ark og ulands

 

 

 

 

 

5. Succesens usynlige bevis

I det du siger er der også en vis forbindelse til Irakkrigen og debatten om masseødelæggelsesvåben: Bush-kritikerne siger om Terrorkrigen: ’Hvis vi ser rationelt på verdens problemer, både menneske- og naturskabte, så er terrorisme en lille ting som vi ikke behøver prioritere så højt’. Overfor det står så argumentet - jf. hvad du sagde før - om, at når vi blot en enkelt gang kan godtgøre, at fx atomart materiale ER endt på det sorte marked, så behøver vi i virkeligheden ikke sidde med detaljerne og fastslå, hvor mange Al-Qaida-agenter, der har været i Bagdad på hvilke datoer, fordi så er risikoen faktuel, og så kan man foretage det konceptuelle spring som Bush bliver kritiseret for: at så er der en Axis of Evil; en usikker verden, og så har vi et rationale for en War on Terror.

ADN: Jeg vil gerne tale om en usikker verden, men ikke om en Axis of Evil, fordi det forudsætter, at der er agenter og intentioner bag. Vi ved idag, at forbindelserne mellem Irak og terrororganisationer i bedste fald var forholdsvis tvivlsomme. Det samme er muligvis tilfældet når man taler om Nordkorea.

Men det er et "minimums-argument" ikke desto mindre - vi skal blot bevise at risikoen er tilstede.

ADN: Risikoen er der – men det er jo et dilemmafyldt område. Fordi risikoen er der og de potentielle konsekvenser er katastrofale, men problemet er, at hvis vi skal imødegå dem, så vil det koste os rigtig, rigtig, rigtig mange penge – det vil koste utroligt mange ressourcer og vi vil også støde ind i andre former for dilemmaer, nemlig mellem de civile borgerrettigheder, beskyttelse af privatlivets fred og: sikkerhed. Så vi har en risiko, som det er meget vanskeligt at forholde sig til. En risiko, som jeg mener er reel. Problemet er, at imødegåelsen støder ind i det forhold, at det vil være meget, meget omkostningsfyldt og at der er nogle dilemmaer involveret. Det er der, kernen i problemet ligger: Hvordan håndterer vi denne risiko?

Der er paralleller til miljødebatten, ikke? Der har vi også problemet med, hvordan vi skal kvantificere, måle truslerne; hvordan vi skal få naturvidenskabsfolkene til at tale med politologerne; hvordan kan man håndtere de problemer i et politisk system, der typisk fungerer bedre når der er klare interessegrupper til at presse - indenfor arbejdsmarkedspolitik fx.

ADN: Ja, og det her er måske endnu vanskeligere fordi Homeland Security dækker utroligt bredt – alt lige fra transportvirksomhed over epidemologi til logistik og beskyttelse af infrastruktur. At skabe noget overblik over området, at forsøge at finde ud af, hvor vi får mest sikkerhed for pengene, det er utroligt kompliceret. Og så er der et meget væsentligt problem til: at vi har ikke nogen gode instrumenter til at måle om vores tiltag virker. Hvordan kan vi vide, om det vi gør, virker? Hvis man taler med folk fra Department of Homeland Security eller White House Office of Homeland Security, så indrømmer de, at de ikke er klar over, hvordan de skal måle om det virker. Det er måske også det, som har gjort at debatten i USA omkring specielt borgerlige frihedsrettigheder og sikkerhed er kommet så kraftigt op - fordi modstanderne hævder at 'det her er ikke noget, der gør os mere sikre'. Fortalerne kan pege på nogle tilfælde, hvor de nye efterforskningsmæssige rettigheder og teknikker faktisk har ledt til, at man har fået tilbageholdt og dømt folk. Men alt i alt er det meget svært at måle effektiviteten af instrumenterne. Man kan sige, at det ultimative mål på succes er en non-event - et ikke-terroranslag. Så kan der være delmål også. Men man har ikke gjort specielt meget ud af at opstille succeskriterier – hvilket egentlig er overraskende eftersom man trods alt bruger 35 milliarder $ om året på Department of Homeland Security alene – og alt i alt tæt på 55 milliarder $ hvis man tæller stater og kommuner med.

Igen parallellen til miljøpolitikken: når den virker ser vi den ikke.

ADN: Lige netop.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
Space Imaging