P R E S S E M E D D E L E L S E

Jesper Vind Jensen i RÆSON | Bidrog Danmark uforvarende til Murens fald?

Natten til d. 10. september 1988 lod den danske ambassade i Østberlin Stasi afhente 18 østtyskere, der havde henvendt sig i forsøget på at komme til vesten - 13 voksne og 5 børn. ”Det er,” skriver journalist ved Søndagsavisen Jesper Vind Jensen i RÆSON, ”en af de mest dramatiske og ømtålige episoder i den danske udenrigstjenestes historie” – og man pålagde ambassaderne strenge instrukser om at noget lignende aldrig måtte gentage sig. Men måske kom Danmark med Stasi-udleveringen uforvarende til at bidrage til murens fald:

”Denne overraskende tese kommer tyskeren Dr. Wolfgang Mayer med i sin politologisk-historiske doktorafhandling ”Flucht und Ausreise“. [...] Ifølge afhandlingen inspirerede mediernes fokus i sagen mange frihedssøgende østtyskere til andre aktioner. Mayer har bl.a. gravet dokumentation frem, der viser, at Stasi alene i november 1988 registrerede 104 aktioner fra forskellige grupper i DDR, der offentligt demonstrerede imod, at deres ansøgninger om udrejse blev syltet. Den danske ambassadesag, skriver Mayer, havde også afsmittende virkning på de tusindvis af østtyskere, der efterfølgende lavede ambassadebesættelser i 1988 og 1989. De foregik på vestlige ambassader i navnlig Østberlin, Prag og Budapest.”

Hvis Mayers vurdering er blot delvis rigtig er begivenhedsforløbet så ekstraordinært betydningsfuldt at ”Danmarkshistorien skal skrives om”, mener Vind Jensen, der fra i dag er medlem af RÆSONs nye Kommentatorpanel. Ifølge Vind Jensen er den højreorienterede Mayers argumentation præget af, at han selv var talsmand for besætterne (og for dét modtog 3 års betinget fængsel). Men: Mayer har med bogen rejst spørgsmålet om hvilke østtyskere der retfærdigvis kunne siges at være ’modstandskæmpere’ – og har hermed vendt sig ”frontalt mod flere af standardværkerne om DDR-oppositionens historie”.

”Mayer mener, at de østtyske borgerretsforkæmpere, der tog initiativ til massedemonstrationerne i Leipzig, Dresden og Berlin i efteråret 1989 er blevet tildelt for meget ære som DDR’s modstandskæmpere. ”Hele ’revolutionshistorien’ om 1989 har alt for meget koncentreret sig om dem, der er blevet i DDR,” beklager Mayer, der anklager ”prominente politikere, borgerretsforkæmpere og politologer” for bevidst at tilsløre, hvor slemt regimet var, fordi de selv havde været fortalere for et ”DDR med et menneskeligt ansigt”. […] Han mener derimod, at udrejsebevægelsen, som ”stemte med fødderne”, spillede en langt større rolle end borgerrettighedsforkæmperne.”