|
|
HOFFMANN: Omfanget af bruddet mellem Europa og USA begrænses ganske enkelt af det faktum, at der ikke findes noget organiseret Europa – i hvert fald ikke hvad angår dette felt. Selvfølgelig er der samarbejdet om den politiske økonomi, som er vigtigt i forhold til verdenshandelen. Men når vi taler diplomati og strategi, så er der ikke noget “Europa”, og sådan har det været praktisk talt siden den europæiske integration begyndte. Jeg havde en smule forhåbning om forandring på det punkt da den britiske Premierminister Tony Blair pludselig bevægede sig tættere på Frankrig [ved St. Malo topmødet mellem de to lande i 1998, red.], men det varede ikke ved.
Så kom 11. september, og Blair faldt automatisk tilbage ind i den moderne britiske rolle som “amerikanernes puddelhund”. Så længe dét er tilfældet, vil der ikke ske det store: Europæerne vil blive ved med at sige, at de er langt mere civiliserede end Amerikanerne – hvilket indimellem er sandt – men fordi man så at sige ikke kan “slå nogen uden [at være] nogen”, vil der ikke ske store forandringer her. Skaden på det transatlantiske forhold vil sandsynligvis være begrænset simpelthen i kraft af det europæiske fællesskabs manglende evne til at hænge sammen – og det vil kun blive værre med udvidelsen.
At have en fælles ydre sikkerhedspolitik er særdeles besværligt, hvorimod områder af indre interesse, såsom politisamarbejde og økonomisk koordinering, immigrationsspørgsmål og så videre, måske er lettere at få til at fungere. Så alene på den baggrund kan jeg ikke tage den nuværende situation alt for alvorligt. En anden grund til, at jeg ikke ser det her i et alt for dramatisk lys er, at jeg mener, at den amerikanske regerings nuværende holdning ofte er så absurd, at den ikke kan holde særlig længe.
