ark og ulands

 

 

 

Den lå ikke til højrebenet

CBK: Nu har du jo selv givet udtryk for forventningerne udenfor landets grænser – var det Prodi, der blev spurgt om at evaluere hvad man ville blive bedømt på, hvor han sagde: Det er kun udvidelsen - og så valgte den danske regering vel ret bevidst at sige: det handler om udvidelsen.

LF: Bestemt.

CBK: Hvis vi prøver at tage sådan en counter-factual overvejelse: Lad os nu sige (nu var der selvfølgelig afstemningen i Irland, der var et åbent spørgsmål, og valget i Tyskland – de der usikkerhedsfaktorer) – men lad os nu sige at man INDEN den danske formandskabsovertagelse sidste sommer havde haft en meget klar fornemmelse af: ”Det her, det kommer ikke til at gå. Vi kan simpelthen se nu at det her går ikke – der er ikke bare et par spørgsmålstegn, der er virkelig nogle problemer i det.” Ville man have været i stand til fra den danske regering så at lægge en anden stil? Ville man være kunnet sluppet ud af den der forventning til Østudvidelsen, hvis man var gået ind og havde lagt en anden prioritet? Og være kommet til at fremstå så i hvert fald ikke som dem, der tabte suppeterrinen fuldstændig? Hvis man havde haft den frygt?

LF: Jeg vil sige: man havde jo frygten. Og det her med de tre E’er – enlargement, enlargement, enlargement – kunne man møde mange, som blev nærmest helt – jeg vil ikke sige rødglødende - men de kunne ikke lide det, når man sagde at dét var de tre E’er. Fordi det var præcis den der med, ”jamen, hvis nu det hele ryger på gulvet, så står vi jo så uden noget –vi må have en plan B! Vi må på en eller anden måde have noget, som så kan sige, det lykkedes os at komme igennem med noget andet." Så det arbejdede man faktisk på – i hvert fald mentalt, man prøvede hele tiden på at sige: det var jo ikke kun udvidelsen, der var også andre ting der var vigtige. Johannesburg – især i starten hørte man meget om Johannesburg. Men når det kom til stykket så var det udvidelsen. Og alle de der forsøg med på en eller anden måde at udvikle nogle andre projekter, det lykkedes altså ikke rigtigt, fordi man vidste at det var dét, man ville blive målt på.

Så er det klart, at hvis man nu fra starten áf havde ment, at det gik nok ikke helt, jamen, så tror jeg sådan set egentlig ikke, man kunne være kommet ud af dét. Og så tror jeg man skal have med, at så fordi Danmark på det tidspunkt havde det ry som Danmark havde – nu tænker vi både på forbeholdene og især jo så også, eller ikke især, men så også på grund af alt det her med udlændingedebatten – jamen, så havde Danmark fået én over snuden. Fordi sådan er det nu engang i EU-systemet: døden skal have en årsag, man skal have en syndebuk, og det er altid formandskabet. Altså – hvorfor gik det franske formandskab ikke specielt godt? Forklaringen er jo selvfølgelig dén (man finder fordommene): det er fordi de er nogen arrogante nogle, derfor gik det ikke godt. Spanierne: hvorfor gik det ikke godt med dem? Igen graver man fordommene frem – og siger, jamen, det er jo så fordi de vil bare score kassen og beholde alle pengene selv og vil ikke give nogen penge til nogen andre. Og tilsvarende, her havde argumentet så ligget lige på den flade: nemlig at sige, jamen, det er jo også det, Danmark kan da ikke håndtere dét der, med alle de dér forbehold, og det ene og det andet.

Så jeg tror ikke man kunne på nogen som helst måde være kommet ud af den situation, at man ville have fået én over snuden. Så er det klart, så skal vi jo altså have med i det her overordnede spil, at EU – man kan jo mene at EU altid er meget langsom til at træffe beslutninger osv., det er EU på mange måder også – men så har EU en mekanisme: og det er at sige ”okay, nu sætter vi en dato.” Og de sidste mange, mange år, så har man altså overholdt de datoer, når man har sat dem.

Så selvom man hele tiden kunne være nervøs over sådan nogle begivenheder som Irland, den irske folkeafstemning (og det mener jeg virkelig stadigvæk: Det kunne så have været noget der kunne have fået det til at løbe ud i sandet), så var der opbygget et momentum, i det her. Alle var sådan set godt klar over at nu skulle det være. At når man sådan skulle vædde med nogen – og skulle vædde en kasse rødvin eller hvad det nu var – jamen, så satsede man alligevel på at det ville nok gå. Og det var også fornemmelsen. Det har så fået nogle efterfølgende til at sige: nå ja, der er ingen grund til at give Anders Fogh Rasmussen eller den danske regering point for dét, fordi det lå lige til højrebenet, det svarer til at Ebbe Sand er i stand til at score i et tomt mål på to meters afstand. Det kan selv du og jeg også godt klare, ikke? Ingen problemer i dét, ikke? Men den holder så bare ikke, vil jeg mene. Fordi der kan man sige: rammevilkårerne var gode, men du kan altså godt som formandskab så gå ind enten at tabe det hele på gulvet eller så at hjælpe til at det rent faktisk lykkes.

 CBK: Man kunne sige, der var også en hel række mulige scenarier i virkeligheden imellem ingen udvidelse og den udvidelse, der kom? Du er selv inde på, at typisk er man i stand til hvis man får ét land ind, så at få resten til at løbe med –

LF: Ja – isbrydertaktikken.

CBK: Men man kunne godt have forestillet sig at  det var blevet en halv løsning eller et eller andet, kunne man ikke?

LF: Joh… altså, for at give et eksempel på dét: Jeg rendte jo rundt – var jeg lige ved at sige – ude i Bella Centret de to eller de tre dage, hvor tingene jo så løb af stablen. For sådan at give et indtryk af stemningen derude og hvor sikre folk var på, om det ville gå godt eller skidt, så kunne jeg så ikke dy mig (det var sådan lidt ledt – og måske var det også fordi at timerne blev lidt lange på et tidspunkt: der skete ikke så meget, man ventede på, at nu kom der nogen ud og sagde, de var blevet enige om et eller andet, eller ’nu havde man snakket med nogle tyrkere’ og sådan noget) så jeg rendte så rundt og så spurgte jeg sådan folk – så sagde jeg sådan drillende til folk: ”Har du hørt dét? Polakkerne! De er rejst hjem!” Jeg vil sige det var temmelig mange, der røg på dén. ”Nej! Nej, det var dog godt nok utroligt… nå… nå! Nej, så er det hele røget på gulvet! Nå ja, men så må vi jo til den igen, næste forår, med polakkerne." Andre prøvede straks på at redde den ved at sige: ’Nå ja, ni ud af ti, det er ikke så tosset!’ osv., og det siger altså noget om den dér med højrebenet – og igen, for at vende tilbage til Ebbe Sand:

At det var ikke så klart. Der var stadig nervøsitet: Ville det nu lykkes eller ville det ikke lykkes? Rammebetingelserne var gode, men man gjorde altså også noget fra det danske formandskab for at det så rent faktisk lykkedes.Og der kan man så pege på en række ting.

Dét, at man hele tiden var med til at sætte de her deadlines – og skærpe deadlines, og sige - Anders Fogh Rasmussen kørte jo en konsekvent argumentation (og den gentog han så mange gange, at det er måske dér, hvor det med robotten fra Financial Times kommer ind!) -, han blev ved med at sige: ’altså, lykkes det ikke i København, jamen, så falder det hele på gulvet. Så bliver det først i 2007 vi kan blive enige om det her. Det er nu eller aldrig, stort set - var hele tiden den der retorik man kørte. Og ved så også at sige til alle de andre lande: jamen, vi har sådan set booket hotelværelser – det lyder meget plat, men ikke desto mindre så var det med til sådan at skabe det der momentum: det her med at nu skulle det altså lykkes. Fx Bruxelles-topmødet - det uformelle, i oktober måned, hvor man skulle blive enige om det med pengene - der sagde man: ”vi forlader simpelthen ikke denne her by eller det her konferencelokale før vi har fået en deal.”

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

INTERVIEWETS FORSIDE

 

 

Foto: Dansk Industri