ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

af Erik Holm

 

1. 1776, ikke 1787

Usikkerheden breder sig, ikke blot i Danmark, men også i store dele af EU, om den skæbne som det fremlagte forslag til en forfatningstraktat for unionen vil lide i de kommende måneder. En ting er at det nu udsættes for en ganske hård behandling på den igangværende konference for at kunne tilfredsstille forskellige regeringers ambitioner om indflydelse på beslutningsprocessen. Noget andet, og for så vidt endnu væsentligere, er om resultatet af denne konference vil blive ratificeret af samtlige medlemslande. I adskillige lande skal der afholdes en folkeafstemning herom, og det anser mange politikere for at være en særdeles risikabel affære. Tænk hvis forfatningen/traktaten forkastes!

              Den dybe ironi, der ligger i at demokratiske politikere anser en folkeafstemning for en risiko, skyldes det forhold at de samme politikere ikke har været i stand til at overbevise et markant flertal af deres vælgere om nødvendigheden af at det europæiske fællesskab, EF, som har udviklet sig med så stor succes i løbet af et halvt århundrede, faktisk skal resultere i en union, EU, en overnational konstruktion. Mange kan ikke indse at det skulle være nødvendigt. Må vi virkelig opgive forestillingen om en suveræn nationalstat?

              Den demokratiske debat om Europa er ved at køre af sporet fordi den er blevet hægtet op på ord som ”union” og ”forfatning”, der umiddelbart må virke truende på nationalstaten. De leder tanken hen på et ’Europas Forenede Stater’ efter amerikansk forbillede - ligegyldigt hvor meget politikerne forsikrer at det ikke er en sådan statsdannelse man har til hensigt at opbygge.

              I stedet for at indkalde et konvent – også dette ord leder tanken hen på Philadelphia 1787 – til at udarbejde en forfatningstraktat, burde man have tænkt på det helt centrale politiske dokument som i Amerika blev fremlagt elleve år tidligere, nemlig den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Det er et spejlbillede heraf der er brug for - et spejlbillede hvor begreberne vendes om og ”uafhængighed” erstattes med ”afhængighed”.

              Regeringscheferne, det Europæiske Råd, burde for elleve år siden i 1992 i Maastricht have sat sig sammen for at udarbejde en ”europæisk afhængighedserklæring”, der forklarede borgerne hvorfor det var nødvendigt at bryde med det traditionelle politiske mønster i Europa.

              I et lidt arkaisk sprog (for at knytte tankegangen så tæt til et spejlbillede af Thomas Jeffersons kloge ord som muligt) kunne en sådan erklæring have lydt:

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto:
EU

Portræt- samt bogfoto: CBS