FØRSTE KVARTAL 2003: 5.februar

9:14 <  >

Det komplekse USA

ark og ulands

 

 

 

1. Videre end "enten-eller"

CBK: Et brev [her] beskriver det, du har givet udtryk for som et angreb på danskernes eller europæernes provinsielle holdning. Er det en præcis beskrivelse af dit argument?

KURRILD: Nej, det vil jeg ikke sige - fordi europæerne er sådan set ikke mere provinsielle end fx amerikanerne, og på masser af punkter er de bestemt mindre provinsielle. Den mest præcise opsummering af det, jeg giver udtryk for, det er egentlig at europæerne generelt foretager en ulige sammenligning af sig selv med amerikanerne. Ofte sammenligner man et enkelt europæisk land - fx Danmark - med hele det her kontinent med 300 millioner mennesker, som om at det var sammenlignelige størrelser. Eller også så gør man ofte det, at man sammenligner de bedst tænkelige tilfælde fra sin egen andegård med de værst tænkelige eksempler fra USA. Og det er mere den ulighed i sammenligningen, som jeg er kritisk over for - snarere end noget med at vi skulle være specielt provinsielle i Danmark, for det mener jeg sådan set ikke vi er.

Den anden hjørnesten i det, jeg brokker mig over, det er at det for mange i Europa virker instinktivt, at man er negativ overfor USA - uanset hvad det så ellers er, det drejer sig om. At det simpelthen er default-knappen [udgangspositionen - red.] man trykker på, når det drejer sig om USA. At det som udgangspunkt altid er negativt. Så det er mere dét, end det er et spørgsmål om provinsialisme.

CBK: Men nu bliver det i debatten - også senest her i Information - stillet op som spørgsmålet "HVIS nu valget står ? for eller imod USA, hvis det er "enten-eller", så kan man så gøre USA til det mindste onde. Er det som du vil frem til - for du kommer med nogle betragtninger som bestemt ikke er entydigt positivt eller propagandistiske eller noget i den retning... kan man sige at du er ude på at slå default-knappen over i den anden side og sige, "Vi skal være positive fra starten"?

KURRILD: Nej, det mener jeg sådan set ikke. Fordi der ligger ikke i det, jeg skriver noget med, at man skal være pro-amerikansk – det jeg i og for sig gør mig til talsmand for, det er mere at man skal ikke være så ufatteligt selvglad og så ufatteligt USA-kritisk at enhver sammenligning altid bliver til fordel for os selv, og til ulempe eller skade for amerikanerne. Når det gælder det med at sammenligne to onder, så vil jeg minde om, at det mindste onde af to onder det er også altid ondt. Det er bare et mindre onde. Og de her sammenligninger af, at det hele er enten for-eller-imod eller de gode-og-de-onde, de ser som regel bort fra nogle nuancer. Der synes jeg nok - og det siger jeg jo så også fordi jeg er dansker men samtidig har boet i USA i flere år i to omgange - at danskerne og europæerne i almindelighed har en meget lille forståelse for, hvor komplekst og hvor anderledes et samfund USA egentlig er. Og hvor svært det egentlig er at tale om det som en størrelse - og som en sammenlignelig størrelse.

                                       NÆSTE SIDE

TILBAGE

TIL FORSIDEN

 

 

 

 

foto: SDU