|
|||||
|
|
Som altid kan interviewet på sidste side (s.11) downloades som Word-dokument, fx til udprintning
FJERDE KVARTAL 2003: |
||||
|
9:11
|
|||||
|
|
Europæerne som skraldemænd
Angående argumentet om, at vi har de samme værdier som amerikanerne: der er jo noget, der tyder på, at terroristerne godt kan se forskel på USA og Danmark. At man betragter USA som mere end bare et tilfældigt eksempel på Vesten: USA er noget særligt, og så kunne den danske vælger jo sige, hvis vi ovenikøbet alligevel er delvist uenige i den politik som USA fører, hvorfor i himlens navn skal vi så placere os i en udsat position – ”in harm's way" - for at være sammen med amerikanerne? Bør vi så ikke gøre en dyd ud af, at vi i Europa er lidt anderledes og "ligger 20-30% til venstre" for USA? Så vi undgår at slutte op om en sag, der gør os mere udsatte?
JHM: Du kan sige, at det er jo præcis det, som Saddam Hussein gjorde: at han hele tiden forsøgte at stikke en kile ind mellem Europa og USA. Man kører på USA fordi de er den stærkeste partner: det er et udtryk for, at Europa er svag fordi vi ikke kan samle os. Hvis vi var lige så markante i vores holdninger - uanset om man kan lide de amerikanske holdninger eller ej - men hvis vi var markante, hvis vi var en militær magt...
Og det er her, det bliver interessant, ikke? USA har en stærkere udenrigspolitik end Europa fordi de har deres sikkerhedspolitik og forsvar i orden. Vi er tilbage til gamle dage: lige pludselig har det betydning, at du simpelthen operationelt har mulighed for militært at gribe ind i et land. Det var jo der, hvor Iraks nabolande begyndte at blive en lille smule nervøse: i Syrien er de lidt nervøse, for de synes da ikke det er særligt sjovt, at der står så mange soldater - amerikanske soldater - så tæt på. De står magtesløse hen, og derfor lytter de mere efter udenrigspolitikken.
Du spørger: skal vi påtage os en risiko på amerikanernes vegne, når vi alligevel adskiller og differentierer os? Men det er jo det, det handler om: at Europa, hvis europæerne ønsker at være et alternativ OG en troværdig allieret og samarbejdspartner for verdens eneste supermagt, så må realiseringen ligge i, at vi investerer ressourcer - men også: loyalt holder sammen. Du kan kun påvirke udviklingen i din retning og med dine holdninger ved at gå sammen med supermagten og sige: ”Har I kigget på de her aspekter?”
Hvis vi kigger udover også de andre europæiske lande: EU's Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik [FUSP'en] har, i den udstrækning den har eksisteret[!], været kendetegnet ved at være 'civil': vi har været gode til demokratiopbygning, bistand etc. Er der en risiko for, at den transatlantiske uenighed vi har set accelererer - fordi Europa vil have en 'socialdemokratisk', multilateral udenrigspolitik, mens USA og måske England følger en udenrigspolitik som er mere militær og 'borgerlig'?
JHM: Det håber jeg ikke. Men du kan sige, at EU's FUSP, områderne indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik, er jo et udtryk for svaghed. Svagheden i, at når det kommer til at handle; når det gælder om at sætte tropper ind - at køre en meget aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, så kan EU ikke klare det, fordi det kan europæerne ikke blive enige om - og det kan de heller ikke finde penge og ressourcer til. Det eneste man kan gøre, det er at give bistand osv. - altså opfølgende.
Det er en enorm svaghed, fordi det betyder, at man risikerer, at Europa bliver skraldemænd for dem, der sætter dagsordenen - og i det her tilfælde USA.
Nogle vil sige, FUSPen osv. består i at udsprede den europæiske 'regionalisme' og multilateralisme. At de bløde værdier og samarbejdsværktøjer ikke er et udtryk for svaghed, men for styrke, at de er nødvendige og mere holdbare end de militære løsninger.
JHM: Jeg tror også du vil finde amerikanere, der vil sige: "Det er meget, meget fint. Vi lægger verdens-dagsordenen, udenrigs- og sikkerhedspolitisk. Vi går ind i forhold til vores spilleregler - vores vilje. Og så kan I bagefter gå ind og så investere i at stabilisere infrastruktur osv.' Det ville være en fantastisk fordeling - ville jeg synes, hvis jeg var amerikaner, men ikke som europæer.
Når du før tegner forskellene internt i Bush-administrationen; siger 'hvis vi overhovedet skal blive lyttet til må vi have en fælles-europæisk militær dimension', ligger der i det, at I er uenige i den amerikanske udenrigspolitik, nu? At vi bakker op fordi det er "det mindste onde", "den bedste mulighed" og det kun er dem, der handler?
JHM: Absolut ikke - tværtimod. Det ville være rart, at vi fortsætter den aktive udenrigspolitik, som vi har talt om, nemlig gennem internationale organisationer: den aktive indsats, der gik ud på at få en stemme i de rette fora. At vi fortsætter den linje, forstået på den måde, at vi kommer ind og kan påvirke verdens udenrigs- og sikkerhedspolitik - og dermed: påvirke amerikanerne.
Og det skal ske gennem den militære dimension?
JHM: Det sker via vilje, troværdighed og lederevner. Der skal stå noget bag ordene: viljen til dels at tage en beslutning, som befolkningen måske ikke bakker op omkring her og nu; dels til at tage en beslutning, som har en økonomisk konsekvens, men som også kan have konsekvenser i forhold til menneskeliv. At have den handlekraft, der ligger i at gå ind - og gå sammen - og sige: "Nu står vi inde for dét". Så er du en handlekraftig partner i forhold til USA - og en god samarbejdspartner, fordi du har et troværdigt grundlag. Den troværdighed, den handlekraft, den vilje - den har vi ikke optimalt i Europa idag, og derfor bliver USA altid fjende nr.1 i forhold til fx terroristerne.
|
||||||||||||||||||
Illustrationsfoto: US Air Force
