|
|
Danmark, Norge, England - den ubrudte konservatisme
Må jeg så i øvrigt sige, at der er jo én ting man skal være opmærksom på, og det er, hvordan kan det være det har udviklet sig på den måde at fx de britiske konservative, de norske konservative, de danske konservative, generelt er mere skeptiske i EU-sammenhænge end de europæiske søsterpartier?
Der er den markante forskel, at langt de fleste centraleuropæiske konservative partier blev etableret efter krigen, opbygget i en fase hvor hele den gamle centraleuropæiske konservatisme var fuldstændigt nedsmeltet. Og det vil sige, de kristeligt-sociale, kristeligt-demokratiske unionspartier i Tyskland, Holland-Belgien, Italien, Frankrig, for dem blev etableringen af de nye partier meget nøje knyttet til den europæiske tanke. Den europæiske vision var en integreret, meget stærk bestanddel af disse nye partier. Sådan var det ikke i Norden og sådan var det ikke i England, for dér var de konservative partier uforandrede, fra 20erne, fra 30erne, fra 40erne, var kørt igennem krigsårene stort set uberørt.
Og det vil sige det var partier, hvis historiske baggrund (som nationale partier osv.) var fuldstændig uforandret igennem hele den krig. De britiske konservative – bevares, de havde jo unægtelig være i krig i 6 år, fra 39 til 45, men var jo ikke på den måde blevet meget mere europæiske i deres profil, altså, ”Vorherre bevares, altså kontinentet, det var ovre på den anden side af kanalen”, men deres eget England – ”there’ll always be an England” – og det samme med de danske og de norske. Og det mener jeg er meget meget væsentligt til forståelsen af, hvordan kan det være at de kristdemokratiske-konservative partier i den øvrige del af Europa har en helt anden indgang til det her, ja, ganske enkelt fordi deres historiske baggrund er en anden.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet