FN opfattes af mange, ikke mindst af FN selv, som en global forkæmper og garant for internationale menneskerettigheder. FN har da også været et vigtigt forum og platform for kampen for de tidligere kolonier i Asien og Afrikas ret til selvbestemmelse. FN spillede via menneskerettighederne tillige en afgørende rolle i kampen mod apartheid i Sydafrika. Ligesom etableringen af krigsforbryder-tribunalet for det tidlige Jugoslavien måske nok kan regnes som en succes. Når FNs rolle i forhold til menneskerettigheder skal bedømmes mere generelt, må sådanne positive begivenheder nok desværre regnes for undtagelsen snarere end reglen.

 

FN i felten

Under krigen i Bosnien så hollandske FN-soldater i Srebrenica passivt til mens serbiske styrker begik massemord på 8.000 muslimske drenge og mænd. Samme passivitet har FN-styrker udvist i Congo, hvor stridende militaer indtil for nylig ustraffet har kunnet udplyndre og dræbe den uskyldige civilbefolkning for øjnene af soldater i blå hjelme. For at føje spot til skade har FN-soldaterne i Congo endvidere været involveret i organiseret seksuel udnyttelse af de mindreårige børn, de var sat til at beskytte._[1]

 

Det institutionelle plan

På det institutionelle plan er FNs menneskerettig-hedskommission (Kommissionen) et glimrende eksempel på, hvorfor FN mangler troværdighed, når det kommer til menneskerettigheder. Kommissionen består af 53 FN medlemsstater der vælges dertil. Kommissionen har som opgave at sikre, at FNs medlemsstater overholder menneskerettighederne i de konventioner, de enkelte lande har ratificeret. Nuværende medlemmer af Kommissionen inkluderer lande som Zimbabwe, Saudi Arabien, Congo, Sierra Leone, Kina og Sudan. Disse lande deler, udover manglen på enhver form for demokratisk samfundsindretning, en udbredt mangel på respekt for menneskerettigheder, og krænker dagligt deres egne borgeres mest basale borgerlige og politiske rettigheder. Kommissionen fungerer reelt mere som et forum, hvor ikke-demokratiske stater kan holde hånden over hinanden, end som et forum, hvor medlemsstaterne kigger hinandens menneskerettighedsefterlevelse kritisk i kortene. Topmålet af absurditet blev opnået i år 2003, hvor Libyen blev valgt som formand for Kommissionen på trods af landets talrige overtrædelser af basale rettigheder. 

 

De to slags menneskerettigheder

Den alvorligste fare mod menneskerettighederne kommer dog fra FNs officielle menneskerettighedspolitik. Denne politik tager udgangspunkt i Den Universelle Menneskerettighedserklæring fra 1948. Erklæringen, der ikke er en juridisk bindende traktat, indeholder klassiske negative borgerlige og politiske rettigheder (BPR) såsom ytrings- og forsamlingsfrihed, forbud mod tortur og lighed for loven. Rettigheder med udspring i oplysningstiden og denne periodes angelsaksiske tænkere såsom John Locke, Adam Smith og David Hume, men hvis filosofiske ophav kan spores helt tilbage til det gamle Grækenland. Men erklæringen indeholder også positive økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (ØSKR) såsom retten til bolig, arbejde og en rimelig og stigende levefod. Det er rettigheder med udspring i socialismen, og hvis filosofiske ophav kan spores tilbage til den franske revolution med dens blanding af fundamentalistisk tro på menneskelig rationalisme og central statslig styring. ØSKR er i deres nuværende moderne udformning langt hen ad vejen udtænkt som et ”progressivt” modspil til de klassiske BPR og kaldes derfor til tider 2. generationsrettigheder. I 1966 blev BPR og ØSKR adskilt i hver sin traktat pga. vestlige landes modstand mod sidstnævnte, der fortsat blev støttet af de socialistiske stater i Øst-Europa samt af en række stater i Latin-Amerika. Traktaten vedrørende ØSKR fik dog (modsat traktaten vedrørende BPR) indført visse kvalifikationer således, at den ifølge sin ordlyd ikke gjorde rettighederne umiddelbart bindende for de ratificerende stater.

         Efter den kolde krig og kommunismens fald kunne man måske have forventet, at FN ville have undsagt ØSKR og alene fokuseret på BPR. Førstnævnte rettigheder har jo netop deres udspring i socialismen, der imploderede som ideologi mellem 1989-1991, og som i de foregående årtier med al tydelighed havde demonstreret, at den ikke medførte velstand for folket, men tværtimod forarmelse og undertrykkelse. Disse rettigheder stod derfor i skarp kontrast til BPR, som udgør grundstenen i stort set alle vestlige samfunds politiske systemer med velstand og individuel frihed for størstedelen som følge.

         Men i stedet for at forkaste ØSKR intensiverede FN kampen for den globale anerkendelse af ØSKR på lige fod med BPR. Dette skete især efter pres fra tredjeverdenslande, vestlige intellektuelle aktive i menneskerettighedsbevægelsen og et stadig stigende antal NGO’er. Presset kulminerede i Wien i 1993, hvor Sluterklæringen fra Verdenskonferencen om Menneskerettigheder erklærede, at ”alle menneskerettigheder er udelelige, ligeværdige og indbyrdes afhængige” - altså et opgør med den foretagne opdeling af BPR og ØSKR og i særdeleshed den juridisk uforbindende karakter af sidstnævnte. 

Det er ikke svært at se, hvorfor de økonomisk-sociale-kulturelle rettigheder passer tredjeverdenslande, hvoraf de fleste er mere eller mindre totalitære, langt bedre end de borgerlige-politiske rettigheder, hvis indførsel ville være selvmord for mangen en diktator.

_________________________

 
Fra socialisme til økonomiske og sociale menneskerettigheder

Grunden til at en række tredjeverdenslande entusiastisk bakkede op omkring ØSKR skal søges i, at disse rettigheder kræver en magtkoncentration hos staten, som ifølge disse rettigheder bærer ansvaret for borgernes velfærd. BPR derimod fravrister staten magten og tildeler individet autonomi, og dermed ansvar for egen velfærd, igennem en privat sfære, som staten ikke må krænke. Det er derfor ikke svært at se, hvorfor ØSKR passer tredjeverdenslande, hvoraf de fleste er mere eller mindre totalitære, langt bedre end BPR, hvis indførsel ville være selvmord for mangen en diktator.

         Grunden til at en lang række vestlige intellektuelle og NGO’er støttede - og stadig støtter - ØSKR skal vel findes i en blanding af ideologi og menneskerettighedernes forførende sprog. Som nævnt har ØSKR udspring i socialismen. Efter murens fald måtte en lang række vestlige socialistiske intellektuelle se deres ideologiske livsprojekt styrte i grus. ØSKR gav disse intellektuelle lejlighed til at fortsætte deres kamp mod ”den udbyttende kapitalisme” nu blot under menneskerettighedernes banner fremfor socialismens. Der er meget sandhed i Colombia-professoren Jagdish Bhagwatis observation om, at “Menneskerettigheder […] er tidens løsen, ganske som ”socialisme” var det for tre årtier siden, og begrebets moralske resonans giver frit lejde i medierne og offentligheden.”_[2]

         Også mange NGO’er er blevet forført af menneskerettighedernes retorik. Ingen kan jo være uenig i det ønskværdige i, at ethvert menneske har en rimelig levefod, et arbejde og adgang til et ordentligt sundhedssystem. Således er menneskerettigheds-terminologi bogstaveligt talt guld værd for NGO’er, når de skal opnå midler til aktiviteter rundt om i verden. At ØSKR ofte tjener som kamuflage for at argumentere for en bestemt samfundsindretning demonstreres med al tydelighed af den norske jurist og tidligere FN-rapportør Asbjørn Eide, som i den ledende lærebog i ØSKR skriver: ”people are poor because of those who are not poor. The main obstacle facing the realization of (ØSKR) is the accumulation of wealth in few hands and few countries, combined with their control over or dominance in the fields of technology, patents and communications…..the neoliberalist ideology harnesses a set of assertions deployed to justify the priority of market principles over (ØSKR). This ideology includes some vague and unverifiable claims that it will ultimately, over a period of time, also benefit those who are presently poor. There is no empirical support for that proposition.”_[3]

         Udover at være empirisk forkert, synes det klart, at ovenstående citat er et ideologisk partsindlæg, og at den verdensorden Eide stræber efter, hviler på kollektivistiske principper, hvor det frie marked må afskaffes. Citatet er ganske typisk for litteraturen på ØSKR-området og lignende bandbuller mod ”neo-liberalismen”, privatiseringer og globalisering findes også i mange FN rapporter. F.eks. opfordrede en FN-rapportør under Kommissionens møde i marts 2005, kommissionens medlemsstater til at fattigdom, både absolut og relativ, blev anerkendt som en menneskerettighedskrænkelse i en international konvention. Harvard professoren Arjun Sengupta, der tidligere var FN-rapportør med ansvar for retten til udvikling, går så langt som at udtale, at: ”there is a particular process of economic, social, cultural and political development, in which all human rights and fundamental freedoms can be fully realized”._[4]

         Sengupta mener således, at man på videnskabelig vis ved hjælp af menneskerettigheder, kan skabe en verden, hvor alle mennesker kan få alle deres behov opfyldt. Denne tankegang ligger snublende tæt opad socialismen, der også mente at kunne skabe paradis på jord udfra en videnskabelig tilgangsvinkel, der gjorde op med den borgerlige samfundsmodel baseret på liberalismen og dens frihedsideal.

 

Håndhævelsen af de sociale menneskerettigheder

Også den FN-komité, der har til opgave at overvåge medlemsstaternes overholdelse af ØSKR, har en tydelig ideologisk slagside. F.eks. har Komiteen kraftigt kritiseret de reformer, som Schröder- regeringen på grund af den truende økonomiske krise har indført i Tyskland._[5] Ifølge Komiteen går disse reformer udover de svageste i samfundet. Dette når Komiteen bl.a. frem til fordi den fortolker ØSKR som værende overtrådt, når allerede tildelte offentlige økonomiske ydelser, såsom minimumslønninger, statslige pensioner og andre sociale bidrag, nedsættes eller fjernes.

         Komitéen er øjensynlig ikke bekymret over, at sådanne offentlige ydelser medvirker til at holde mennesker ude fra arbejdsmarkedet og dermed fastholdt i fattigdom. Eller at sådanne ydelser modvirker økonomisk vækst - med alvorlige økonomiske følger som konsekvens. Og komitéen ignorerer tillige, at høje sociale ydelser udgør et indgreb mod den private ejendomsret, idet ydelserne i sagens natur må finansieres via (høje) skatter.

  

Konflikten med de borgerlige-politiske rettigheder

Komitéen har i en såkaldt ”General Comment” om retten til bolig bl.a. fortolket denne ”rettighed” til at omfatte ret til bl.a. elektricitet, varme, vaskefaciliteter og kloakering._[6] Endvidere skal boligen være af en passende størrelse - og den skal være placeret således at den ikke ligger for langt væk fra nødvendige faciliteter såsom skole, sundhedsvæsen og arbejde. Boligen skal også andrage en rimelig pris, således at alle har råd til den. Retten til en rimelig bolig er endvidere gældende for enhver uanset økonomisk status. Det kræver ikke megen økonomisk indsigt for at konkludere, at Komitéens fortolkning er aldeles urealistisk og undergravende for samfunds-økonomien.

         Men den helt centrale rettighed i traktaten vedrørende ØSKR findes i artikel 11 og lyder: ”De i denne konvention deltagende stater anerkender ethvert menneskes ret til en levefod, som er tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig og til fortsat forbedring af vedkommendes levevilkår.”

         Såfremt denne rettighed skal forstås som juridisk bindende på linje med f.eks. ytringsfriheden, vil det således være en krænkelse såfremt et individ oplever en nedgang i sin levestandard f.eks. pga. en fyring. Endvidere vil der være tale om en krænkelse, såfremt individet ikke opnår en konstant forbedring af sine levevilkår. Det siger sig selv, at en sådan rettighed er fuldstændig uforenelig med et frit samfund, hvor individet har frihed til samt ansvar for eget liv og derfor kan opleve op og nedgang i sin levefod, alt efter hvilke valg det foretager. Da staten ifølge ØSKR har ansvaret for følgerne af en nedgang i levefoden, forudsætter rettigheden, at staten kontrollerer al økonomisk aktivitet på dens territorium og dermed også størstedelen af borgernes liv. Dette bekræftes af følgende passage fra FN-organisationen UNESCOs kommentarer til udformningen af den Universelle Menneskerettig-hedserklæring: “If the new declaration of the rights of man is to include provision for social services, for maintenance in childhood, in old age, in incapacity or in unemployment, it becomes clear that no society can guarantee the enjoyment of such rights unless it in turn has the right to call upon and direct the productive capacities of the individuals enjoying them.”_[7]

         En sådan stat vil aldrig kunne respektere de borgerlige-politiske rettigheder (BPR), fordi disse er i strid med dens behov for planlægning og kontrol. Dermed tilflyder al magt staten fra dens borgere.

         Retten til mad, som også er indeholdt i artikel 11, fortjener særskilt opmærksomhed. Det er ofte livsfarligt for en befolkning at lægge ansvaret for det daglige brød i hænderne på staten. For der findes næppe noget mere effektivt instrument til at styre og undertrykke en befolkning end at kontrollere dens adgang til føde. Dette ses tydeligt i Zimbabwe, hvor store dele af befolkningen er afhængig af statslige fødevarer. Mugabe-regimet har udnyttet denne afhængighed til at straffe områder, hvor støtte til oppositionen er stærk, ved at tilbageholde distributionen af fødevarer dertil. Retten til mad vil derfor ikke bare føre til mindre produktion af fødevarer og en ineffektiv distribution af dem - men også drastisk øge skruppelløse diktaturers muligheder for at undertrykke deres egne befolkninger. Med den overflod af fødevarer, der skabes af private personer og virksomheder i Vesten, er det uforståeligt at fastholde en centralistisk model, der har vist sig ineffektiv og i visse tilfælde endog har medført hungersnød.   

 

De to sæt rettigheder kan ikke leve side om side, såfremt de begge skal have status som fundamentale rettigheder, der opstiller rammerne for - og i sidste ende trumfer - den udøvende og lovgivende magts handlinger.

________________________________

 

Problemer med den private ejendomsret

Komitéen (og vestlige intellektuelle menneskerettighedsforkæmpere) har endvidere store vanskeligheder ved at acceptere en ganske bestemt rettighed: nemlig den private ejendomsret.  Når denne rettighed ikke bliver ignoreret, bliver den omtalt som kontroversiel, da den jo forhindrer en ”rimelig” distribution af samfundets velstand. Dette på trods af, at folk som f.eks. den peruvianske økonom Hernando de Soto på empirisk vis har påvist ejendomsrettigheders altafgørende rolle i fattigdomsbekæmpelse i den tredje verden. Endvidere decentraliserer ejendomsretten magtstrukturerne i et samfund, hvilket gør det svært for diktaturer at undertrykke deres befolkning. Den private ejendomsret er således en praktisk forudsætning for overholdelsen af de øvrige BPR.

         De ovenstående eksempler demonstrerer, at ØSKR og BPR er uforenelige størrelser, i det de er hinandens diametrale modsætninger. Dette gælder både mht. deres filosofiske ophav og deres praktiske anvendelse. De to sæt rettigheder kan ikke leve side om side, såfremt de begge skal have status som fundamentale rettigheder, der opstiller rammerne for - og i sidste ende trumfer - den udøvende og lovgivende magts handlinger. Konflikten mellem ØSKR og BRP blev i teorien anerkendt og demonstreret at Marx, der om BPR hånligt skrev, at “None of the so-called rights of man, therefore, go beyond egoistic man, beyond man as a member of civil society – that is, an individual withdrawn into himself, into the confines of his private interests and private caprice, and separated from the community”._[8] I praksis blev konflikten bevist i Sovjetunionen, hvor Stalin i 1936 ved siden af ØSKR indførte BPR i forfatningen. BPR indgik også i 1977 forfatningen, men var på intet tidspunkt I Sovjetunionens historie det papir værd de var skrevet på. ØSKR er baseret på et ønske om materiel lighed og troen på, at man ved central planlægning og velvilje kan skabe det perfekte samfund. ØSKR er således en fornægtelse af virkeligheden, og troen derpå er i bedste fald naiv, i værste fald nihilistisk og i alle tilfælde fundamentalt i strid med den formelle lighed og individuelle frihed som respekten for BPR sikrer.

         Danmark bør derfor træde tilbage fra FNs Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle rettigheder. I stedet bør Danmark arbejde aktivt for en FN menneskerettighedspolitik, der styrker fattige og undertrykte mennesker i stedet for despotiske stater og er baseret på BPR frem for utopiske ideologier. Kun såfremt en sådan ny og sammenhængende menneskerettighedspolitik bliver grundstenen og ledetråden i FNs bestræbelser på dette område, er der håb om at styrke FNs internationale troværdighed som en forkæmper for menneskerettighederne. Den uundgåelige protest fra despotiske stater og fra visse dele af menneskerettighedsbevægelsen, der vil møde en sådan beslutning, bør kun bekræfte eventuelle reformatorer i, at de er på rette spor.