|
|
||
|
|
FØRSTE KVARTAL 2004 |
|
|
3:3 Artiklen kan herdownloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning: |
||
|
|
3. ”New Hampshire-misundelsen”
Republikaneren Harold E. Stassen (i 1948) og demokraten Estes Kefauver (i 1952 og 1956) indså hver især, at deres drømme om at blive præsident aldrig ville blive til virkelighed, hvis de skulle benytte sig af det traditionelle system. Ingen af dem havde den opbakning hos de vigtige partibosser, der var nødvendig for at få stemmer nok på de respektive partiers nominationskonvent. Ved at benytte sig af de primærvalg, hvor vælgerne direkte blev adspurgt, ville de demonstrere over for partibosserne, at deres kandidatur var vælgernes ønske.
Den smukke og meget demokratiske idé med primærvalgene har altid været at gøre præsidentvalget så demokratisk som muligt. Endvidere giver den lange primærvalgkamp vælgerne en mulighed for at sætte sig grundigt ind i kandidaternes karakter og politiske program.
Men i et helt nyt værk af William G. Mayer og Andrew E. Busch – ”The Front-loading Problem in Presidential Nominations” (december 2003) – bringer forfatterne den advarsel at primærvalgsystemet er ved at falde fra hinanden fordi flere og flere af primærvalgene rykkes frem i kalenderen:
Efter partimødet i Iowa og primærvalget i New Hampshire gælder det Arizona, Delaware, Missouri, New Mexico, North Dakota, Oklahoma og South Carolina, der alle har valg eller møder den 3. februar. Ifølge Mayer vil man med stor sandsynlighed have en vinder på dette tidlige tidspunkt, men skulle det ikke være tilfældet, vil man med sikkerhed have fundet den endelige kandidat efter ”Super Tuesday” den 2. marts, hvor endnu 10 stater beslutter sig.
”Efter uge 6 vil 58% af primærvalgsstemmerne være afgjort og lige efter hele 72%”, udtaler Mayer og understreger, at hvor man tidligere havde en langstrakt primærvalgkampagne der strakte sig frem til maj eller juni, afgør man nu nominationen med det samme. Prisen herfor er høj. ”Først og fremmest sammenpresser man den tid vælgerne har til at lære kandidaterne at kende”, konkluderer Mayer. ”I 1976 havde man en langsommere begyndelse, der gav de fleste vælgere flere måneder til at lære kandidaterne at kende og se dem håndtere bevågenheden fra medierne”. Denne sunde politiske proces har man sat over styr med de mange tidlige valg.
”Når det hele er hurtigt afgjort har vælgerne ingen reel viden om den vindende kandidat”, fortsætter Mayer. Dermed tabes den smukke demokratiske ånd ved primærvalgene. Endvidere betyder de mange tidlige valg, at processen vil favorisere kandidater der er landskendte og har mange penge. Tidligere kunne de tage et valg af gangen og få økonomisk støtte til at kæmpe videre i det næste primærvalg – nu handler det hele om organisation, økonomi og synlighed. I 2000 var ofrene for dette system demokraten Bill Bradley og republikaneren John McCain – de måtte trække sig medens 25 stater endnu manglede at gennemføre primærvalg, med det forudsigelige resultat, at vælgerdeltagelsen faldt.
Adspurgt om hvorledes det er gået så galt peger Mayer på det han kalder for ”New Hampshire-misundelse”. Den medieopmærksomhed som lille New Hampshire gennem årene har fået er der flere og flere stater der ønsker at få del i ved at rykke deres primærvalg frem i kalenderen. Hvis dette problem ikke bliver løst fra centralt side forudser Mayer at det amerikanske demokrati bliver svagere og svagere. På tirsdag er det således både kandidaterne, demokratiet – og New Hamsphire - der har noget at bevise.
Det er svært at være uenig med Mayer. Primærvalgene er noget af det smukkeste ved det amerikanske valgsystem – et demokratisk overflødighedshorn. De to gamle partier – republikanerne og demokraterne - burde sætte sig ned i fællesskab og genskabe en valgkalender der igen skaber de bedst egnede kandidater til verdens mest ansvarsfulde job - det amerikanske præsidentembede.
UDGIVET 23.01.04 kl. 10.15 CET
Tidligere artikler af Mads Fuglede:
19. jan | Arrogante amerikanere og europæiske EUnukker (sammen med Niels Bjerre-Poulsen)
