|
|
Det er ganske vist ikke fra Det Hvide Hus, man har hørt megen tale om olie. I de mange forklaringer på, hvorfor det skulle være nødvendigt for USA at gennemtvinge et regimeskifte i Irak, har de 112 milliarder tønder olie, som Iraks kendte oliereserver udgør, nærmest ikke været nævnt. I stedet har der været talt meget om, hvordan Irak indgår som del af en ’ondskabens akse’, bryder diverse FN-resolutioner om våbenkontrol og snart vil være i stand til at producere nukleare, biologiske og kemiske masseødelæggelsesvåben, som både kan anvendes mod Iraks naboer og sælges til internationale terrorister, herunder al-Qaida, som det hævdes, at det irakiske regime har forbindelser til. For nyligt lod Det Hvide Hus’ talsmand, Ari Fleischer, meget sigende pressen forstå, at "USA’s eneste interesse i regionen er at fremme fred og stabilitet, ikke at skaffe sig adgang til olieressourcer."
Mens olie nærmest har været dét fraværende tema i Det Hvide Hus’ officielle udmeldinger, har der uden for Washington til gengæld været stærke røster fremme om, at den faktiske baggrund for Bush-regeringens store beredvillighed til at gå i krig, hverken skyldes det irakiske regimes ’ondskab’, udvikling af masseødelæggelsesvåben eller eventuelle forbindelser til al-Qaida. Årsagen skal heller ikke søges i et dybtfølt ønske fra Bush Jr. om at "færdiggøre" sin fars arbejde, således som det også har været foreslået. Det bagvedliggende motiv skulle derimod være udsigten til at kunne opnå kontrol med Iraks oliekilder.
Fortalere for dette synspunkt har ikke blot peget på, hvordan en af de traditionelle hjørnesten i den amerikanske Mellemøst-politik har været at sikre en fortsat strøm af billig olie. Siden den daværende præsident Jimmy Carter i 1980 formulerede den såkaldte Carter-doktrin, har det været officiel amerikansk politik, at ethvert fremmed forsøg på at standse strømmen af olie fra den Persiske Golf vil blive opfattet som et angreb på USA’s vitale interesser og derfor imødegået med alle nødvendige midler, herunder militære.
Det har heller ikke udelukkende været de meget nære bånd mellem Bush-regeringen og dele af den amerikanske oliesektor, der har været peget på. Udover at den amerikanske olieindustri angiveligt skulle have været blandt de store bidragydere til George W. Bushs valgkampagne, har præsidenten tidligere selv ejet det mindre olieselskab Spectrum 7, vicepræsident Dick Cheney har været chef for det texanske oliefirma Halliburton, og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice har været rådgiver for Chevron, som i 1993 tilmed opkaldte en olietanker efter hende.
