|
|
Den væsentligste årsag til den europæiske anti-amerikanisme er dog uden tvivl en gang gedigen jalousi og stormagtsmisundelse. Europa var engang i århundreder centrum på ethvert verdenskort, men nu er det uomtvisteligt, at amerikanerne fylder bedre i landskabet: Ikke blot geografisk, men kulturelt, militært og - ikke mindst - økonomisk.
Det er et faktum, at amerikanerne vedholdende, nu på 2. århundrede, klarer sig bedre end de fleste andre nationer, og selv på områder hvor de pågældende - inklusive danskerne - tror, at de selv er bedst.
For historien om USA er i bund og grund en faktuel eventyrhistorie grænsende til et mirakel. Gennem 350 år har dét, der i dag er USA, modtaget millioner af immigranter. Og man gør det endnu: Over ti år i 1990erne modtog USA mere end 10 millioner immigranter - flere end i nationens samlede historie tilsammen. Den dag i dag er USA blandt de vestlige lande med de mest åbne grænser: Den havn, der igen og igen tager imod dem, der føler, at landet giver dem bedre muligheder, et bedre liv for dem selv og deres børn. Det er endnu, bogstaveligt og symbolsk, Frihedsgudinden, der tager imod omverdenens ”trætte, fattige og forhutlede masser, der længes efter at ånde frit.” Europa derimod er godt i gang med at lukke grænserne helt af for omverdenen, både når det mennesker og varer.
Og mens der måske fra tid til anden er nogen, der ikke får opfyldt deres drømme lige så meget som andre, så er det ikke desto mindre tilfældet, at stort set enhver der kommer til USA i løbet af en generation eller mindre når op på en indkomst, der er betydeligt højere, end den de havde i deres hjemland. Af de 20 pct. fattigste amerikanere i 1979, havde op mod 90 pct. på et årti bevæget sig op i indkomst; hele 40 pct. af dem havde nået gruppen af de 40 pct. rigeste. Det er en social dynamik, som ingen europæisk velfærdsstat kan gøre efter.
Og det er vel og mærke til en levestandard, der er højere end den nordeuropæiske. Hvor høj den typiske amerikaners levestandard er i forhold til omverdenen fremgik for nylig af en tankevækkende rapport fra det svenske Handelns Utredningsinstitut (HUI). Den viste, at den rosenrøde selvforståelse, som præger billedet af de nordiske velfærdsstater, slet ikke holder stik. Når man justerer for købekraft, så har den amerikanske medianhusholdning i dag en indkomst før skat, som er 50 pct. højere end den tilsvarende svenske. Skal det forhold sættes lidt i relief, kan man tænke over, at svenskerne for at nå ”amerikanske tilstande” hvert år de næste halvtreds år skal have en vækst, som i gennemsnit ligger 1 pct. point over den amerikanske.
For at sætte sammenligningen endnu mere på spidsen, så viste undersøgelsen, at sorte amerikanere, som generelt har de laveste indkomster i USA, nu har en bedre levestandard end den typiske svenske familie. Eller opgjort på en anden made: Havde Sverige været en delstat i USA, ville den målt på levestandard været den fattigste i landet.
Det er en levestandard og en social udvikling, der ikke passer så godt i den nordiske velfærdsstats-selvforståelse, hvor vi har vænnet os til at tro, at ingen har det bedre end os, og at mere statslig omfordeling er løsningen på alle problemer. Virkeligheden er en anden.
