|
|
1) ET FLERTAL af de danske vælgere sagde i går Nej til Amsterdam-traktaten. Selv om stemmetallene ligger tæt på hinanden, er der ingen tvivl om at traktaten er faldet ved den afgørende prøvelse i det danske demokrati. Danmark vil ikke kunne ratificere traktaten. Folkeafstemingens resultat må respekteres uden reservation, såvel af den danske regering som af de øvrige 14 regeringer i den Europæiske Union.
2) For regeringen, og for mig selv personligt, er dette udfald selvsagt en skuffelse.
Vi havde anbefalet at stemme Ja ud fra en dyb overbevisning om at dette var det bedste for vort land og for den videre udvikling af det europæiske samarbejde i alle dets dimensioner. Der var et bredt og massivt flertal herfor i folketinget, og vide kredse i landet sluttede op om anbefalingen.
3) Meningskampen har været hård, og der er nok fra alle sider fremkommet udtalelser, som der egentlig ikke har været meget hold i. Sådan går det let, når diskussionen bliver skarp, og følelserne kommer i kog. Det skal vi alt sammen nu lægge bag os, og jeg håber og tror at der ikke er skabt dybere sår, end at de snart kan heles. Vi må vende opmærksomheden mod, hvad det var, der egentlig skete, og drage konsekvenserne heraf i den europæiske politik.
4) Her vil jeg straks understrege at folkeafstemningen ikke drejede sig om vort medlemskab af EU. Afstemningen om Amsterdam-traktaten var uden forbindelse med dette tilhørsforhold. EU består i dag som i går.
Jeg er aldeles overbevist om at et markant flertal af den danske befolkning mener at Danmark skal deltage i det nødvendige, dristige og storslåede projekt, som det europæiske samarbejde inden for EU er. Vi vil være med i den fortsatte opbygning af Europa, som ikke mindst situationen i Central- og Østeuropa kalder på. Der er ikke tale om at Danmark trækker sig ud af EU eller søger en ændret status i dette samarbejde.
5) Umiddelbart rejser forkastelsen af Amsterdam-traktaten et spørgsmål, om vi fra dansk side vil kunne forhandle os til visse ændringer i traktaten, der kunne imødekomme den danske skepsis. Det var det, der skete i 1992. Det førte til Edinburgh-aftalen med de velkendte fire danske undtagelser. Men disse undtagelser blev indbygget i Amsterdam-traktaten, og regeringen finder det ikke realistisk at fremkomme med ønske om yderligere undtagelser.
6) Hvis bare ét land ikke kan ratificere traktaten, falder den bort. Sådan er reglerne inden for EU, og jeg føler mig overbevist om at vore partnere vil respektere disse regler. Samarbejdet vil derfor fortsætte på det hidtidige grundlag. På lidt længere sigt vil den danske afgørelse selvfølgelig få konsekvenser for EU, fordi traktaten ikke træder i kraft som ventet. Men lad mig straks understrege at der er hverken tale om katastrofe eller kaos.
7) EU-samarbejdet er solidt og omfattende, og det ødelægges ikke af et dansk Nej til Amsterdam-traktaten. Samarbejdet baserer sig på Rom-traktaten fra 1957 med senere ændringer, senest Maastricht-traktaten fra 1993. Det fælles indre marked fungerer fortsat. Miljøpolitikken vil kunne styrkes og udbygges. Den økonomiske politik vil fortsat blive koordineret med henblik på at skabe øget beskæftigelse og kontrol med inflationen. Samarbejdet om retspolitik og udenrigspolitik hører ikke op. Og - ikke mindst - forhandlingerne omkring EU's udvidelse vil køre videre på det eksisterende grundlag.
8) Lad mig her kort indskyde at Maastricht-traktatens plan om en økonomisk og monetær union selvfølgelig er helt uberørt af den ny situation. Planen er forlængst færdiggjort og iværksat, og iøvrigt deltager Danmark jo slet ikke i ØMU'en. De tendenser til uro omkring den danske krone, som der til morgen har været på valutabørserne, er uden seriøs baggrund. Den danske økonomi er blandt de stærkeste i Europa, og der er ingen som helst grund til, endsige fornuft i en nedskrivning af kronen. Desuden deltager vi jo i EMS-samarbejdet, og der er derfor sikkerhed for at kronens værdi ligger inden for de her fastsatte udsvingsgrænser.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
