|
|
Er der noget særskilt anti-amerikansk over den slags ræsonnementer, eller er det bare dårlig smag?
Det sidste er nok givet, men pointen er, at udsagn om, at det ikke er værd at ”græde snot” over 3.000 døde amerikanere, og at USA selv var ude om det, ville være stort set utænkelige at høre om noget andet land. Havde man sagt det om 5 mio. døde jøder, eller om hundredetusindevis døde bosniere eller afrikanere, eller om en hvilket som helst andet gruppe, ville man - berettiget - blive ildeset i ethvert godt selskab. Men siger man det om USA og amerikanerne, så får man nærmest et anerkendende blik og et klap på skulderen.
Og hvorfor så det? Hvorfor er det egentlig, at europæerne - og danskerne - afskyer USA så meget? Nogle ville sikkert svare, at det netop er, fordi den store satan er så satanisk: At fordommene mod USA ikke bare er fordomme, men faktisk er sande. Men der kan også være andre grunde.
En årsag er, at det er så let. Som man ser, hver eneste gang, at ét kollektiv lægger et andet for had, så er det meget svært for enkeltpersoner at sætte sig synligt imod strømmen. Mens europæere af stort set enhver politisk-ideologisk observans er storforbrugere af amerikanske produkter (eller dårlige europæiske efterligninger), så er det så let at vise, hvor civiliseret og politisk korrekt man er: Kan man ikke sige andet, så kan man dog altid sige, at ”Godt vi ikke er USA!” I en lille landsby vinder man altid point, når man ved gadekæret kan forklare, at hele resten af verden er forfærdelig sammenlignet med den hjemlige tryghed.
En anden årsag er, at der hos europæiske politikere er en klar egeninteresse i at kultivere et billede hos vælgerne af USA, som noget man burde være bange for - et billede der så kan bruges som afsæt for at ekspandere de pågældende politikeres egen magt. Ikke så meget i forhold til resten af verden, men på bekostning af deres egne borgere. Stort set ethvert europæisk land er præget af national chauvinisme og revanchisme, og kan vi nu med EU ikke hævde os overfor hinanden, så kan vi i hvert fald hævde os overfor USA.
Det så man senest og klarest ved det nylige tyske valg, hvor forbundskansler Gerhard Schröder og hans regering kynisk beregnende satsede på en strategi, der ved at spille på skepsis og gammelt nag overfor USA skulle gøre det muligt først at løbe fra valgløfter om ikke at hæve skatterne og derefter faktisk blive ved magten. Og man behøver ikke at sænke stemmerne meget eller tale i kodesprog, for at få en europæisk politiker til at indrømme, at planerne om en EU-hær, EU-skatter og en centralisering af den politisk-bureaukratiske magt i EU-regi skal ske først og sidst for at få EU til at udgøre en modpol til USA.
