ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Europa - forenet i nationalchauvinisme

Lidt polemisk kan man hævde, at dagsordenen ikke er, hvad EU-lande i fællesskab kan bidrage med for at øge global sikkerhed, fred og velstand. Derimod er EU et redskab for medlemslandene til at gøre verden bedre indenfor Schengen- og toldmurene. Ambitionen er mere integration, frem for at lade fred og sikkerhed (EU's raison d'etre) slippe ud til den omgivende verden. Solidaritet og europæisk samling angår primært etniske europæere.

Hertil kommer at også retssikkerheden har trange kår i EU: EF-domstolen har traditionelt ladet hensynet til fri konkurrence og øget EU-integration have forrang frem for retssikkerhed. Efter 11.9. 2001 stod den på anti-terrorlovgivning, kontrol, overvågning og indskrænkning af grundlæggende rettigheder. Lovgivning, der kompromitterer retsstatens elementære principper.

I bund og grund opløfter EU nationalchauvinisme til euro-ditto, der nu - med en styrket udenrigs- og forsvarspolitisk profil - skal fastholde den hegemoniske orden, som den vestlige del af verden politisk, økonomisk og kulturelt søger at bevare. Og deri adskiller essensen af den danske regerings ideologi sig ikke fra hverken de øvrige EU-landes eller fra Unionens egen.

Opgøret med retsforbeholdet er derfor ikke så interessant for sit ideologi-politiske indhold som for sit EU-politiske: Danmark skal pinedød være med i projektet om at skabe en EU-forbundsstat. Argumentet lyder at vi skal vise ansvar overfor det danske samfund, det danske fællesskab og EU’s ditto. Men kan det kun gøres på én måde: Den fremmedfjendske?

Når man forholder sig kritisk til EU-konstruktionens centralisme, topstyring, lukkethed, manglende demokrati og befolkningsangste ideologi – så hagler det ned med beskyldninger om, at man er ”angst for omverdenen”, ”har nok i sig selv”, ”dyrker danskheden”.  Som praktiserende – og ikke kun snakkende - internationalist – undres man såre: Hvem er det, når alt kommer til alt, der er mest modvillig eller bange for ”det fremmede” og ”ikke-europæiske”, for ”ødelæggelsen af kulturarv og identitet” – og ikke mindst: hvem er det, der ikke tør det transnationale demokrati?

En folkeafstemning om ophævelse eller revision af det retlige forbehold handler ikke om, hvilken udlændingepolitik man kunne ønske sig. Den handler om, hvor kompetencen til at vedtage den politik ligger. Om man kan lide Fogh-regeringens udlændingepolitik eller ej er underordnet. Forfatningen tjener alene til at fuldende projekt ”EU-andedam”, som mest af alt synes forenet i modvilje mod påvirkning fra verden udenfor.

Skal et fællesskabs kvalitet ikke måles på, hvordan det behandler sine mindretal og sine afvigere, frem for på, om man fik lov til at udgive et skoleblad i 7.klasse? I så fald venter der hårdt benarbejde før vi kan opnå en mere sober, anstændig og demokratisk forsvarlig politik overfor vores nye medborgere og med-verdensborgere i nød. Til det formål er det nuværende EU ikke det rette redskab.

DOWNLOAD DENNE ARTIKEL SOM WORD-DOKUMENT

UDGIVET 10.10.03 kl.12.41 CET

   RÆSONS FORSIDE

TILBAGE

 

ARTIKLENS FORSIDE