|
|
Massakren på Den Himmelske Freds Plads indvarslede i de danske medier et forsimplet og unuanceret billede af det moderne Kina – et billede, der stadig forhindrer Danmark i at udvikle en selvstændig og tidssvarende politik overfor verdens største nation. Det er vurderingen i en stor artikel af Kina-eksperten Clemens Stubbe Østergaard, som RÆSON i dag bringer i anledning af Hu Jintao's magtovertagelse på den nylige partikongres og på den folkekongres som foregår i disse dage.
Om massakren på Tiananmen skriver Stubbe Østergaard: ”Der var noget ’Istedgade overgiver sig aldrig’ over det, men især var Beijing-borgernes støtte til studenterne - kunne jeg konstatere - mobiliseret af en kulminerende utilfredshed med korruption og inflation. Bevægede man sig ud på landet skældte folk ud over forkælede byboere og ballademagere. Et år senere var der også i byerne en udbredt accept af ét-partiets ledelse. Man omfattede det ikke med nogen varme, men det leverede en historisk uset økonomisk vækst. En vækst der ville gengive Kina dets indflydelse og anseelse i verden. Og studenterne selv er i dag blevet en del af den økonomiske og politiske elite.”
Kravene som Hu Jintao står overfor er at fortsætte den vækstrate på 7-8% om året som kineserne i 90erne er blevet vant til; at opbløde den sociale polarisering som er vækstens bagside og at forhindre det scenarie, hvor udlandet ender med at overtage kontrollen med det kinesiske erhvervsliv i et neo-kolonialistisk ekko af 1930ernes Shanghai. Men udfordringerne til trods skal man ikke glemme alt, hvad der lykkedes: Kina har underskrevet flere menneskerettighedsaftaler end USA, har overgået Amerika som verdens investeringsmål #1 og vil i 2020 have omkring 400 millioner medlemmer i sin professionelle middelklasse – en del flere end Europa. Det er mennesker, som er mest interesserede i IKEA-møbler og barnets privatskole – og kommunistpartiet vil snart kunne sammenlignes med et ”nationalt moderniseringsparti”, med en catch-all strategi og inspiration fra Schröder og Blair.
I artiklen lyder anbefalingen: ”En fornuftig dansk politik vil være at søge selvstændige analyser af Kina i et europæisk regi. […] Der er ingen grund til at vi kører med på en slingrende amerikansk vogn, vi er ikke en supermagt. Tværtimod kan Europas større appel i det kinesiske samfund – hvor USA har tabt slaget om ’hearts and minds’ – give os mulighed for at give Kina den tætte tilknytning, som det dybest set ønsker til det internationale samfund.”
Om Taiwan-problematikken skriver Østergaard: ”Den bedste danske eller europæiske politik i denne situation er at fastholde et-Kina politikken, så man støtter den nye ”afspænding” omkring spørgsmålet, og undgår at give falsk håb til det lille mindretal af separatister.” Ifølge artiklen er ”megafondiplomatiet” endelig fortid: Østergaard opfordrer ligefrem til at Europa skal arbejde for at Kina kommer med i G8 og tilbydes en associeringsaftale med NATO.
LÆS ARTIKLEN NU: