|
|
CBK: Der er jo ikke nogen tvivl om at i toppen af Socialdemokratiet og i toppen af det Radikale Venstre sker der mellem 86 og 89 (eller mellem 86 og 92) et temperamentsskifte. Der sker en udskiftning af mindsettet og de bevæger sig over imod en holdning, hvor de begynder at se EU som et redskab, de kan bruge –
ENGELL: Ja, det er klart.
CBK: Men præcis den samme periode – 89, omvæltningerne, Murens fald, kommunismens ophør, alt det dér, som jo ribber op i en masse historiske lektioner og billeder, formår højrefløjen IKKE at få lagt ind i den fortælling som du taler om.
ENGELL: Nej, det kan man sige. Altså, nu har jeg den opfattelse at det vil være et groft historisk misgreb hvis man begyndte at sammenligne de europæiske socialdemokratiske partier med det system, der brød sammen i Østeuropa. Altså, det vil være groft overfor socialdemokratiske politikere i Danmark og andre lande hvis man begyndte at sammenligne dem med Sovjetregimet eller de Østeuropæiske kommunister. Vi skal ikke glemme at nogle af nogle af de danske politikere, der tog de største og alvorligste konfrontationer med kommunisterne i Danmark, det var altså socialdemokrater som en Hedtoft, som en H.C. Hansen. Altså, hvor der virkelig var noget på spil fordi det gik ind i en eller anden form for arbejderbevægelse, hvor de havde nogle fælles rødder.
Så på den måde ville det have været fuldstændigt latterligt, og det ville have været et historisk misgreb, hvis man havde begyndt at udnytte det. Men selvfølgelig ligger der så, den anden vej, det, at når man får det store sammenbrud, så er det jo fordi den vestlige økonomi, de vestlige, frie samfund, demokratiet, den militære styrke, den teknologiske udvikling, har vist sig at være sovjetsystemet totalt overlegent. De bryder simpelthen sammen, både indefra og udefra. Og endda uden militær deltagelse.
Man kan sige, ”kunne det være udnyttet bedre?” Kunne man have formet det på en anden måde?” Det skal jeg ikke kunne sige. Altså, det var nok nogle forskellige, modsatrettede processer, det var vel også på den borgerlige side en bekymring for, at tingene kunne gå så hurtigt at man simpelthen ikke kunne håndtere sådan en europæisk proces i forhold til et Rusland der dog stadig havde – og har – atomvåben. Det var det forløb, altså, det kan jeg ikke sige meget mere om, fordi det er et meget omfattende studie. Det er i virkeligheden meget omfattende at gå ind og diskutere hele den proces; hvorfor gik det på den måde som det gjorde?
Jeg tror altså også det har meget sammenhæng med, at det er i præcis den samme periode at der i borgerlige rækker begynder at komme stigende skepsis overfor et EU – med dets institutioner, som opleves som udemokratiske, centralistiske, tillukkede, prægede af varetagelse af egne, nationale interesser.
Fotos udlånt af Ekstra Bladet