”Der ER sket en markant dansk udenrigspolitisk ændring: nemlig at vi har kastet os ud i en krig uden et FN-mandat. Der er ganske vist ét fortilfælde - i Kosovo, men det var alligevel helt anderledes, fordi der var en klar humanitær begrundelse. Men dén diskussion om hvorvidt dét betyder at Danmark ikke længere sætter den internationale retsorden op som et grundprincip for sin udenrigspolitik - den har stort set været fraværende i pressen. Og det er - i hvert fald for mig, der i 30 år har beskæftiget mig professionelt med udenrigspolitik - ganske besynderligt. […] Grunden til at den diskussion ikke har været der er, efter min vurdering, at både regeringen og oppositionen i virkeligheden helst vil lade som om at der ikke er nogen ændring.”
Ifølge professor på Journalisthøjskolen i International Politik Hans-Henrik Holm er det ikke medierne, der manipulerer med politikerne, men lige omvendt. I et stort interview med RÆSON om dansk, amerikansk og britisk udenrigspolitik – og om mediernes dækning af den – kritiserer han dansk presse for helt at forsømme den intense debat om Irakkrigen, som fylder de britiske aviser:
”Udover at der selvfølgelig er nogle forskelle i vores traditionelle politiske kultur [og også i mediernes kultur] tror jeg at forklaringen er, at der ikke i noget særligt omfang har været politisk lederskab i Danmark, som har ønsket at sætte denne debat op. Beklageligvis er det jo sådan, at medierne i meget høj grad fungerer som spejl for den aktuelle, politiske, nationale diskussion. Det kan være et spejl, som kan være lidt kritisk - det kan være et spejl, som bliver drejet en lille smule, men det er meget, meget sjældent at medierne er i stand til - eller næsten: prøver - at køre ind i det, man kunne kalde sådan en engageret offentligheds-rolle, hvor man for alvor bliver ved med at prøve argumenterne igennem.”
Han tilføjer: ”Fordi vi læser medierne hver dag, ser det ud som om det er dem, der former dagsordenen - og selvfølgelig er de vigtige, fordi de i den forstand udgør det eneste, vi har, men de er meget mere afhængige af det politiske system end vi ofte går og bilder os selv ind.”
Regeringen har ifølge Holm endnu ikke godtgjort hvorfor Danmark skulle medvirke i Irakkrigen: ”Hvis vi ser på regeringens argumenter, så har de i stort mål været at det er med henblik på at løse vores sikkerhedsproblem: ’Vi kan ikke sætte vores lid til at det kan løses på europæisk niveau, fordi vi kunne jo se uenigheden; vi kan jo se hvad der sker i Tyskland og Frankrig - det er ikke garanti nok for os’. Men problemet med det argument er måske: Hvad er det præcis for en sikkerhedstrussel, Danmark er udsat for? Forøger eller formindsker vi den trussel ved at handle som vi gør? Man kan argumentere begge veje. Men spørgsmålet er helt klart: det er ikke umiddelbart indlysende - i hvert fald ikke for en, som professionelt beskæftiger sig med international politik - at se hvor stor gevinsten er, i øjeblikket, af den der næsten ukritiske opbakning omkring en amerikansk administration.”
Han siger: ”Bush havde ikke nogen politisk dagsorden før d.11. september. Hvis man går ind og sammenligner de første taler han holdt […] med de følgende taler, ja, så kan man se hvordan de første afspejler en præsident, der ligesom har en bred dagsorden: så vil han gerne gøre lidt her, han vil gerne gøre lidt dér, men der var intet samlende tema, der var ingen samlende dagsorden for hvorfor hans præsidentembede nu skulle gøre en forskel. 11.september gav ham den dagsorden.”
|
Illustrationsfoto: US Air Force