|
|
Kronik i Politiken, 6. maj 1997
I EFTERÅRET 1789 var situationen i Frankrig kaotisk. I Paris opstod der mangel på brød, og i desperation drog flere hundrede kvinder den 5.oktober mod Versailles, hvor kongen boede. Historien går at da dronning Marie-Antoinette hørte deres råb om at få brød, udbrød hun: ‘Jamen hvorfor spiser de ikke kage?’
Det er stort set det samme råd, finansminister Mogens Lykketoft i dag giver de arbejdsløse (Politiken, 13.4). ‘Uddannelse er hovednøglen,’ siger han. ‘Vi kan allesammen blive lidt klogere.’ Det vil sige spise kage i stedet for brød. Man må håbe at hr. Lykketoft også kan blive lidt klogere. Ellers venter der ham måske en skæbne, der ikke er helt ulig Marie-Antoinettes.
Hans argumentation er et forsøg på at bortforklare den mur, som hans model for velfærdssamfundets finansiering gennem skat på arbejde har stillet ham overfor. Han selv kalder det cirklens kvadratur. ‘Der findes simpelt hen ikke en trylleformel til en skattemæssig snuptagsløsning, der overbevisende kan styrke beskæftigelsen, uden mærkbart at ramme de svage og udsatte på pengepungen,’ påstår han med sine egne understregninger.
Nej, selvfølgelig findes der ikke en snuptagsløsning, for det har taget finansministeren og hans forgængere tredive år at arbejde sig ned i den sump, det danske velfærdssamfund nu sidder i. Jo mere han spræller med sine forslag, des dybere synker han. Selv om han blev klog nok til at se redningen, ville det nok tage ham og hans efterfølgere andre tredive år at komme op på fast grund.
ARBEJDSLØSHEDEN er ikke et specielt dansk problem. Det er et europæisk problem. Den skyldes hverken computere og andre teknologiske fremskridt, den økonomiske globalisering og det fri marked, kinesernes og polakkernes lave lønninger, eller noget som helst andet truende, der presser sig ind over os, uden at vi er i stand til at forsvare os.
Den skyldes heller ikke, som det også påstås, at fagforeningerne har lammet arbejdsmarkedet og gjort det stift og ubevægeligt med minimumslønninger og faggrænser, eller at de store multinationale selskaber har fået frihed til uhæmmet at flytte rundt på kapitalen og lukke arbejdspladser her for at udnytte bedre profitmuligheder andre steder.
Amerikanerne og de britiske konservative hævder at den høje arbejdsløshed skyldes velfærdsstaten, kernen i den moderne, europæiske økonomiske kultur. Det er også urigtigt. Ganske vist må man medgive kritikerne at den konkrete udformning af princippet om velfærdsstaten adskillige steder er gået over gevind og dermed vanskeliggør en løsning af beskæftigelsesproblemet. Men velfærdsstaten som sådan behøver ikke skabe arbejdsløshed.
Og for nu at kvæle det sidste dogme, som finansministeren og hans europæiske kolleger stiltiende synes at have accepteret, så er det lodret forkert at hævde at det er umuligt at genskabe fuld beskæftigelse, forstået som en registreret arbejdsløshed på to-fire procent. Selvfølgelig kan vi i Europa genskabe fuld beskæftigelse uden at forkaste princippet om velfærdsstaten. Men det kræver at vi gør os klart, hvad der er årsagen til den ringe efterspørgsel efter arbejdskraft og iøvrigt formår at handle politisk kraftfuldt både på nationalt, på europæisk og på globalt plan.
LYKKETOFT og kompagni lukker øjnene for den selvskabte mekanisme, som skaber arbejdsløshed i Europa. Tilsyneladende vil de ikke blive klogere, men holder fast ved deres ungdoms indlæring. Eller også erkender de at de ikke evner at løse opgaven.
Uden at ville afvise at strukturarbejdsløsheden i nogen grad skyldes mangelfuld uddannelse og stivheder på arbejdsmarkedet, så kan der ikke være tvivl om at det helt afgørende problem i den europæiske økonomis struktur ligger i at den offentlige sektors indtægter i helt overvejende grad kommer fra beskatning af arbejde. Det sker ved direkte beskatning af arbejdsindkomster, ved arbejdsgiveres bidrag til sociale forsikringer gennem skat på lønudbetalinger, eller gennem moms på arbejdsløn. Beskatningsmetoden kan variere fra land til land, men det er for så vidt ligegyldigt. Det afgørende er at der sker en voldsom fordyrelse af den produktionsfaktor, som hedder ‘arbejde’.
Når en eller anden ting beskattes, falder efterspørgselen efter den. Det siger sig selv. Måske ikke meget, hvis det kun drejer sig om nogle på procent. Men i tilfældet arbejdskraft drejer det sig om flere hundrede procent. For nogle år siden beskrev jeg i en kronik (Politiken 19.9.1993), hvorledes de fleste under det danske skattesystem må tjene 1000 kr. for at kunne betale et stykke manuelt arbejde med 100 kr. De mellemliggende 900 kr. inddrages af skattevæsenet, enten hos arbejdsgiveren eller hos arbejdstageren. Vort skattesystem blokerer arbejdsdelingen. Det nedsætter efterspørgselen efter arbejdskraft til det mindst mulige eller vender den mod sort arbejde, fordi prisen inklusive skat er for høj.
Finansministeren antyder i sin artikel i Politiken at han er opmærksom på det forhold. Han siger at et højt samlet skattetryk uundgåeligt betyder, ‘at skatten på arbejdsdelingen i samfundet er høj.’ Men det vil han klare ved at lette lidt på bundprocenten og finansiere det ‘dels ved at fjerne fiduser og skattehuller, dels ved at hæve arbejdsmarkedsbidrag og bruttoskat.’ Det første med fiduser og huller er noget pjat, for det giver ikke noget; det andet med arbejdsmarkedsbidrag og bruttoskat er noget vrøvl, for det er jo også skat på arbejde. Marginalskatten er måske blevet lettet en smule i de seneste år, men ikke noget afgørende.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
