Pressemeddelelser fra RÆSON
03.12.02: Stanley Hoffmann i RÆSON: USA's holdning er for absurd til at vare ved
Det transatlantiske forhold befinder sig lige nu i en speciel tilstand, en ”klassisk ubehagelig” situation, der dog snart vil lade sig afløse af den sædvanlige ro – simpelthen fordi ”den amerikanske regerings nuværende holdning ofte er så absurd, at den ikke kan holde særlig længe.” Det siger den østrigsk-fødte, fransk uddannede Stanley Hoffmann, der er en af verdens mest anerkendte forskere i international politik – siden midten af 50erne ansat på Harvard. RÆSONs medredaktør Henrik Ø. Breitenbauch har i USA interviewet ham om den nuværende amerikanske regering (”stilen er ubærlig!”), og om det splittede Europa: ”Når vi taler diplomati og strategi, så er der ikke noget “Europa”, og sådan har det været praktisk talt siden den europæiske integration begyndte.”
Hoffman udtaler: ”Den siddende amerikanske regering er præget af en ny “exceptionalisme”. Hvis man ser på de officielle udtalelser, på talerne og den ny Nationale Sikkerhedsstrategi, så er det som om, at magten har gjort dem totalt fulde, berusede af USA og USA’s magt! Men jeg tror ikke, at det kan vare ved: USA er stadig et land, hvor udenrigspolitik kun opfattes som nødvendig i krisetider, i krigstider – men ellers er det ikke noget folk er opmærksomme på.”
På den anden side af Atlanten er det Blair’s rolle som Washingtons lydige ”puddelhund”, der ødelægger EU’s mulighed for at optræde samlet i udenrigspolitikken. Derfor vil ”Skaden på det transatlantiske forhold (…) sandsynligvis være begrænset simpelthen i kraft af det europæiske fællesskabs manglende evne til at hænge sammen – og det vil kun blive værre med udvidelsen.”
LÆS INTERVIEWET:Interviewet er en del af RÆSONs tema om forholdet mellem Europa og USA.