|
||
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
3:10 Artiklen kan på sidste side (s.10) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
3. De tre faser siden valget
Nu går du ind og låner i Socialdemokraternes retoriske spinatbed, ikke? Når du taler om 'fællesskab' - og når du lægger op til at ombygningen skal ske mildt og blidt, så kan det lyde som nye toner - fordi VK-regeringen, herunder Statsministerens person, jo forekommer mange danskere meget mere hård i filten end Schlüter. Er I ved at gå over at blive mere defensive og bløde? Er der sket et retorisk skifte hos jer over de sidste to år?
JR: Næ. Det synes jeg egentlig ikke. For det første, er vi - egentlig også mens vi sad i opposition, siden Anders Fogh Rasmussen blev vores formand - blevet kritiseret fra begge sider. Vi fik jo tordnende kritik af skattestoppet - 'det var for uambitiøst' osv. - og, den anden vej: 'Det vil føre til social massegrav!' Begge dele kan jo i hvert fald ikke være rigtige.
Så hvis I bliver kritiseret fra begge sider er det et udtryk for at I har ret?
JR: [griner] Det kan man jo så sige, et eller andet sted. Vi fik jo i hvert fald ret stor opbakning - et historisk valg, hvor hver tredje vælger stemte på Venstre. I forhold til den retoriske del kan man dele det lidt op i faser. Vi havde en første fase, hvor det var meget afgørende at holde den kontrakt vi havde lavet med vælgerne om, at 'når vi kommer til, så sker dét-og-dét-og-dét'.
Inspireret af republikanerne i USA og deres Contract with America?
JR: Jeg må faktisk blive dig svar skyldig om, hvor inspirationen egentlig kommer fra. Men det er da klart, at når jeg sådan har kigget rundt omkring på udenlandske valgkampe og valgslogans, så har jeg egentlig ikke fra ret mange partier set mange selvopfundne valgslogans - man kan altid finde noget der ligner, andre steder fra.
Men det var et spørgsmål om at sørge for skattestoppet - stop for stigningen i skatter og afgifter. Sygehusene skulle have de 1,5 mia., så vi kunne høvle ned på ventelisterne. Vi skulle have strammet udlændingepolitikken. Vi skulle have gjort op med det, vi mener er for milde straffe for vold og voldtægter. Og så skulle vi have gennemført frit-valg - navnlig på ældreområdet, og dér tilført 500 mio. Det var vores 5 kernepunkter. Vi lavede et meget ambitiøst 100-dages program - og det blev også gennemført.
Så kom vi ind i en anden fase, hvor--- uanset hvor usympatisk det ellers kan lyde for nogle, fordi vi har sådan et konsensussamfund i Danmark: vi skal helst ikke have for mange kanter, ikke være for uenige. Det er ligesom en målsætning i sig selv her i Danmark at vi skal være enige. Hvad jeg ikke helt forstår, for - nej, vi skal ikke være enige! Vi skal respektere at vi ER uenige, men det er uenighederne og forskellighederne, der gør samfundet spændende. Men dét ligger man et eller andet sted under for.
Der har været 10 år med socialdemokratisk-radikal-ledede regeringer - venstrefløjsledede regeringer - der ER altså nogle ting, vi skal rydde op i. Og det har bl.a. været på udlændingeområdet og i forhold til den skov af råd og nævn, der har været. Det er sådan vores politiske indgang: at vi har været nødt til at gå ind og lave noget oprydning. Og dét kan virke meget hårdt og kontant - og måske ikke lige sympatisk på alle. Samtidig kommer Irakkrigen, som jo ikke er bestemt af os men som vi vælger at gå ind i. Men der er der ligesom truffet valg, skal vi sige, på vores vegne, et eller andet sted alligevel.
Er der det?
JR: Ja, ikke i forhold til om vi vil deltage eller ej, men i forhold til om Irakkrigen skal komme eller ej. Dét, at vi har haft den oprydning i gang - og dét, at vi har haft en fase med meget fokus på krigen, kommer til at tegne et billede af, at det kører meget på de hårde værdier.
Og så vil jeg da gerne medgive, at vi har lavet en finanslov, som--- der kom det med dagpengene, som virkede uheldigt og hvor vi begik en klokkeklar fejl. Hvor vi blot måtte bide hovedet af skam og sige undskyld. Men også at der blev flyttet nogle penge fra nogle bløde værdier til nogle hårde værdier. Man kan fx godt argumentere for, at det er en flytning fra bløde værdier med bustaksterne. Fordi bustaksterne er steget voldsomt føler folk at vi tager penge op af deres lommer og putter dem ind i jernbaneskinner - flytter penge fra mennesker over i skinner, for at få flere tog til tiden. Den prioritering kan der sagtens argumenteres substantielt for, men det har måske virket på folk som om det meget har været de hårde værdier. Vores udgangspunkt har jo sådan set hele tiden været: personlig frihed og frisind. Men det forudsætter, for at man kan begynde at fokusere på dét, at man rydder op i nogle ting - og at man foretager nogle prioriteringer, som ikke altid er lige behagelige. Vi sidder jo ikke her og laver politik for at genere folk - det er der ingen der gør, i Folketinget. Alle, der sidder her, ønsker det bedste for Danmark. Vi er bare uenige om hvordan vi gør det.
Så vores tredje fase begynder nu - i og med at vi kan begynde at rette blikket mod det, vi helst vil - også fordi vi HAR strammet op på udlændingelovgivningen osv. Vi kan begynde at tale om frihed, frisind, fællesskab og også sætte noget handling bag de ord. Det er i hvert fald det jeg gerne vil. Og så kommer den fjerde fase, og den kan jeg ikke fortælle dig om endnu, fordi det handler om valgkampen.
Så I er i virkeligheden blødere end I har set ud? Og nu kommer jeres hjertevarme karakter frem, fordi der er blevet ryddet op efter Socialdemokraterne?
JR: Som sagt: vi sidder her jo ikke for at genere folk eller for at være benhårde. Vi forholder os til nogle realiteter, mener vi - også fordi vi omgiver os altså med andre lande og samfund, hvor virkeligheden ser noget anderledes ud end her i Danmark, og det kan man ikke bare sådan lukke hverken det ene eller det andet øje for. Men ja: vores udgangspunkt er jo personlig frihed. Det er det, vi skal holde os for øje når vi laver politik: hvordan kan vi bedst mulig sætte fokus på den personlige frihed? Hvordan kan vi politisk gå ind og lave nogle ting -- og lade være med at lave nogle ting? Fordi liberalismen handler også om at sætte grænser for politik - det er jo det, vi altid skal være opmærksomme på.
Links:
|
Illustration:
U.S. Air Force