FJERDE KVARTAL 2002: 3.december [1:5] ®®®®®  <  >

 

 

 

 

 

Interview med Stanley Hoffmann:

USA's holdning er for absurd til at vare ved

Af  Henrik Østergaard Breitenbauch, medredaktør af RÆSON

 

Stanley Hoffmann blev født i Østrig, uddannet i Frankrig og har siden midten af 1950’erne været ansat ved Harvard Universitet udenfor Boston i USA. Han er vidt respekteret på begge sider af Atlanten som en særdeles skarpsindig og vidtfavnende observatør af international politik og herunder særligt af USA og Frankrig, både indenrigs- og udenrigspolitisk, og af den europæiske integrationsproces. Samtidig er han en af de få, der vedholdende har studeret forholdet mellem etik og international politik. Blandt hans mange bøger kan nævnes Gulliver’s Troubles (1968) om amerikansk udenrigspolitik, Decline or Renewal? (1973) om fransk politik, kultur og historie, essaysamlingen Janus and Minerva (1987), samt senest World Disorders: Troubled Peace in the Post-Cold War Era (2000).

 

Det sammenhold, der efter den 11. september var mellem USA og de europæiske lande har knirket voldsomt det sidste halve år – og efter Schröders genvalg på et USA-kritisk program, har præsident Bush end ikke villet svare på den tyske kanslers breve. Med det transatlantiske forhold nedkølet på grund af Irak og hvad mange europæere ser som en løssluppen unilateralisme fra amerikansk side – så kunne den sikkerhedspolitiske del af EU i princippet udgøre ikke bare et supplement, men et alternativ til NATO.

Henrik Ø. Breitenbauch talte med International Politik- disciplinens ’grand old man’, Harvard-professoren Stanley Hoffmann om udsigterne på længere sigt for det transatlantiske forhold, den europæiske integration og den nuværende amerikanske regering.