23. april 2004 | 2. kvartal | 3:3                                                                          < >

           
 

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT | SOM PDF     

   
   

 

 

 

 

   

 

 

 

 

3. Taiwans forhandlingsposition bliver aldrig bedre

Mens Beijing kunne have grund til at frygte en nordkoreansk sammenstyrtning, er der utvivlsomt nogen glæde i Folkerepublikken over at man i Taiwan har fået et demokrati med den samme grad af velordnethed som Florida! Det ser jo ud til at man faktisk VIL lave en genoptælling af stemmerne fra valget - hvor Chen Shui-bians sejrsmargin var meget lille.

CSØ: Jo. Det er jo meget, meget trist, det der sker - fordi det er jo et meget nyt demokrati, hvor man så indenfor de sidste 10 år har set to præsidenter - først Lee Teng-hui og så Chen Shui-bian – der egentlig ikke tager demokratiet helt alvorligt, men handler tværs henover de demokratiske institutioner og kontakter folket direkte. Ikke prøver at lave et samarbejdende folkestyre, hvor man laver kompromisser, finder flertal osv., men simpelthen kontakter befolkningen direkte - nu vil lave folkeafstemning fx. Det er klart at det bliver ødelæggende for spinkle, nye demokratiske institutioner. Så får man oven i købet et valg som det her. Hvis folk desillusioneres over det, der trods alt er meget centralt i et elektoral-demokrati: nemlig valgene, og i højere grad bliver hjemme, så er det en enorm trist udvikling for et spirende demokrati - det første kinesiske demokrati, som det jo er.

Det er også problematisk idet de sidste valgkampe har givet en enorm polarisering i det taiwanesiske samfund, fordi man har spillet kortet med distinktionen mellem hvem, der har været fastboende, og hvem, der er kommet. 98% er kinesere, men nogle er kommet før andre - og dem, der kom efter '45, lægges i valgkampen temmelig kraftigt for had. Det giver selvfølgelig en polarisering, som vi jo ser nu netop med de 50-50%: det meget snævre valg. Det er jo ikke godt for et land at være delt op på den måde, hvor den ene fløj måske begynder at miste troen på det demokratiske system - det er jo dybt trist. Økonomisk set har det også fået det resultat, at afvandringen - økonomiens flytning - til Kina nu tager yderligere til. Den er i forvejen meget, meget omfattende - der bor 1 million taiwanere i forbindelse med taiwanesiske virksomheder på fastlandet, og mange unge er begyndt at søge derover. For en dygtig ung mand er det jo noget mere spændende at være i Shanghai end i Taipei - loftet er højere. Det betyder, at den udhuling som allerede er fundet sted de sidste 10 år, styrkes nu - fordi man opfatter Chen som erhvervs-uvenlig: han tænker ikke meget på erhvervet og økonomien. Derfor stemmer man med fødderne, for forretningslivets vedkommende, og det er jo også skidt.

Men du begyndte med at sige, at Kina måske klapper i deres små hænder: både-og. Fordi Chen i den grad i de sidste 10 år har banket en speciel identitet op for taiwaneserne - på helt Benedict Anderson'sk vis [Anderson er en teoretiker, der taler om nationer som forestillede-samfund: imagined communities, red.]. Over meget kort tid har han og Lee Teng-hui banket den nationalitet op - det gør at de forhandlinger, som gik vældig godt indtil 93-94, er slut nu og svære at genetablere. Samtidig - fordi USA er så kraftigt inde i billedet - og måske kan føle at amerikansk troværdighed overfor forbundsfæller i Østasien er på højkant, så kan man få en noget farlig situation, hvor der dybest set er krigsfare i Taiwanstrædet. HVIS Chen gør som han har tænkt - nemlig i 2006 at lave en folkeafstemning om en ny forfatning og indføre den i 2008 - for at fejre olympiaden i Beijing! Så kan man komme i en situation, hvor kineserne bliver meget bange for udviklingen - det er, trods alt; deres sidste koloniproblem, kan man sige (Japanerne havde Taiwan til 1945 som koloni) og også på en måde: det sidste Koldkrigsproblem, som ligger der og roder. Nordkorea er der også - men Taiwan er kinesernes sidste koldkrigsproblem.

Og ligesom det ER det store indenrigspolitiske omdrejningspunkt i Taiwan spiller det en INDENRIGSPOLITISK rolle også i Folkerepublikken: det er ikke kun en ydre, strategisk ting, der er let at lægge fra sig.

CSØ: Nej, det spiller en enorm rolle. Vi skal sammenligne med genforeningen i 1920 for Danmarks vedkommende - det er sådan følelserne er i kog. Og det er de selvfølgelig desto mere som Kommunistpartiet ikke mere har nogen ideologisk basis: det er jo ikke kommunistisk - nu har de en performance-legitimitet, hvor det er økonomien og rigets samling, som er de områder, hvor de skal vise resultater. Så de er også presset indenrigspolitisk.

Man kan sige: Nu er egentlig det bedste tidspunkt for Taiwan at gå ind i en eller anden form for dialog eller forhandling om en meget, meget langsigtet udvikling - måske et 50-100 års-perspektiv. Som vil bilægge kinesernes nervøsitet over uafhængighedstendenserne. Fordi taiwaneserne nu er relativt stærke, også med amerikansk backing osv. - de bliver jo, ifølge min vurdering i hvert fald, ikke stærkere fremover. Så det er nu, der skal forhandles. Men der er hovedblokeringen måske at egentlig er USA nok ikke interesseret i en samling - heller ikke en fredelig samling - og det er Japan jo heller ikke.

 

DOWNLOAD SOM WORDDOKUMENT | SOM PDF

UDGIVET 23. APRIL 2003 KL. 13.58 CET

Artiklens forside

                                                                     RÆSONS FORSIDE

TILBAGE