|
|
CBK: Hvis vi tager den periode på 30 år, som du har startet i pressen, så har du så været politiker i mellemtiden, og så er du så kommet tilbage til pressen – præcis i den periode hvor du var politiker, der ville man jo sige udefra (præcis med den beskrivelse du selv gav før af dit eget arbejde, og din egen indsigt i institutionerne indefra) at præcis i den periode er det at EU er rykket op på alle dagsordener. At det er præcis i den periode at EU får en praktisk og en daglig berøringsflade med alt, hvad der foregår i en dansk kommune, et dansk amt – i hvert fald et dansk ministerium, eller mange af områderne. Har du selv oplevet det? Altså oplevede du selv det, op gennem 80erne og 90erne at EU var på vej ind…?
ENGELL: Ja i allerhøjeste grad. Det gjorde jeg jo alene på den måde at en stor del af den lovgivning som jeg tog ansvar for, var lovgivning der udsprang af EU-retsakter. Det kunne enten være direktiver eller det kunne være forordninger, eller det kunne være – og det var det jo typisk i den periode – aftaler, konventioner eller andet, som skulle implementeres i danske regler og lovgivning.
Og jeg oplevede det så efter afgangen som minister, i forhold til det at være medlem af et folketing som i stigende omfang må arbejde med EU-stof, og hvor kontakten på mange forskellige niveauer indenfor EU-systemerne er meget udbygget. Det er helt klart. EU rykkede meget meget langt ind og kom til at fylde utroligt meget på den politiske dagsorden.
Og med den lidt underlige ramme omkring det, at meget af det var noget, man som parlamentariker ikke havde indflydelse på. Altså, om man stillede sig op og sagde buh, bæh, slet ikke sagde noget, om man stemte ja, nej eller hvad man gjorde, var ligegyldigt, fordi det var noget der havde enten enten en umiddelbar retskraft i Danmark eller noget som folketinget på grund af EU-regelsættet måtte vedtage (direktiver, som skulle implementeres i dansk lovgivning).
Så på den måde var det også med en vis følelse af magtesløshed, at ”her er vi oppe i forhold til noget helt andet”, og så havde vi de dér 16 europaparlamentarikere spredt ud på et felt af partier, dybest set uden nogen større indflydelse på noget som helst, rejser til Europaparlamentet som jeg altid har oplevet som en kæmpe frustration.
Når jeg kom hjem fra Europaparlamentet, både i Bruxelles og i Strasbourg, hvilket mine nærmeste medarbejdere og tidligere politiske kolleger kunne bekræfte, så var jeg altid i koma 14 dage efter. Hvor jeg simpelthen var så hamrende træt af det parlament, af den der flok navlebeskuende, selvovervurderende blærerøve, der rendte rundt, og selv mente at de var nogle helvedes karle – og et system præget af divisioner af embedsmænd, Mercedeser der blev kørt frem, sådan at de dovneste af dem kunne blive fragtet hist og pist, vandringer gennem uendelige gange hvor, når man kiggede ind på kontorer, så stod deres blik-kasser, der blev flyttet imellem parlamenterne - - og hvor man kunne se nogle af dem de gad knap nok at åbne de papirdynger, der blev tilsendt dem. Det eneste, der blev åbnet, det var de invitationer der kom til forskellige cocktail-parties og sådan noget.
Jeg følte en afsmag for det parlament, jeg kom der kun ugerne, og jeg syntes at parlamentarikerne som helhed (der var gode undtagelser, det vil jeg sige, også det konservative folkeparti har haft nogle dygtige og meget sympatiske parlamentarikere). Men altså især gallerne og tyskerne, ikke, nej, de var slemme. Et frygteligt gedemarked. Men det kan så endda være – gedemarkeder kan jo have en underholdningsværdi, det kan være sjovt og man kan lære noget, men det var den der følelse af, at ”Vi er over hele Europa, det er os, der er så store og betydningsfulde, og parlamentet må have flere og flere beføjelser.
Prøv at møde et EU-parlaments præsidium – magen til samling overovervurderende, selvforherligende… jamen, det er fuldstændig til grin. Selv Dronning Margrethe er jo en dybt beskeden, tilbageholden person – det kongelige hof på Amalienborg er jo (et) stilfærdigt, landadelpræget, sammenlignet med Europaparlamentets selvforherligende-Ludvig d.XVI-Versailles-solslot og solkonger, altså, nej… det var slemt. Du kan høre allerede her, jeg kan sgu blive – jeg kan blive helt rasende igen.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet