|
|
HBR: Admiral Rempt, lederen af det amerikanske søværns officersskole, Naval War College, sagde for nylig, at NATOs berettigelse bestemt var tilstede, men som en ”regional diskussionsklub”?
HOFFMANN: Nu har jeg beskæftiget mig med NATO siden begyndelsen og er efterhånden blevet meget blasert hvad dét angår. Det virker for mig som om, at begge sider har meget gode grunde til at fastholde og vedligeholde alliancen. Nogle gange betyder den noget – det gjorde den bestemt i Kosovo – og nogle gange er det ganske rigtigt en diskussionsklub og ikke meget andet. Men amerikanerne har brug for baserne. Og europæerne har måske ikke direkte behov for beskyttelse, men der er mange europæere, for hvem USA er en del af Europa. Desuden bliver der med udvidelserne indlemmet endnu et par amerikanske trojanske heste i Europa – der kommer snart en Blair af polsk oprindelse. Så det ville være rart, om man kunne tone den nuværende retorik i det transatlantiske forhold lidt ned.
HBR: Mange europæere finder den nuværende amerikanske regerings tone og stil problematisk?
HOFFMANN: Stilen er ubærlig! Det er slemt nok, at regeringen selv opfører sig på den måde – men medierne er endnu mere chauvinistiske! Dagen efter det tyske valg var dagens gæster på The Charlie Rose Show [et politisk tv-talkshow af høj kvalitet, som sendes på PBS, red.] fire amerikanere, som alle kommenterede valget ud fra en antagelse om, at amerikanerne altid har ret. Derfor stillede man selvfølgelig ikke spørgsmålet “hvad er det de tyskere er utilfredse med?” – men snarere “hvordan kan de forråde os sådan?!”.
En af dem citerede en højtstående regeringsrepræsentant for at have sagt: “Hvad er forskellen på en tysker og en hund? Forskellen er, at en hund ikke bider den hånd, der fodrer den!”. Som om de har fodret tyskerne i de sidste 50 år! Det er dét, der er så særdeles ubehageligt for tiden. Men jeg kan ikke tro, at det bliver ved altid. Jeg tror, at NATO vil blive ved med at være her i en eller anden form. Det er meget besværligt at slå en institution ihjel: for mange mennesker er vant til den, nogle har endda en karriere indenfor den – og i modsætning til gamle generaler hverken dør den eller viskes stille ud, den bliver der … og organiserer møder.
