23. april 2004 | 2. kvartal | 2:3                                                                          < >

2. Amerikas splittede Kina-politik

Apropos Kina-som-laboratorium: Nu har vi jo lige fået hvad der ligner er kontrolleret eksperiment i censur, med kinesernes rettelser i Dick Cheneys tale. Der er ingen tvivl om, at hvis ikke det havde været for en masse mellemliggende begivenheder HAVDE Bush haft forholdet til Kina MEGET højt oppe på sin udenrigspolitiske dagsorden.

CSØ: Det havde de jo de første 9 måneder - og det havde især de neokonservative, som Cheney jo er én af. De var fuldt beredte på at lade Kina erstatte Sovjet: at have Kina som 'den bilaterale pol'. Det var sådan set meningen - så kom 11. september, men for folk som Cheney ligger Kina stadig i baghovedet: måske skal kineserne igen have den rolle, de var tiltænkt. I øjeblikket har Kina og USA det bedste forhold i mange årtier - nogle siger faktisk siden 1979. Der er noget, der er opstået fra sidste sommer - Maj-juni - og man er nu på et punkt, hvor fx Powell og den kinesiske udenrigsminister Li Zhaoxing taler i telefon med hinanden flere gange om ugen - og ringer til hinanden derhjemme om lørdagen.

Det er vist betydeligt mere end Powell taler med Præsidenten!
 

CSØ: Så på den måde er der altså mere tillid i forholdet end der har været meget længe. Men Cheney repræsenterer jo så den anden fløj - Cheney-Rumsfeld-fløjen. Hans udenrigspolitiske rådgiver er Aaron Friedberg, som ikke er sinolog men en Kina-høg ['høg' = tilhænger af en hård linje. modstilling af 'due', red.] og som har stået for hele det her med Kina som truslen og fjenden. Cheney har ikke været i Kina siden 1975 - han var der med Ford, og så kommer han her i '04: det er jo også interessant. Jeg ser meget hans besøg som en valgkampsforanstaltning: han skal ud af bunkeren og vise noget udenrigspolitik. Men han havde ikke noget med til kineserne - kun en masse skældud, som de så har fået over en bred front: på alle felter. Hvor det mest markante er, at han skældte dem ud for materialisme. For et land som Kina, der stadig har 100 mio. fattige, der spiller materialisme altså stadig en stor rolle - det er muligt man er i et post-materialt samfund i USA, selvom jeg ikke helt tror det! Han skældte simpelthen ud over en bred front - det gør ikke så meget skade, når forholdet er så godt som det er, men det viser jo meget klart den der uenighed i amerikansk udenrigspolitik: hvor Powell har ét - tæt - forhold, og så kommer Cheney: det var faktisk et helt nytteløst, uproduktivt besøg. For der, hvor kineserne gerne vil snakke, er selvfølgelig om Taiwan - og der er Cheney ikke manden, for han står jo i og for sig for den dér nærmest quasi-alliance, som har udviklet sig i forhold til Taiwan og som er problemet. Det er jo Cheney-Rimsfeld-fløjen, der står for den: tættere og tættere militærforbindelser med Taiwan.

Nu har der været virkelig mange topmøder i 2003 - og det vil forhåbentlig blive ved, på mange niveauer - også ned på ministerniveau, hvor der også har været gensidige møder. Man er også i gang med militær-til-militær-forhandlinger, selvom Rumsfeld længe prøvede at lægge dén død: på trods af at den øverstkommanderende - Bush - sagde det skulle finde sted, så trak staben på fødderne dér! Så på den måde ser jeg det som et lidt uproduktivt besøg. Det er selvfølgelig nok muligt at der har været talt mere konkret om Korea, end man kan se af referaterne – og det kan man så håbe.

Mht. censuren er det igen spørgsmålet: Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt? Fordi han FÅR lov at optræde på kinesisk tv - helt ucensureret: de sender bare live. Og han holdermøder med de studerende på Kinas tredjebedste universitet - Fudan i Shanghai, hvor de har levende diskussioner. Og det er så i de diskussioner, at der er cuttet ting ud fra det kinesiske referat. Nu har jeg lige set et gensvar - nogle amerikanere, som skriver at der er eksempler på at Pentagon piller ting ud af Rumsfelds taler, fordi han har sagt et eller andet som de ikke synes skal offentligt frem! Det her ER noget andet, men igen vil jeg sige at man egentlig skal se på hvor langt man er kommet: at man lader en neokonservativ få ætertid på landsdækkende tv til at give sin uforbeholdne mening om Kina.

Men talen blev jo transmitteret uden at der i forvejen var blevet gjort opmærksom på det---

CSØ: Jeg tror, der er mange der vil se det alligevel - der er stor interesse. Og det vil selvfølgelig også kunne ligge på internettet - der er 70 mio. internetbrugere i Kina. Så der skal nok alligevel være mange, der kommer i kontakt med det – og det skal nok få betydning.

Men Cheney står lidt som the bad cop - den, der kommer og skælder ud, og det er ikke så produktivt igen. Den har været prøvet før med Kina, men den virker altså ikke - i hvert fald ikke ret godt. De vil hellere snakke konstruktivt og lave deals. En af de deals, som ligger til højrebenet er at lave en aftale om, at hvis Kina vrider kraftig arm på Nordkoreas Kim, så vil amerikanerne til gengæld lægge lidt mere mundkurv på Taiwans Chen! Den deal kunne Cheney formodentlig nok ikke lave---

Det ville have været mit næste spørgsmål, for dér har amerikanerne et ønske: at få Nordkorea hegnet ind - mens Kina ønsker at få dæmpet Taiwan.

CSØ: Jo. Der skulle være en helt oplagt mulighed for en deal dér - men der er der det her med den delte amerikanske udenrigspolitik. For der er jo ingen tvivl om, at for kineserne er Kim jo også et enormt problem: en implosion af Nordkorea vil være katastrofal, med alle de flygtningestrømme, der ville opstå - og kineserne håber jo hele tiden at han vil lade sig friste af de kinesiske resultater - at Nordkorea kan reformeres, og at man så kan få en gradvis re-integration af Nord og Syd, over tid. Hvor man så kan bevare sit enormt gode forhold til Sydkorea - det er jo i virkeligheden langt vigtigere for Kina og har været det de sidste 8-9 år: økonomisk og politisk. Og Sydkorea og Kina samarbejder i øvrigt pænt omkring at få løst Nordkorea-problemet: de samarbejder på en måde om at få modereret de amerikanske holdninger - men det er jo nok svært. For netop Rumsfeld og Cheney kan jo bruge Nordkorea som et argument for at Missilskjoldet er meget vigtigt - det egentlige argument er selvfølgelig Kina, men det er sværere at sige. Ved at have sådan en rogue state dér som Nordkorea kan man sige: Af hensyn til deres raketter er vi nødt til at bruge alle de her penge på hvad der i virkeligheden er amerikansk industripolitik. Derfor har Nordkorea en rolle, og derfor er er det måske ikke lige netop denne her regering, der er bedst til at løse det.

   Artiklens forside

                                                                     NÆSTE SIDE

TILBAGE