Vi har altså set, at truslen om masseødelæggelsesvåben i hænderne på Irak og andre såkaldte slyngelstater er stærkt overdrevet. Ikke så meget fordi Irak, Iran og Nordkorea måske ikke har WMDs, men i højere grad fordi de WMDs, de to første måske råder over, ikke er atomvåben, men “kun” kemiske og/eller biologiske våben – og fordi påstanden om, at de ikke skulle kunne afskrækkes, f.eks. af  USAs langt mere talrige, ødelæggende og avancerede WMDs (især atomvåben), viser sig fuldstændig ubegrundet og grundlæggende utroværdig.

Svaret på det spørgsmål, der uundgåeligt trænger sig på, om hvad man så skulle gøre ved problemet, er derfor såre simpelt, omend måske forbavsende: Ingenting! Snarere end at føre krig mod Irak (og måske senere mod Nordkorea og/eller Iran) for at gennemtvinge en “afvæbning” og destruktion af  de masseødelæggelsesvåben, de måske eller måske ikke er i besiddelse af, ville det være langt mere fornuftigt gøre som med Indien og Pakistan, dvs. undlade dramatiske skridt, men i stedet forsigtigt lære dem den gensidige afskrækkelses grundprincipper. Skulle USA og dets allierede endelig ønske at befri Mellemøsten (og herunder både Irak og Iran) for masseødelæggelsesvåben, kunne Washington med fordel tage initiativ til at forhandle en aftale på plads om at gøre regionen til en “zone fri for masseødelæggelsesvåben”, således som verdenssamfundet faktisk forpligtede sig til i den selvsamme resolution fra FNs Sikkerhedsråd (nr. 687), der pålagde Irak at lade sig afvæbne under international kontrol.

Spørgsmål eller kommentarer?

Skriv til Bjørn Møller på RÆSON

INDEX

TILBAGE

TIL FORSIDEN

                            

Foto: COPRI