|
Det serbiske, ortodokse Devic-kloster,
der blev brændt af under urolighederne 18. marts. Foto EVJ
|
Af Eske Vinther-Jensen
1.
Kosovo i flammer
2.
Martsbegivenhederne og det tunge ansvar
3.
KFORs krig
4.
Politikerne og det personlige ansvar
5.
Civilsamfundet slår fejl
6.
Konflikten i Europas baggård
7.
Skitse til en løsning
8.
Kosovo i en kritisk fase
1.
Kosovo i
flammer
1.1. Den hårdt prøvede provins
Den 17., 18. og 19. marts
dette år stod Kosovo-provinsen endnu engang i flammer. Voldelige
demonstrationer, etniske udrensninger og undtagelseslignende tilstande
hærgede den i forvejen hårdt prøvede provins. Denne gang var kosovoalbanerne
de ansvarlige, og resultatet af urolighederne var nedslående: 19 omkomne,
over 900 sårede, mere end 700 afbrændte serbiske, ashkali og roma huse, 4500
internt fordrevne personer, mere end 35 afbrændte serbisk ortodokse kirker
og klostre og en politisk situation, der er sat flere år tilbage. Dette på
trods af en massiv international tilstedeværelse siden 1999 i form af 17.000
soldater i den fredsbevarende NATO-mission (KFOR), en lokal regering under
styring af et omfattende administrativt FN apparat og 3500 FN-politimænd.
Desuden et væld af internationale NGOer og mangfoldige bilaterale
bistandsprojekter bl.a. støttet af EU og Danmark.
Hvordan kunne en etnisk
udrensning finde sted på trods af den internationale tilstedeværelse, og
hvad kan der gøres for at undgå lignende situationer i fremtiden?
1.2. Etnisk udrensning og det internationale samfunds fallit
Da tre kosovoalbanske børn
faldt i Ibar floden og forsvandt den 16. marts 2004, var der ingen i det
internationale samfund eller i KFORs informationsoverbelastede
efterretningskredsløb, der havde den ringeste anelse om, at det ville blive
startskuddet for de værste uroligheder og etniske udrensninger i Kosovo
siden 1999. Og det på trods af at der i den foregående uge allerede havde
været flere demonstrationer, et enkelt mord og mindre etniske sammenstød.
Allerede om aftenen den 16. rapporterede lokale medier, at de tre børn var
blevet jaget i floden af en fuld kosovoserber og dennes hund. En større
eftersøgningsaktion blev iværksat, og samme nat blev et lig fundet. Den 17.
marts begyndte fredeligt med en demonstration i den albanske del af den
etnisk delte by Mitrovica. Omkring 1500 skolebørn demonstrerede fredeligt i
sympati for de tre forsvundne børn indtil middagstid, hvor stemningen
pludselig skiftede radikalt. I løbet af de efterfølgende få minutter udbrød
voldsomme uroligheder omkring de broer, der adskiller den nordlige og
sydlige del af byen og dermed kosovoalbanere fra -serbere. Der var tale om
deciderede kampe mellem de to etniske grupper, under hvilke snigskytter
beskød folkemængden. Der blev desuden kastet med håndgranater. Danske og
franske soldater blev den menneskelige skillelinje mellem serbere og
albanere. Samtidig opstod lignende situationer i mange af Kosovos byer med
katastrofale følger. KFOR og FN missionen i Kosovo (UNMIK) var reelt en
hårsbredde fra at miste Kosovo på denne dag, hvor alle deres styrker var så
bundne at eksempelvis UNMIK-politiets hovedkvarter i Prishtina var næsten
ubevogtet. Den 18. marts fortsatte optøjerne i hele Kosovo og tog karakter
af mere beslutsom og målorienteret etnisk udrensning under hvilken serbiske,
ashkali og roma huse blev sat i brand i hundredvis i enklaverne og omkring
35 serbisk ortodokse kirker, klostre og præsteseminarer led samme skæbne.
Hverken KFOR eller UNMIK-politiet forhindrede dette, og KFOR-soldater blev
mange steder beordret til at forlade de bygninger, de var sat til at
beskytte. Den 19. marts ebbede urolighederne ud og freden blev genoprettet,
men de langsigtede konsekvenser er endnu uoverskuelige.
Det der står fast er, at det
internationale – og i allerhøjeste grad det lokale – samfund har spillet
fallit. I hvert tilfælde i første omgang. Fem års demokratiseringsproces,
multietnisk samarbejde og ansvarliggørelse af lokale politikere og medier er
sat flere år tilbage. UNMIK- politiet og dets lokale pendant KPS, der også
før urolighederne led under manglende tillid fra lokalbefolkningen, står nu
tilbage som delvist udhulede organisationer, der får svært ved at finde
fodfæste inden for den nærmeste fremtid. UNMIK administrationen er også
hårdt svækket på grund af dens manglende evne til at skabe et politisk og
administrativt klima, der kunne have undgået denne situation. KFOR, der
udførte et glimrende humanitært arbejde før urolighederne, er blevet
udstillet som en organisation, der ikke er gearet til krigslignende
tilstande, og som desværre ikke kan garantere for sikkerheden i enklaverne.
Lad det samtidig være sagt, at uden KFOR og UNMIK ville martsbegivenhederne
med al sandsynlighed have udviklet sig til regulær borgerkrig. For at kunne
give et seriøst bud på, hvad der kan gøres for at undgå en forværring af
situationen i Kosovo, er det nødvendigt at se på, hvad der forårsagede
martsbegivenhederne og hvilke fejltagelser, der blev begået.
2.
Martsbegivenhederne og det tunge ansvar
2.1. FN og det politiske limbo
Der er ingen tvivl om, hvem
der bærer det overordnede ansvar. Efter NATOs bombardement af Serbien i 1999
tog det internationale samfund ansvaret for provinsen Kosovo på godt og
ondt. Der eksisterer en lokal regering ledet af Bajram Rexhepi, men den har
reelt ingen beslutningskompetencer. FN har sammen med NATO de sidste fem år
haft den afgørende autoritet, hvad angår Kosovos administration og
sikkerhed. I denne proces er der blevet brugt milliarder af kroner. Ingen
havde forventet, at opgaven i Kosovo kunne løses på fem år, men der var
reelle og ikke urealistiske forhåbninger om en vis økonomisk stabilisering
og fremskridt og etableringen af et perspektiv for Kosovos politiske fremtid
og status. Der var heller ikke forhåbninger om, at serbere og albanere ville
have glemt alle tidligere etniske udrensninger og leve i fryd og gammen side
om side, men blot et spinkelt håb om, at det ville være muligt at finde et
for alle parter acceptabelt modus vivendi. Det har ikke været tilfældet.
Politisk befinder Kosovo sig stadig i det konstitutionelle limbo, der er
skabt med resolution 1244. Den betyder, at provinsen tilhører Serbien men
reelt er en FN-koloni. Ingen af de ansvarlige FN-embedsmænd eller nationale
politikere i vesten har turdet tage bladet fra munden og begynde
diskussionen om Kosovos statsretslige fremtid. I stedet har det
internationale samfund troet at dets halvhjertede løfte fra november 2003
om, at forhandlingerne om den endelige status skal begynde medio 2005 var
tilfredsstillende. For at føje spot til skade den tidligere UNMIK-chef (Special
Representative of the Secretary-General (SRSG
)) Michael Steiners ”standarder før status” [standards before status] den
eneste policy på området. En proces der opstiller en række overordnede krav,
Kosovo skal leve op til, før dets endelige status kan blive diskuteret.
Denne proces er med rette af både kosovoserber og -albanere blevet opfattet
som en manglende stillingtagen og en tidsvindende manøvre, eftersom der er
meget få detaljer for, hvorledes standarderne skal evalueres og ingen for,
hvordan den endelige status skal fastlægges. Denne ikke-politik har skabt en
enorm utilfredshed og frustration i den kosovoalbanske befolkning og hos de
kosovoalbanske politikere.
2.2. EU og opsvinget der udeblev
At
Kosovo således svæver frit – uden nogen forfatningsmæssig status – har,
udover at skabe en enorm utilfredshed for specielt albanerne, også fjernet
enhver lyst til at drive forretninger hos udenlandske investorer. Kosovo er
siden det internationale samfunds ankomst ikke blevet meget rigere, og i dag
lever mere end halvdelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Desuden
lever en meget stor del af befolkningen af de penge, deres familiemedlemmer
i Vesteuropa og USA sender hjem. Det internationale samfunds måske vigtigste
opgave, at stabilisere Kosovo økonomisk og som et absolut minimum skabe
basis for en videre udvikling, er ikke blevet taget seriøst. Ansvaret for
den økonomiske udvikling ligger hos EU, og en af de vigtigste opgaver er
privatiseringen af de godt 400 statsejede virksomheder, der var en del af
den jugoslaviske og kommunistiske arv. Til dette formål blev Kosovo Trust
Agency (KTA) oprettet. Virksomhederne er stort set alle forældede og
urentable, og desuden er deres ejerforhold ikke afklaret, men de kunne være
blevet en af hjørnestene i Kosovos økonomiske udvikling. I stedet står de
fleste af disse virksomheder stille, og deres ejerforhold er ikke blevet
afklaret på grund af manglende vilje og evne til at tage de nødvendige
slagsmål med Beograd, der påberåber sig ejerskab. Desuden fastfrøs FN i
begyndelsen af oktober 2003 hele privatiseringsprocessen. KTA er oven i
købet blevet ramt af flere korruptionsskandaler, og dets tidligere
italienske chef Maria Fucci blev fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder
med de lokale myndigheder. Der er siden ikke udpeget en ny chef. Samlet set
er der ikke sket tilfredsstillende økonomiske fremskridt siden 1999,
arbejdsløsheden har nået cirka 60 %, og perspektiverne for den økonomiske
udvikling er svære at få øje på, så længe der ikke er forståelse for, at den
økonomiske situation udgør den største udfordring i Kosovo – og vilje til at
handle. Arbejdsløsheden har skabt hære af unge arbejdsløse kosovoalbanere og
-serbere, der reelt ikke har nogen fremtidsudsigter. Dette er ikke blot en
uholdbar og uacceptabel situation for den enkelte, men desuden en
sikkerhedsmæssig trussel mod hele Kosovo. En af årsagerne til de voldelige
hændelser i marts var netop de unges utilfredshed med den økonomiske
situation og følelsen af at det internationale samfund ikke tager opgaven
alvorligt.
3. KFORs krig
3.1. UN-fixing
KFORs opgave i Kosovo i 1999
var at sørge for alle borgeres sikkerhed, at overvåge serbernes
tilbagetrækning fra provinsen og at sørge for at den kosovoalbanske
oprørshær UCK blev opløst og transformeret til en civilforsvarslignende
organisation. Efter serbernes tilbagetrækning og UCKs opløsning og
transformering til Kosovo Protection Corps (KPC) har KFORs opgave primært
været at beskytte enklaverne, klostrene og kirkerne og at sørge for
sikkerheden i genhusningsprocessen, der sigter mod, at alle flygtninge og
internt fordrevne kan vende tilbage til deres hjem. Indtil
martsurolighederne var KFOR trådt ind i en ”unfixing”-fase, hvor faste
checkpoints i bl.a. enklaverne blev opløst til fordel for mere tilbagetrukne
enheder, der var klar til hurtig indsættelse. Nogle af vurderingerne i
militære kredse lød, at hele KFOR på sigt kunne reduceres til en enkelt
centralt placeret brigade (på nuværende tidspunkt er der fire brigader i
Kosovo). Denne brigade skulle kunne indsættes med meget kort varsel. Men nu
- på baggrund af martsbegivenhederne - lyder vurderingerne at KFOR er
voldsomt underbemandet.
3.2. Efterretningskredsløbets kortslutning
Hvordan kunne et så radikalt
skift komme som en komplet overraskelse for et militært system, der på
styringsniveau (stabsniveau) har næsten ligeså meget efterretningspersonel
som føringspersonel? Efterretningskredsløb forsøger ikke at spå om
fremtiden, men er til for at give en realistisk vurdering af, hvad ”worst
case scenario” er, så de militære ledere kan træffe de nødvendige
forholdsregler. Dette var ikke tilfældet i marts, hvor KFOR blev taget med
bukserne nede, fordi efterretningskredløbet ikke havde fungeret
tilfredsstillende. For det første havde ingen forudset, at de tre børns
forsvinden kunne bruges af radikale kosovoalbanere til at stifte optøjer, og
derfor kom urolighederne som en total overraskelse for KFOR. For det andet
havde efterretningskredsløbet ikke produceret de ”worst case scenarios” det
skulle, hvilket betød, at KFORs militære beslutningstagere ikke vidste, hvad
de kunne komme op imod, og derfor kun handlede reaktivt og ikke aktivt eller
præventivt: Det albanske samfund og kultur er i sin grundstruktur klanopdelt
og bl.a. derfor meget lukket for udefrakommende. Desuden opfattes KFOR af
størstedelen af kosovoalbanerne som en midlertidig besættelsesstyrke. Dette
gør den kontakt- og relationsbaserede efterretningsindhentning (humint)
meget besværlig og ikke særlig pålidelig. Men selv uden pålidelige humint
oplysninger, var mængden af tilgængelig information på alle niveauer i KFOR
tilstrækkelig til at udfærdige ”worst case scenarios”, der kunne have
forberedt de operationelle styrker på det, der skete. Dette var ikke blevet
gjort. Kendsgerningen er, at KFORs efterretningskredsløb spillede fallit.
3.3. Nødvendigheden af nødplaner og deres beklagelige fravær
Et andet alvorligt
kritikpunkt af KFOR er det faktum, at
styrken
tydeligvis blev fanget i en situation, hvor der ikke var lavet conplaner
- eller at
disse var utilstrækkelige.
(En conplan - contingency plan – er en
forholdsordre, dvs. reelt en nødplan for, hvad der skal gøres, hvis det
værst tænkelige sker.) Fra et militærteknisk synspunkt er dette en meget
alvorlig fejl. Konsekvensen var, at der ikke med samme urolighederne
begyndte, blev sendt beskyttelse ud til enklaverne - og at KFORs sparsomme
ressourcer ikke blev udnyttet ordentligt. Eksempelvis lykkedes det en stor
gruppe albanere at gå lige forbi den franske bataljons lejr syd for
Mitrovica og brænde de serbiske huse af i enklaven Svinjare. Oven i dette
var der ikke klarhed omkring eskalationstrinene og reglerne for anvendelse
af magt. Om eksempelvis enklaver og klostre skal beskyttes for enhver pris
(det vil sige: med anvendelse af dødbringende magt i tilfælde af angreb) er
i høj grad en politisk beslutning - og i hvert fald en beslutning, der skal
træffes på højeste militære niveau og derefter meddeles de militære enheder.
Det var ikke tilfældet – med den konsekvens at den svære beslutning, der på
forhånd burde have været politisk truffet og meddelt alle enheder via
conplaner, i realiteten blev truffet i de enkelte enheder. Det vil sige på
et alt for lavt niveau. De fleste steder valgte man ikke at anvende
dødbringende magt for at beskytte enklaver, klostre og kirker - bl.a. af
hensyn til KFOR-soldaternes sikkerhed og for at undgå flest mulige civile
tab. Prisen er blevet betalt af de nu internt fordrevne minoriteter, der har
fået brændt deres huse og religiøse helligdomme ned. Klare regler for
anvendelse af magt skulle have ligget klart på forhånd og skulle have været
en del af en sammenhængende sikkerhedspolitik, der på operativt niveau var
meddelt alle militære enheder. Det er svært at se formålet med et militært
kontingent til beskyttelse af enklaver, klostre og kirker hvis ikke den
militære kapacitet bliver udnyttet til at varetage denne opgave.
KFOR står tilbage som en
organisation, der de facto ikke kunne garantere for sikkerheden i
enklaverne, og som får svært ved at genvinde sin tidligere autoritet.
Desuden er det blevet sværere at spille KFOR som et politisk kort i bl.a.
genhusningsprocessen, fordi dets sikkerhedsgarantier har tabt i
markedsværdi.
Det er vigtigt at
understrege, ikke kun det internationale samfund i form af FN, NATO og EU
bærer ansvaret for hændelserne i marts. De lokale politikere, medier og
befolkningen spillede alle en meget beklagelig hovedrolle i de tre dage, der
for en kort bemærkning bragte Kosovo tilbage på den internationale
dagsorden.
4. Politikerne og det
personlige ansvar
Den kosovoalbanske
befolkning er fattig, uuddannet og uden arbejde. De økonomiske perspektiver
er mildest talt nedslående og mere end 50 % af befolkningen er under tyve år
gammel. Desuden har kosovoalbanerne ventet på en afklaring af deres
statsretslige situation, siden de erklærede uafhængighed i 1991. Med andre
ord driver store grupper af fattige unge vrede specielt kosovoalbanere men
også -serbere rundt i provinsen, og venter på en lejlighed til at kanalisere
deres vrede og energi. Optøjerne i marts var en sådan lejlighed. Dette
fraskriver dog på ingen måde de cirka 50.000 kosovoalbanere, der deltog i
optøjerne for ansvar. Selvom det muligvis kun var en mindre del af disse,
der var direkte involveret i husafbrænding og andre svært tilgivelige
handlinger, bærer hver enkelt af dem et personligt moralsk og retsligt
ansvar for det skete.
Hvad angår de kosovoalbanske
politikere, står det grelt til. I stedet for straks at forsøge at mane til
ro og gøre ende på volden, kom de med udtalelser, der ophidsede befolkningen
endnu mere. De beskyldte bl.a. UNMIK for ikke at ville give Kosovo
uafhængighed og serbiske paramilitære organisationer for at angribe
albanerne. Politikerne troede, at de ville kunne drage nytte af situationen,
og at den ville bringe dem nærmere uafhængigheden. Kun med enkelte
undtagelser forsøgte de aktivt at dæmme op for volden, og for de flestes
vedkommende kun da det gik op for dem, at de politisk ikke ville blive
belønnet for den. Bortset fra kosovoregeringens løfter om at ville betale
for genopbygningen af afbrændte huse, er der ingen af de ansvarlige
politikere, der ærligt har påtaget sig det politiske ansvar og kommet med en
reel undskyldning eller bud på, hvordan lignende episoder undgås i
fremtiden. Det politiske samfund er blevet ramt af et meget beklageligt
kollektivt hukommelsestab, og det virker ikke som om, politikerne er klar
over, at kosovoalbanerne nu endeligt har mistet den offerrolle, de havde op
igennem 90’erne. Begivenhederne i marts bliver sjældent nævnt, eller de
bliver forsøgt brugt som bevis på, at provinsen skal have uafhængighed for
at kunne undgå en truende voldsspiral. Den politiske diskurs er meget
ensidig og desværre udgør civilsamfundet ikke en modvægt.
5. Civilsamfundet slår fejl
Kosovos tynde lag af
civilsamfund var hverken i stand til at absorbere den form for chok, man
først oplevede med de tre børns forsvinden og derefter med urolighederne. I
stedet blev disse chok omdannet til vold og forstærket af både medierne og
de lokale organisationer.
5.1. Mediernes uanstændige uansvarlighed
De kosovoalbanske medier var
en ikke uvæsentlig grund til, at det gik så galt i marts, som det rent
faktisk gjorde. Allerede den 16. marts blev de tre børns forsvinden af de
lokale TV stationer udlagt som endnu et brutalt kosovoserbisk overfald.
UNMIK politiets efterforskning har senere vist, at der var tale om et uheld,
og desuden vidste ingen den 16. marts, hvad der var sket. Det forhindrede
ikke de kosovoalbanske medier i skamløst at rapportere om en fuld serber der
havde jaget børnene i floden med en stor hund. Den 17. marts fortalte
kosovoalbanske medier i direkte strid med sandheden, at Kosovos etniske
albanske nation var under angreb. Enkelte steder spillede medierne endda en
aktiv rolle i organiseringen af de etniske udrensninger. I den
kosovoalbanske by Vushtrii blev mødestedet for en afbrænding af alle ashkali
huse i byen annonceret via den lokale radiostation. Selv efterfølgende har
medierne ikke rapporteret om det egentlig hændte, og eksempelvis blev
afbrændingen af mere end 135 serbiske huse i Svinjare først nævnt i en
avisartikel den 28. marts, i hvilken der i øvrigt blev lagt mere vægt på,
hvordan serberne havde brændt kosovoalbanske huse af i 1999. Mediernes
uheldige rolle i marts og deres entydige dækning af begivenhederne blev oven
i købet forstærket negativt af græsrodsorganisationerne.
5.2. Græsrødderne og den politiske monokultur
En stor del af det civile
samfund i Kosovo er urbant – drevet af internationale donorer og ikke
særligt dybt forankret. Det kan derfor ikke bøde for den type chok,
martsbegivenhederne var. De tre organisationer for krigsveteraner,
krigsinvalide og martyrer, der opstod i kølvandet på UCKs opløsning, har
derimod - ligesom enkelte menneskerettighedsorganisationer - dybe rødder i
befolkningen. Problemet er, at disse organisationer i stedet for at afhjælpe
krisen spillede en aktiv del i forværringen af den. Flere af
organisationerne er under mistanke for til en vis grad at have organiseret
og koordineret optøjerne, og eksempelvis blev chefen for The Council for
Human Rights and Freedom Defense Council i Mitrovica, Halit Barani,
arresteret for medvirken til urolighederne. Under alle omstændigheder er
specielt veteranorganisationerne en vigtig bærer af og årsag til den
politiske monokultur, der hersker i Kosovo og som er medskyldig i
begivenhederne. En monokultur, hvor den interne kritik er helt fraværende,
og hvor kritik derfor altid er rettet mod de etniske minoriteter og som
sådan del af en nedadgående voldspiral.
6. Konflikten i Europas
baggård
6.1. En konflikt af fynske dimensioner
Situationen er ikke
opmuntrende. Et internationalt samfund, der hverken har sørget for politisk
afklaring, økonomisk stabilitet eller sikkerhed for minoriteterne og et
lokalt samfund der både politisk og civilt mere er en del af problemet end
af løsningen. Der er fristende at forfalde til klicheer om, at
martsbegivenhederne blot er endnu et bevis på, at det multietniske samfund i
Kosovo er en umulighed, og at det i øvrigt ikke kan betale sig at spilde
mere tid og energi på et område ikke meget større end Fyn og kun befolket
med 2 millioner mennesker. Vi har jo både Irak og Afghanistan. Problemet er
bare det, at det har vi ikke råd til. Hverken moralsk, økonomisk eller
sikkerhedsmæssigt.
6.2. Tabet af troværdighed
Verden besluttede sig i 1999
for at gribe afgørende ind i Kosovo provinsens skæbne og tage ansvaret for
den. Det internationale samfund har sat sin troværdighed på spil, for hvis
ikke det kan lade sig gøre at etablere et nogenlunde velfungerende demokrati
og civilsamfund med et minimum af stabilitet i Kosovo, hvordan skal det så
kunne lade sig gøre i andre og mere voldsomme konflikter? Og hvad er et
stort FN og NATO-apparat værd, hvis ikke det kan løse denne konflikt?
Politisk står der meget på spil for både EU, USA og NATO.
6.3.
”Spill-over” effekt og albanske mindretal
Også Kosovos beliggenhed i
en ustabil region plaget af etniske konflikter bør gøre stabiliseringen af
provinsen til en prioritet. Kosovokonflikten er ikke udstrækningsmæssigt en
særlig uoverskuelig konflikt, men der er en immanent risiko for en meget
kedelig ”spill-over” effekt i forhold til de omkringliggende lande.
Ustabilitet i Kosovo kan få negativ effekt på den politiske og
sikkerhedsmæssige situation i Albanien, Makedonien, Serbien, Montenegro,
Bosnien og endda Grækenland. Specielt udsatte er områder med albanske
mindretal som Makedonien, Grækenland, Serbien og Montenegro. Det
internationale samfund og i særdeleshed Europa har reelt ikke ressourcer til
at klare mere ustabilitet eller flere væbnede konflikter på Balkan.
6.4. Banditter og bandekrige
Politisk og økonomisk
ustabilitet kombineret med en høj grad af korruption i det lokale
retsapparat er ideelle væktsbetingelser for kriminelle netværk. Derfor er
Kosovo og Albanien indenfor de sidste 10-15 år blevet transitlande for langt
størstedelen af den heroin, der kommer til Vesteuropa fra Centralasien, og
albanere fra begge lande har etableret kriminelle netværk i hele Vesteuropa.
Således har albanske mafiagrupperinger udkonkurreret både tyrkiske og
italienske ditto i disses hjemlande. Det er nødvendigt at få stabiliseret
Kosovo for at kunne begrænse kriminalitetens effekter på området og for at
kunne dæmme op for mængden af narkotika, der kommer til Europa.
Det er meget på spil i
stabiliseringen af Kosovo provinsen. Det internationale samfund har sat sin
politiske prestige på spil for at det skal lykkedes, der er en reel
sikkerhedspolitisk risiko for, at uroligheder i Kosovo spredes til resten af
området, og endelig udgør kosovokonflikten en grobund for en
narkotikahandel, der truer hele Vesteuropa. Med andre ord en konflikt
vi ikke har råd til ikke at løse. Det er heller ikke en uoverskuelig opgave.
Men det vil kræve mod og viljestyrke fra alle involverede parter, hvis det
skal lykkedes.
7. Skitse til en løsning
7.1. Den politiske udfordring
Den vigtigste opgave er
politisk og består i at få klargjort, hvad der skal ske med Kosovo
statsretligt, og dermed få det ud af det aktuelle forfatningsmæssige søle,
provinsen befinder sig i. Det kræver mod, specielt eftersom den eneste
realistiske løsning på længere sigt er en eller anden form for autonomi for
Kosovo. Man bør komme med en klar udmelding af at det, som de fleste i
det internationale samfund ledet af USA alligevel tænker: Nemlig at Kosovo
indenfor en overskuelig årrække vil blive uafhængigt. Den erklæring vil
også kunne bruges til at presse kosovoalbanerne i retning af en accept af
multietniciteten - og til at stille en række krav. For samtidig med at
uafhængighed formentlig bliver den endelige løsning, er Kosovo meget langt
fra at kunne håndtere en sådan status. Og sikkerhed for minoriteterne er et
af de absolutte krav, der skal stilles, før autonomi overhovedet kan komme
på tale. Det centrale er, at få fastlagt perspektiverne for provinsen. Dette
gælder også for de krav, der skal opfyldes for at perspektiverne kan
indfries – og måden, det skal ske på. Klarhed på dette punkt ville fjerne
en del af frustrationerne hos de kosovoalbanske politikere og befolkning, og
desuden give et mål hele provinsen kan arbejde hen imod.
I starten af juni er der
kommet flere tilkendegivelser fra både kosovoalbanske og –serbiske
politikere, der giver fornyet håb til en løsning af Kosovos politiske
problemer. Den ledende kosovoalbanske politiker og tidligere øverste chef
for UCK, Hashim Thaci, har udtalt, at en mulighed kunne være en aftale à la
Ohridaftalen (der blev indgået i Makedonien i 2001 efter borgerkrigslignende
tilstande i Tetovodalen mellem albanske makedonere og makedonske
sikkerhedsstyrker). Det er en aftale, der medfører kraftig
decentralisering og en politisk repræsentation, der procentuelt afspejler
befolkningens etniske sammensætning. En sådan aftale ville også betyde,
at man ville kunne få løst problemet med Mitrovica. Hvis byen administrativt
blev opdelte i to enheder, ville den ene overvejende blive styret af
albanere og den anden af serbere. En stærk decentralisering ville også sikre
at enklaverne blev politisk selvstyrende. Dette er blot én ud af mange
mulige løsninger, og der er ingen lette udveje, da en løsning både skal
tilgodese kosovoalbanerne og –serberne i Kosovo og desuden Beograd.
Flere ledende kosovoserbiske
politikere har på det seneste vist mere samarbejdsvillighed i den politiske
proces end tidligere, og et medlem af den kosovoserbiske politiske koalition
Povratak, Milan Ivanovic, har offentligt udtalt, at Beograd skader
den politiske proces i Kosovo provinsen ved at radikalisere de etniske
problemstillinger. Det er første gang, at utilfredsheden med Beograd udtales
offentligt, og det kan ses som tegn på, at de lokale kosovoserbiske
politikere forhåbentlig er mere interesserede i at finde holdbare løsninger
for Kosovo, end at gøre provinsen til en brik i radikaliseringen af serbisk
indenrigspolitik.
Lokalt er der altså små
tegn på, at den politiske vilje til et kompromis på begge sider vokser
svagt. Det er tid til at udnytte det nu og få skitseret Kosovos fremtid.
Problemet med Beograd er en sag for sig - og specielt i en periode præget af
præsidentvalg er den politiske diskurs hærdet og villigheden til at indgå
kompromisser lav. Det internationale samfund er nødt til at få Beograds
tilslutning til en løsning, eftersom det selv har fastslået, at Kosovo
provinsen er en del af Serbien i resolution 1244. Men mon ikke Beograd
kunne lokkes til forhandlingsbordet om en endelig løsning, hvis eksempelvis
medlemskab af NATO og eller partnerskab med EU var en del af den politiske
indsats? En politisk løsning vil dog kun være effektiv for så vidt som
den ledsages af et økonomisk opsving, der kan give håb om arbejde for
provinsens mange unge.
7.2. Økonomisk nytænkning og billig arbejdskraft
Det vil være langt
lettere at lokke investorer til Kosovo, hvis der er klarhed omkring dets
politiske status. Desuden er der mange
nødvendige formaliteter, der kræver forfatningsmæssig klarhed såsom
tildeling af en national telefonkode og en international bankkode (den
såkaldte SWIFT-kode). En tildeling af disse vil gøre det mere attraktivt og
mindre omstændigt at investere i provinsen. Privatiseringsprocessen skal
genoptages, der skal udpeges en ny chef for KTA (eller måske skal det helt
nedlægges). På europæisk plan skal der være mod til at tage en slåskamp
med Beograd om ejerforholdet i de tidligere kommunistiske virksomheder - og
villighed til at yde en rimelig kompensation. På sigt bør ansvaret for
den økonomiske proces helt overdrages til den lokale regering. En økonomisk
stabilisering og fremdrift venter dog ikke lige om hjørnet, og der skal
nytænkning til. En mulighed er at lokke internationale erhvervsfolk til
provinsen med billig arbejdskraft og skattefordele for at få genopbygget de
gamle virksomheder. Kosovo har et svært udgangspunkt, men størrelsen taget i
betragtning er det ikke en uløselig opgave. Et økonomisk opsving vil under
alle omstændigheder ikke kunne skabes uden en holdbar sikkerhedsituation, og
det er KFORs ansvar.
7.3. Optimeringen af KFOR
Hvad angår sikkerheden i
Kosovo og specielt i enklaverne, er den et af de vigtigste elementer i
stabiliseringen af Kosovo på kort sigt. Minoriteterne skal beskyttes og
deres sikkerhed garanteres, før det er muligt at komme videre. Til dette
formål bør KFOR styrkes, hvilket vil sige, at NATO landene deriblandt
Danmark skal acceptere COMKFORs anmodning om forstærkninger og være villige
til at betale prisen (COMKFOR er den militært øverstbefalende i Kosovo –
aktuelt tyskeren General Kammerhof). Og internt i KFOR skal
efterretningskredsløbet optimeres og ensrettes. Dette er en kompliceret
proces, der skal udføres fra centralt hold for at sikre en overensstemmelse
i behandlingen af information på alle niveauer. Hvad angår den vigtige
menneskelige efterretningsindhentning, har den som sagt svære kår i Kosovo.
Derfor bør der lægges mere vægt på den. En mulighed er at lade
efterretningsofficerer bo lokalt. En anden er at lade alle
efterretningsposter have en varighed af et år eller mere for at minimere
informationstab. På det operative plan skal der udfærdiges nødplaner, og
eskalationtrinene og magtanvendelsesprocedurerne bør fastlægges, således at
der i fremtiden ikke vil være nogen tvivl om, hvorledes der skal reageres,
hvis kosovoserberne og deres enklaver og religiøse helligdomme skulle blive
angrebet igen. Hvis KFOR skal genvinde sin raison d’être, skal det være
parat og i stand til at bruge den nødvendige magt i beskyttelsen af Kosovos
minoriteter. Et acceptabelt sikkerhedsklima er et første skridt på den vej,
der fører hen imod et opgør med det nuværende politiske klima.
7.4. Opgøret med den politiske ukultur
Det er nødvendigt at gøre
op med den politiske monokultur, der delvist muliggjorde begivenhederne i
marts og i hvert ikke hjalp med til at stoppe dem.
Dette opgør skal føres på flere niveauer. De kosovoalbanske politikere
skal ansvarliggøres til en sådan grad, at de begynder at diskutere deres
eget ansvar i forbindelse med martsbegivenhederne. Få at opnå dette kan
det blive nødvendigt at lægge et betydeligt pres - eventuelt foranstaltet
via en udsigt til en politisk løsning på Kosovos status. Det skal gøres
klart, at minoriteternes sikkerhed er et ufravigeligt krav i Kosovos
uafhængighed. Og at denne sikkerhed har en politisk åben og selvkritisk
diskurs som sin forudsætning.
Medierne på deres side
skal indse at deres dækning af martsbegivenhederne var helt uacceptabel – og
forstå hvorfor. De skal desuden indgå
i et nærmere samarbejde med OSCEs mediekommisær.
Et tredje og vigtigt
opgør med den politiske monokultur er opgøret med den diskurs, der føres af
UCK-veteranorganisationerne.
Umiddelbart en svær opgave, men eftersom disse er tæt forbundet til de
ansvarlige politikere på provinsniveau, vil Prishtina kunne påvirke dem et
langt stykke af vejen. Løsningen på dette problem består i at få Prishtina
til at indse sin egen interesse i at få styr på UCK-organisationerne.
Hvad angår de
kosovoalbanske borgere, der deltog aktivt i urolighederne, bliver de for
tiden efterforsket i et samarbejde mellem KFOR og UNMIK-politiet. De vil
blive gjort retsligt ansvarlige i det omfang, efterforskningerne tillader
det. Anholdelsen af dem, hvor
nødvendig den end er, er dog ikke tilstrækkelig i et større perspektiv. På
længere sigt skal der, via lokale politikere og medier i samarbejde med OSCE,
opbygges en forståelse for, at den enkelte borger har et ansvar for
overholdelsen af grundlæggende menneskerettigheder i hele provinsen.
Alt i alt: Der skal en
grundlæggende holdningsændring til fra alle parter, og en sådan vil tage
lang tid at skabe. Men i første omgang vil meget være vundet ved at skabe
politisk klarhed for provinsens fremtidige status ledsaget af en række krav
til de kosovoalbanske politikere, medier og borgere - støttet af en kohærent
økonomisk politik og garanteret af et KFOR parat til at beskytte
minoriteterne.
8.
Kosovo i en kritisk fase
Udviklingen i Kosovo er inde
i en kritisk fase. Efter optøjerne i marts er de etniske spændinger i
provinsen mere udtalte, end de har været i meget lang tid, og der skal ikke
meget til, før volden blusser op igen. Status i Kosovo er for tiden, at
urolighederne er ophørt og den sikkerhedsmæssige situation er under kontrol,
men årsagerne til urolighederne er ikke forsvundet af den grund. Derfor er
det internationale samfund nødt til at få skitseret en politisk løsning for
Kosovo, hvis ikke martsurolighederne skal gentage sig. Det haster.
Hermed en opfordring til de
politisk ansvarlige på Christiansborg og Asiatisk Plads om at arbejde for
Kosovos genoptagelse på den internationale politiske dagsorden.
UDGIVET
25.06.04
DOWNLOAD SOM PDF-FIL
RÆSONS FORSIDE
TILBAGE
PRESSEMEDDELELSE
”Det internationale samfund
har sat sin troværdighed på spil, for hvis ikke det kan lade sig gøre at
etablere et nogenlunde velfungerende demokrati og civilsamfund med et
minimum af stabilitet i Kosovo, hvordan skal det så kunne lade sig gøre i
andre og mere voldsomme konflikter? Og hvad er et stort FN og NATO-apparat
værd, hvis ikke det kan løse denne konflikt? Politisk står der meget på spil
for både EU, USA og NATO.”
Ved den
kosovoalbanske by Cabra, i nærheden af
Mitrovica, forsvandt der 17. marts tre
kosovoalbanske børn. Rygtet sagde, at en fuld kosovoserber havde drevet dem
i floden. De rasende reaktioner udviklede sig til de uroligheder, som i de
følgende dage hensatte Kosovo i en undtagelseslignende tilstand, hvor 19
blev dræbt og flere end 900 såret. I en stor analyse beskriver Eske
Vinther-Jensen situationen i provinsen, hvis politiske udvikling er sat
flere år tilbage – og han tegner en skitse til løsning af de massive
problemer. Han er sprogofficer og har netop
været forbindelsesofficer ved den
multinationale brigade nord-øst i Kosovo.
”Arbejdsløsheden har nået
cirka 60 %, og perspektiverne for den økonomiske udvikling er svære at få
øje på, så længe der ikke er forståelse for, at den økonomiske situation
udgør den største udfordring i Kosovo – og vilje til at handle.”
Han fastslår :”Det
internationale samfund har sat sin politiske prestige på spil for at det
skal lykkedes, der er en reel sikkerhedspolitisk risiko for, at uroligheder
i Kosovo spredes til resten af området, og endelig udgør kosovokonflikten en
grobund for en narkotikahandel, der truer hele Vesteuropa.”
Vinther-Jensen opfordrer til, at det internationale samfund åbent stiller
Kosovo selvstændighed i udsigt – bl.a. så man kan kræve af kosovoalbanerne,
at de passer bedre på provinsens minoriteter. Og afklaringen af Kosovos
fremtid kan ikke gå hurtigt nok: ”Efter optøjerne i marts er de etniske
spændinger i provinsen mere udtalte, end de har været i meget lang tid, og
der skal ikke meget til, før volden blusser op igen. Derfor er det
internationale samfund nødt til at få skitseret en politisk løsning for
Kosovo, hvis ikke martsurolighederne skal gentage sig. Det haster.”
LÆS ARTIKLEN NU:
|
UDGIVET 25.06.04
DOWNLOAD SOM PDF-FIL
|
