|
|
CBK: Den elite i Bruxelles, ikke, som har sine egne ambassader rundt omkring i landene – Udenrigsministerierne, lobbygrupperne, på aviserne, den slags steder, universiteterne… hvordan formår de at retfærdiggøre den dér proces? Når de kan blive selvforherligende og se sig selv som denne her spydspids, så er det vel præcis fordi de har den opfattelse – eller i hvert fald har konstrueret den opfattelse – at der foregår en sådan amokløbende globalisering, at problemerne bliver uoverskuelige og Europa synker ned i arbejdsløshed og krig og voldelige konflikter, hvis ikke de er der, til at prædike international forståelse. Og sende blikkasserne frem og tilbage, skære nogle hjørner af, fordi: det er for det fælles Europa’s sag. Er det ikke den tese, som befolkningerne har meget svært ved at acceptere? At hele verdensudviklingen går i denne her retning, som kan retfærdiggøre dét instrument?
ENGELL: Nu vil jeg så sige, jo, selvfølgelig, jeg er da så historisk bevidst, at jeg lukker da ikke øjnene for eller underkender på nogen måde at det europæiske samarbejde, der har udviklet sig siden 1945, jo har været med til at sikre en udvikling i vores del af verden som dette Europa ikke har kendt i de forgående årtusinder. Både politisk, sikkerhedsmæssigt, militært – tryghed, frihed, fred, udvikling osv. Så på den måde har det da været af kolossal, også positiv, betydning, for hver eneste borger, for hver eneste familie, i det europæiske område.
Men på den anden side så har vi jo altså disse kæmpe institutioner, som efterhånden går hen og bliver et mål i sig selv. Du skal da ikke lukke øjnene for at i dag er der titusinder – der er divisioner af embedsmænd, politikere, stenografer, oversættere, jurister, folk, der holder hele den europæiske luftfartsbranche i gang, hotelbranchen i gang, køkkencheferne i gang, papirfabrikanterne i gang, som har bevilget sig selv luksuriøse forhold som ikke kan blive luksuriøse nok. Som har gjort altså det at være EU-elitist er i dag blevet en levevej for så mange tusinder, på et niveau der står i så skærende modsætning til hvordan almindelige mennesker har det i de europæiske lande, at det i sig selv er gået hen og blevet en anstødssten.
De tiltag der er på at gøre systemerne mindre sammenspiste, mindre korrupte, mere gennemsigtige – åbenhed og hvad vi har, det har jo været en lang Sisyfos-opgave. Hvor man har rullet stenen lidt op af fjeldet, og så har man sgu indtrykket af at nogle måneder senere så er den rullet mindst lige så langt tilbage. Og det kan muligvis ikke være anderledes, fordi det er nationale interesser, der er på spil. Vi kan jo ikke på den ene side forlange respekt for vores særegenheder og der må være meget til de nationale beslutninger, på den anden side så vil vi altså heller ikke have at vi er øh .. altså det hele det er sådan lidt kolliderende, jo, på mange leder og kanter. Det kan nok ikke være anderledes.
Men jeg må sige, jeg synes at det er meget begrænset hvad man har gjort fra alt, hvad der hedder EU-etablissementet – både i Danmark, men også i Bruxelles. Det er meget lidt man har gjort at vinde befolkningernes sjæl. Og jeg synes ikke vi kan lukke øjnene for, at hvis der i de andre europæiske lande havde været folkeafstemninger, som der er i Danmark, hvis dette projekt havde skullet ud til en prøvelse i vælgerbefolkningerne, så kan det godt være at de nede i Europaparlamentet ville få deres livs chok. De møder sgu aldrig almindelige mennesker, knap nok derhjemme hvor de er blevet valgt. Det er sådan nogen, de kører hurtigt hen over og lytter lidt til, og ’de har dybest set ikke rigtigt forstand på tingene’.
Jeg har jo mødt en stribe EU-kommissærer her i byen, også tilbage i min tid som politiker, som synes Danmark er et underligt, mystisk lille land og det må vi sådan set selv ligge og rode med, det interesserer dem ikke, de er – ork, de er oppe i de højere sfærer, hvad man mener i Det Hvide Hus og hvad man mener i kommissionens inderste cirkler og den slags… og på den måde – og det er sådan set det, der støder mig mest - på den måde har projektet, i modsætning til den danske politiske tradition, jo, fjernet sig uendeligt langt fra folk.
I Danmark, i vores politiske tradition, er partierne og politikerne hele tiden nødt til at have den folkelige legitimitet i orden. Om ikke andet så ved folketingsvalget, men jo dybest set også året igennem. De kontrollerer hinanden. Oppositionen kontrollerer regeringen. Der er myndigheder, rigsrevisionen, statsrevisorer, finansudvalg, der er pressen, jo, for slet ikke at glemme den, som øver en kontrollerende funktion i forhold til politikerne. De skal hele tiden ud og vejes og vægtes, de skal gøre sig ordentligt på tv-skærmen, de skal gøre sig ordentligt ude på møderne, de skal levere en politisk indsats og sådan noget.
Dén nærhed i forhold til befolkningen, til vælgerne, dén oplever man ikke i Bruxelles. Overhovedet ikke! Og det virker nærmest som om, at man er hamrende ligeglad med den – altså, ”befolkningerne det er en akademisk udfordring. Det er det, det handler om. De forstår os ikke, og det er der ikke noget at gøre ved. Men det er deres problem. For vi forstår os selv.”
Fotos udlånt af Ekstra Bladet