|
|
| 9. Troen på Europaparlamentet svinder |
CBK: Siden de direkte valg til Europaparlamentet blev en realitet i slutningen af 70erne, der har det jo været en tilbagevendende overvejelse: Hvordan får vi en europæisk offentlighed? Hvordan får vi et europæisk rum ? Man havde partidannelserne, I var selv med først i den liberale gruppe og så, derefter, ikke, så vidt jeg husker, meldte I jer ind for et par år siden igen?
HELVEG: Korrekt.
CBK: Og det er jo et perspektiv der også nævnes og så alligevel synes at være langt væk. Det kan vi jo se med de nationale valgkampe, hvor enorm forskel der er på den opmærksomhed og den koncentration og det mættede lys der er indenfor nationen og så på den europæiske offentlighed – nu har du jo selv oplevet det som udenrigsminister også, hvordan kommer det europæiske demokrati og hvordan kommer det til at se ud?
HELVEG: Lad mig tage det første først. Netop Europaparlamentet. Det, der er sket her i de senere år, er vel nok det at man mange steder har opgivet håbet om eller troen på at Europaparlamentet egentlig er svaret på den europæiske offentlighed. Det sidste valg til Europaparlamentet var jo temmelig katastrofalt. Vi herhjemme havde 49% valgdeltagelse, og det var pænt i en europæisk sammenhæng men det er jo ikke meget i forhold til hvad vi plejer at have ved et folketingsvalg eksempelvis, hvor vi plejer at have i slut-firserne procents valgdeltagelse. Og der var lande som Storbritannien, hvor vi var nede på 23% så vidt jeg husker og Holland under 30 også… forrygende dårlig valgdeltagelse. Det lykkedes altså ikke ved det valg virkelig at vække den europæiske offentlighed. Og den lave valgdeltagelse ved det valg var virkelig et stort tilbageslag for Europaparlamentet som institution. Og det er jo derfor man nu diskuterer på konventet (hvor jeg er med i diskussionerne) og kommer til at diskutere på regeringskonferencen, der starter i 2004: Hvordan kan man så sikre en større folkelig forankring i det europæiske projekt?
På den ene side synes jeg ikke man kan nå til andet resultat end at det europæiske projekt med udvidelsen og alt dét der, er en succes: lande vil gerne være med. Men på et vigtigt punkt har det ikke være en succes; og det er i den folkelige forankring. Derfor diskuterer man jo nu: kunne det være en mulighed, kunne det være en vej at gå, at de nationale parlamenter fik en stærkere placering i hele den europæiske konstruktion? Den diskussion har sit udgangspunkt i virkeligheden og i Europaparlamentets manglende evne til at løse dén opgave. Jeg synes i øvrigt Europaparlamentet løser andre opgaver udmærket – kontrolfunktionen ift. kommission og råd, og deres indsats i lovgivningen er på mange måder fortræffelig. Men de har ikke lykkedes med - vi har ikke lykkedes med, det må vi tage et fælles ansvar for – at placere Europaparlamentet stærkt sådan folkeligt set. Og det er derfor vi nu diskuterer om man kan gå en anden vej.
CBK: Forestiller du dig en to-kammerstruktur, altså som den man har i USA? Er det det, der ligger i kortene?
HELVEG: Det er der nok nogle, der gerne vil. Jeg er meget betænkelig ved at foreslå nye europæiske institutioner. Jeg tror at det folkeligt ville være meget vanskeligt at foreslå nye, sådan store europæiske institutioner. Det er er nogle, der vil gøre under konventet, det er jeg sikker på, men jeg synes diskussionen om de nationale parlamenter har det interessante ved sig, at den rejser det rigtige spørgsmål: Hvordan sikrer man den folkelige forankring, når nu – hvis nu – Europaparlamentet faktisk ikke kan løse den opgave?
Foto: Folketinget
