SOM vi kender det fra os selv kan det være svært at stå op, når vækkeuret ringer og langsomt fortrænger drømmen og blotlægger den virkelige verden med de problemer den rummer. Selv om man forsøger at bilde sig ind, at man bare kan fortsætte i drømmeland, så ved man godt, at den ikke går: virkeligheden indhenter en.

          Som en søvndysset kæmpe, der gang på gang har vendt sig om på den anden side, slået vækkeuret fra, sat hænderne for øjnene, ignoreret virkeligheden og forsøgt at få virkeligheden til at gå væk, problemerne til at forsvinde af sig selv og udfordringerne til at løse sig selv, har EU og de europæiske politikere alt for længe ladet stå til. Den 23. juni leverede Tony Blair et wake up call, da han i Europaparlamentet fremlagde det Britiske EU-formandskabs prioriteter for det kommende halvår. Blandt de mange erkendelsessætninger, han brugte: Det er på tide, at vi giver os selv et virkelighedscheck.

          Fra at være det sorte får - den, som havde fået budgetforhandlingerne til at bryde sammen på topmødet i juni - blev Blair efter sin tale hyldet af mange - inklusiv jeg selv - som den fortabte søn, der nu var vendt hjem. Han talte sig nemlig direkte ind til kernen af problemet i EU. Han sagde det, som vi alle tænker: at der skal ryddes op i EU og at landbrugsstøtten skal reformeres. Han trådte på nøjagtigt alle de ligtorne, som EU de sidste par år har forsøgt at undgå.

          Og netop fordi Tony Blairs tale var så befriende ærlig, netop fordi han talte glødende om EU, men samtidig klart signalerede at der er grænser for samarbejdet, blev man revet med. For Blair kunne jo i princippet have valgt business as usual-modellen. Han kunne have valgt at lægge sig op af sine hjemlige meningsmålinger – der absolut ikke kalder på glødende europæisk engagement, men snarere på tilbageholdenhed og isolation. Men det gjorde han ikke. Han valgte med oprejst pande at træde udenfor komfort-zonen og sætte politik og ambitionen om at skabe resultater på EU’s dagsorden.

 

Alle de kontroversielle emner

Hvor Jean Claude Juncker, som afgående formand for EU, dagen forinden havde talt om de forskellige visioner og udgangspunkter for EU. Om alle de problemer, der er, fordi de fodslæbende nordboere, anglere og vikinger ikke har forståelse for det nødvendige sociale og integrerede samarbejde. Han brugte sine 50 minutter på at pege på alle dem, der var årsag til sammenbruddet på topmødet. Han nævnte ikke Tony Blair direkte, men det var tydeligt, at fingeren var peget mod ham og den britiske rabat.

          Der er ingen tvivl om EU-stafetten skulle overrækkes mellem to mænd – Juncker og Blair – der havde meget lidt forståelse for hinanden. To personer med meget forskellige visioner for EU, og meget forskellige opskrifter på hvordan EU skal komme videre.

          På den britiske dagsorden for EU var en række ambitiøse mål. Man skal løse problemerne omkring servicedirektivet_; arbejdstidsdirektivet_; få skabt en aftale omkring budgettet_; få forhandlet rammene for det kroatiske og tyrkisk medlemskab på plads og få reformeret landbrugsstøtten.

          Alle emner_, der ville være blevet lagt i en syltekrukke, hvis det havde været et fransk formandskab der tog over - netop fordi de er kontroversielle. Men også netop emner, der er nøglen til at låse op for den gordiske knude, EU kæmper med. For det er emner, der rører folk i EU. Det er emner, som påvirker den verden der er lige udenfor vores hoveddør. Og i modsætning til de store håndbevægelser og akademiske diskussioner om EU, så er servicedirektiv, arbejdsdirektiv og spørgsmålet om Tyrkiet i EU emner, der også interesserer de 20 millioner europæere, som i dag står udenfor arbejdsmarkedet og frygter for enhver ændring, der kan forværre deres situation.

 

Det endelige opgør med landbrugsstøtten

Også EU's akilleshæl, landbrugsstøtten, har Blair sat på dagsordenen. ”Endelig”, tænkte jeg. Men til stor fortrydelse for Frankrig og Tyskland, hvor Chirac og Schrøder endnu en gang trådte i karakter som de karikaturer, de er. Landbrugsstøtten i EU er ikke bare ineffektiv og planøkonomisk, den er også en barriere for at skabe en frihandel på landbrugsområdet, der vil gavne de fattigste lande i verden. Og så er den blevet det synlige og kroniske eksempel på EU's manglende reform.

          Ja, der er sket meget på landbrugsreformområdet, men der er slet ikke sket nok. Hvor den danske EU-kommissær for Landbrug, Mariann Fischer Boel med sit udspil til en sukkerreform har været provokerende dristig, så kunne man godt ønske sig den samme stålfasthed og det samme engagement når det kom til reformen af landbrugsstøtten.

          Blair fik sagt meget, men det skreg til himlen, da han glemte at understrege en vigtig pointe i sin kamp for en reform af landbrugsstøtten. Nemlig at en renationalisering ikke er et svar. En renationalisering af landbrugspolitikken vil blot være starten på et ’kapløb mod bunden’, hvor landene kæmper om at fastholde deres landbrug gennem nationale subsidier. Det vil om muligt sætte landbrugsreformen endnu længere tilbage, end den er i dag. Så kære Blair, husk det i din ivrige og værdsatte kamp for en reform. Reformer skal være helstøbte, ikke letkøbte resultater.

          Tony Blair startede debatten, men nu er opgaven at skabe resultaterne. Hans tale må ikke forblive en politisk skåltale, den skal følges op af netop det lederskab, han sluttede sin tale med at efterlyse: ”The people of Europe are speaking to us. They are posing the questions. They are wanting our leadership. It is time we gave it to them.”