12. Militært set er Irak overskueligt - men det er Mellemøsten ikke
|
CBK: Man kan sige, det der jo sker når der er en konflikt og en situation som den vi har nu, så er der deadlines, så er der ting, der skal opretholdes, og så bliver der tegnet – næsten helt bogstaveligt – streger i sandet. Hvis Europa – eller altså Danmark – eller nogen andre for den sags skyld – skal bevise overfor høgene, at der er en anden måde at føre udenrigspolitik på, så må det jo nødvendigvis foregå i de der perioder indimellem de dér krisesituationer, hvor tingene spidser til. Det er jo i virkeligheden det, der er spørgsmålet et eller andet sted henne: hvordan skal vi opføre os overfor et regime som Husseins ?
The Economist har en pointe i denne her uge – at det kan godt være der er omkostninger ved at føre en militær krig, men på den anden side så har de sanktioner man har pålagt Irak i over 10 år også haft meget store menneskelige omkostninger. Så kan man tælle menneskeliv og omkostninger i det korte perspektiv eller i det lange perspektiv. Hvordan kan vi lægge en udenrigspolitisk linie, som på en eller anden måde undgår de her situationer? Så det netop ikke bliver det, som Blair siger, er valget mellem at handle og sidde passivt tilbage (og det vil det jo altid være i de der krisesituationer, hvor det er ja eller nej, ikke?)
HELVEG: Jamen, der er da en god pointe i det synspunkt. At den inaktivitet eller det, der er sket indenfor de 12 år siden den første Golfkrig, det har været at Irak har været udsat for --- eller, irakerne, rettere --- har været udsat for et undertrykkende regime af de værste, der findes. Og det mener jeg ikke et øjeblik man kan tillade sig at lukke øjnene for. At det sådan set ville være - jo - godt hvis det regime forsvandt. Og jeg mener også at man altså skal bakke op om FN’s bestræbelser for at få dem til at efterleve resolutionerne.
Men så god den pointe er, så vil jeg altså fremføre en side af sagen som jo OGSÅ hører med til nuanceringen: en ting er at indlede en militær aktion mod Irak. Men hvis det er en situation hvor tilslutningen til det er tvivlsom, hvor der stilles mange spørgsmål, så kan sådan en aktion jo altså få nogle følgevirkninger, som er helt uoverskuelige. Irak er overskueligt, militært set. Det er jeg sikker på det er, for amerikanerne, med den overlegenhed, de styrker de råder over. Men Mellemøsten er jo ikke overskuelig.
Og amerikanernes egen erfaring med Mellemøsten tilsiger dem jo, at ligegyldigt hvor meget militærmagt de har, så kan de altså ikke få løst det problem der er med Israel og palæstinenserne. Og at de grundlæggende problemer i Mellemøsten løser man ikke ved en militær aktion – selv under de bedste omstændigheder så er det færdigt måske i løbet af en uge, 14 dage, så er det sket. Det har jo ikke løst en tøddel af problemerne i Mellemøsten. Det har ikke flyttet noget som helst i Israel-Palæstina-konflikten.
Foto: Folketinget