden fra den indenrigspolitiske scene - samtidigt med at han forcerede en aldeles uholdbar ”fredsprocess” i Israel. Med de jævnlige, men ineffektive, angreb på Osama bin Laden og Saddam Hussein opnåede han kun at tirre radikale muslimer, intet andet. Og med ”fredsprocessen” i Israel opnåede Clinton kun at bevæbne palæstinenserne til tænderne, give dem urealisable forventninger, og samtidigt udskyde alle de virkeligt besværlige spørgsmål. Det var en vej, som han gamblede på ville sikre ham en plads i historiebøgerne. I stedet var det den sikre vej til en uendelig række problemer.
Men Clinton var europæernes yndling. At han var en politiker, der var personligt korrupt ud over det sædvanlige - åndeligt og moralsk, politisk og økonomisk - kunne man se stort på. Han var jo trods alt ikke helt så slem som en af de der væmmelige Republikanere. Og så er det så meget lettere at tilskrive ethvert tænkeligt problem en angiveligt halvbegavet Texas-guvernør med cowboyhat og talefejl, som har fået præsidentembedet serveret på et sølvfad af Far og højesteretsdommer Rehnquist.
