ark og ulands

 

 

 

 

 

EUROPÆERNE HAR til fryd for amerikanerne demonstreret deres uenighed og afmagt over for Irakkrisen, ikke mindst med de otte regeringschefers famøse læserbrev den 30. januar. De betragtes med nedladenhed i Washington hvor forsvarsministeren Donald Rumsfeld taler om det ‘gamle Europa’ som værende uden betydning. Uden blusel afslører han den klassiske taktik: Divide et impera! – del og hersk, når han peger på det ny Europa som trofaste støtter. Han ved at mange i Central- og Østeuropa tvivler på om de kan stole på Tyskland. De mistede tilliden til EU som et sikkerhedsfællesskab i løbet at 1990erne og søgte derfor ind i NATO hvor amerikanerne med glæde slog portene op.

                      Man må have ondt af Colin Powell der som krigsprøvet general ved hvad krig indebærer af ufattelige lidelser og uforudselige konsekvenser. Han blev pålagt den 5. februar at retfærdiggøre et angreb på Irak ved at sandsynliggøre at landet besad masseudryddelsesvåben, men hans fremstilling gav intet svar på de to spørgsmål som for ham og for alle os andre må være helt afgørende.

For det første (som også påpeget i denne avis af Per Knudsen den 8. februar): Udgør Saddam Hussein en sådan trussel mod international fred og sikkerhed at han må udryddes med militær magt? At han er en ond diktator som hæmningsløst har søgt at tilrive sig magt i Mellemøsten, er rigtigt; men han er ingen Khrusjtjov, og Irak er ingen Sovjetunion.

For det andet: Vil en sådan magtanvendelse efterlade verden i en tilstand af større sikkerhed, eller vil truslen om international terrorvirksomhed med brug af biologiske og kemiske våben ikke tværtimod vil blive forøget? Det sidste kan meget vel være tilfældet.

I august 1914 ville Østrig-Ungarn, bakket op af Tyskland, give Serbien en læresteg med en angrebskrig som alle mente hurtigt ville være overstået. Det udløste fire års blodbad. Vil en præventiv krig mod Irak blive en klinisk operation som fjerner Saddam i løbet af få uger, hvorefter Irak og det øvrige Mellemøsten vil udvikle sig til stabile demokratier hvor menneskerettighederne respekteres? Det er tilsyneladende hvad Bush, Cheney og Rumsfeld mener, og derfor kommer krigen. Men det kan meget vel være en eventyrpolitik, og det bekræfter den i Europa udbredte opfattelse af at USA efter 11. september lider af et granatchok som bevirker at supermagtens udenrigspolitik er præget af naivitet og forenkling.

Ifølge Bush har USA en evangelisk mission i verden, men han ser dog helst at USA bliver leder af en ‘alliance’ for at føre dette korstog for demokrati og menneskerettigheder. Derfor anstrengelserne for at få opbakning i Sikkerhedsrådet.

                      Havde europæerne været værd deres salt, kunne de have udbyttet denne situation ved i det mindste at have krævet større balance i amerikansk Mellemøstpolitik som betingelse for ikke at anvende det europæiske (fransk-tyske) veto i Sikkerhedsrådet over for en Irakkrig. USA burde acceptere at lægge et sådant pres på Ariel Sharon at den israelske besættelse af de palæstinensiske områder opgives og vejen dermed åbnes for en to-stats løsning. Herved ville risikoen for udbredt terrorvirksomhed som reaktion på en krig mod Irak utvivlsomt være markant mindsket.

                      Men den Europæiske Union er ingen union. Den kan have formandskaber og måske ‘præsidenter’, men den har ingen ledelse. Sagen er at vi europæere ikke stoler på os selv og hinanden. Derfor er vi nødt til at stole på USA. Men kan vi det nu bedre end vi kunne det i den kolde krigs tid?

   RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

DOWNLOAD SOM WORD-DOKUMENT

ARTIKLENS FORSIDE

INDSIGT I EUROPAs FORSIDE

 

 

 

 

 

Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov