|
|
Ifølge en nylig artikel i Newsweek, der ligefrem bærer titlen "Det er olien, din tåbe!", vil en amerikansk krig mod Irak først og fremmest skulle ses som første fase i en langvarig global kamp om verdens olieressourcer. En kamp, som angiveligt vil komme til at foregå mellem verdens store olieproducenter og –olieforbrugere såvel som internt blandt de sidstnævnte. Traditionelt har USA i sammenligning med en række af verdens øvrige store industrimagter været i stand til selv at dække en relativ stor andel af sit energibehov. Ifølge det amerikanske energiministerium blev hele 73% af det amerikanske energiforbrug i 2000 dækket af hjemlige energikilder og omkring 50% af den forbrugte olie var blevet pumpet op af den amerikanske undergrund. Det amerikanske energiforbrug stiger imidlertid hurtigere end produktionen, selv hvis man begyndte at udvinde olie i Alaskas naturreservater, således som der har været talt om.
I den meget omtalte National Energy Policy Report, som Det Hvide Hus offentliggjorde i foråret 2001, forudses det således, at USA i fremtiden vil blive nødt til at lade en stadig større del af sit energiforbrug dække gennem import. I rapporten, som også går under navnet Cheney-rapporten efter dens hovedforfatter – den amerikanske vice-præsident - skønnes det således, at det i 2020 vil være nødvendigt at importere to ud af tre tønder olie, hvis man vedvarende skal kunne forsyne de utallige amerikanske biler med brændstof og opretholde en fortsat vækst. Rapporten anbefaler derfor, at den amerikanske præsident lader forsyningssikkerhed indgå som et primært strategisk komponent i den amerikanske udenrigspolitik.
Det er imidlertid ikke kun USA, der både kan se frem til et stigende energiforbrug og en voksende afhængighed af importeret olie fra andre dele af verden. Ifølge september-udgaven af World Oil Outlook, som det Internationale Energi Agentur (IEA) udgiver, vil den globale efterspørgsel efter olie i de næste 30 år stige med næsten 70%, og selv om der fortsat findes nye olieressourcer, sker dette ingenlunde i samme takt, som kendte oliefelter tømmes. For hver tre udvundne tønder olie opdages der i dag kun to nye, og ifølge olieanalytikeren Charles Maxwell vil den globale olieefterspørgsel i løbet af det kommende årti overstige olieproduktionen i de lande, der ikke er medlem af OPEC. Og blandt OPEC-landene regner Det Internationale Energi Agentur med, at det primært vil være i den mellemøstlige undergrund, hvor små 70% af verdens kendte oliereserver som sagt befinder sig, at man skal søge efter olieressourcer til at dække de kommende års stigende efterspørgsel.
Det er i dette perspektiv, at man skal forstå, hvorfor Mellemøsten i den omtalte National Energy Policy Report udnævnes som værende af vital strategisk betydning for den amerikanske energipolitik. Ifølge Bush-regeringens kritikere er det ligeledes i dette lys, at man skal forstå, hvorfor USA blandt de 12 stater, der har et kernevåbenprogram, 13 stater med et biologisk våbenprogram, 16 stater med et kemisk våbenprogram og 28 stater, der besidder eller er ved at udvikle ballistiske missiler, som ifølge det amerikanske forsvarsministerium vil kunne komme til at udgøre en trussel mod USA, netop har valgt at begive sig ind på en åben konfrontationskurs med det land, der besidder verdens næststørste kendte oliereserver og derfor vil kunne få enorm indflydelse på det fremtidige globale oliemarked.
Ifølge Michael T. Klare, der er professor ved Hampshire College i Massachusetts i USA, skulle det ikke primært være Saddam Husseins angivelige masseødelæggelsesvåbenprogram eller eventuelle forbindelser til al-Qaida endsige de mange menneskerettighedskrænkelser, der holder George W. Bush søvnløs. Det er derimod frygten for, at det vil være andre af de stadigt mere oliehungrende industrimagter, som vil komme til at nyde godt af den irakiske olie.
Til USA’s store bekymring har der således været forlydender om, at Irak gennem den senere tid har haft travlt med at indgå koncessionsaftaler med europæiske, russiske og kinesiske oliefirmaer om fremtidig olieudvinding i de mest lovende irakiske oliefelter. Ifølge det Internationale Energi Agentur skulle Saddam Hussein således allerede have uddelt koncessionsrettigheder i oliefelter, der skønnes at rumme 44 milliarder tønder olie – svarende til de kendte oliereserver i USA, Canada og Norge til sammen – og som med dagens oliepriser vil have en værdi af 1,1 billion USD. Nogle af disse ikke-amerikansk kontrollerede oliefirmaer vil ganske givet også være villige til at lade USA købe den irakiske olie, som allerede i dag udgør 9% af den olie, som amerikanerne importerer. Med udsigten til voksende konkurrence om stadigt mere knappe olieressourcer kan USA imidlertid ingenlunde være sikker på, at der vil blive taget særlige hensyn til, at amerikanerne kan få opfyldt deres stigende behov for importeret olie.
Denne – fra et amerikansk perspektiv – bekymrende udvikling vil man imidlertid kunne vende, hvis det nuværende regime i Irak afløses af et mere pro-amerikansk styre, som vil være parat til at annullere de aftaler, som måtte være indgået under Saddam Husseins regime. Den kreds af Bush-kritikere, der først og fremmest ser den amerikanske Irak-politik som styret af olieinteresser, mener således, at den tilspidsede Irak-krise og Bush-regeringens mange udmeldinger om behovet for hurtigst muligt at gennemtvinge et ’regimeskifte’ i Irak primært skal ses i dette lys.
