|
|
|
10. Nordkoreas "window of opportunity"
|
Den amerikanske retorik om “ondskabens akse” og forkøbsangreb mod landene i denne[i] kan imidlertid have aktualiseret behovet for en afskrækkelse og fået Kim Jong-Il tíl at føle et akut behov for atomvåben. Man behøvede ikke engang at være så paranoid, som den nordkoreanske hersker utvivlsomt er, for at forestille sig, at USA efter en sejrrig krig mod Irak ville fortsætte til Nordkorea. Hvis behovet for atomvåben alså var meget forståeligt (og ikke spor irrationelt), så var timingen det også. Irak-krisen udgjorde simpelthen et “window of opportunity”, [ii] som det var aldeles rationelt at udnytte, idet Pyongyang formentlig (og sandsynligvis med rette) gik ud fra, at USA ikke ville have kapacitet til at håndtere to kriser på én gang, endsige til at føre to samtidige krige – trods skiftende amerikanske administrationers brovtende påståen af det modsatte. [iii]
Hvis det skulle lykkes (eller måske allerede er lykkedes) Nordkorea at producere atomvåben er der imidlertid ingen som helst grund til at frygte, at de vil omgås letsindigt med dem – og slet ikke i betragtning af, at USA har udstedt meget explicitte sikkerhedsgarantier til begge de to lande, som Nordkorea står på (mere eller mindre) fjendtlig fod med, nemlig Sydkorea og Japan. Et angreb på disse lande ville næsten automatisk blive gengældt med amerikanske atomangreb mod Nordkorea og derfor være åbenlyst selvmorderisk. Intet som helst tyder imidlertid på, at det kommunistiske styre har hang til selvudslettelse. Tværtimod består det – nøjagtig ligesom Saddam Husseins regime – af “overlevere“.
[i] Formuleringen i The National Security Strategy of the United States of America (Washington, DC: White House, september 2002) var “The United States has long maintained the option of preemptive actions to counter a sufficient threat to our national security. The greater the threat, the greater is the risk of inaction— and the more compelling the case for taking anticipatory action to defend ourselves, even if uncertainty remains as to the time and place of the enemy’s attack. To forestall or prevent such hostile acts by our adversaries, the United States will, if necessary, act preemptively.” (s. 15).
[ii] Lebow, Richard Ned: ‘Windows of Opportunity. Do States Jump Through Them?’, International Security, vol. 9, nr. 1 (sommer 1981), s. 147‑186.
[iii] “A National Security Strategy of Engagement and Enlargement” (Washington, DC: The White House, February 1996), i Michael E. Brown, Owen R. Coté, Jr,, Sean M. Lynn-Jones & Steven E. Miller (red.): America’s Strategic Choices. An International Security Reader (Cambridge, MA: MIT Press, 1997), s. 283-332.
Foto: COPRI
