ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eurolighed: Bordplanen vakler, budgetbraget venter og måske skal der være plads til 30 BMWer i kommissionens garage.

 

Fra undtagelse til regel?

Siden vi snakkede sammen sidst har vi haft Irakkrigen, der har efterladt Europa i en ny situation; vi har haft et Euro-Nej i Sverige, og vi har en begyndende debat i Danmark omkring Forfatningen og Danmarks stilling i den henseende. [Interviewet med Lykke Friis om EU's udvidelse og Danmarks formandskab er selvfølgelig stadig på websitet: "Ænderne, ammekøerne og den trojanske hest", 13. marts 2003, red.]

Der har jo været en del analyser fremme, der har gået på at Statsministeren og de borgerlige partier nu har lagt en anden Europapolitisk linie end den man så i 80erne under Schlüter-Ellemann, og som i særlig grad Venstre tidligere har stået for. Er der rigtigt? Mener du at der er sket den forandring af de borgerlige partiers indstilling?

LYKKE FRIIS (LF): Man må i hvert fald sige, at når man ser på det helt overordnede så er der jo sket det at, for første gang siden 1992, er regeringen gået ud og sagt, at det med at have et forbehold på et område, synes man faktisk er en god idé. Så er det ganske vist, kan man så sige, et ikke så stort forbehold - og det vil være et mindre forbehold, end det man har idag: i forslaget ligger at man kløver eller botaniserer, eller hvilket udtryk man nu vil bruge, i det retlige forbehold.

    Det retlige forbehold gælder udlændingepolitikken, civilretligt samarbejde, strafferet og politisamarbejdet - og det man så siger er, at der går vi så ind og skærer det midtover, så det faktisk kun kommer til at gælde udlændingepolitikken, hvor Danmark så kan være med på de andre områder. Så man kan sige, man kommer jo - ihvertfald officielt - et skridt nærmere målsætningen om at Danmark skal være med fuldt og helt.

    Men: det forhold at man går ind på selve tankegangen om at man altså godt kan have forbehold - det er nyt. Og det tror jeg ikke at man skal undervurdere, for det er også noget som kan give dønninger i debatten, hvor man kan sige: Hvis man kan have forbehold på ét område, hvorfor skulle man så ikke kunne have forbehold på et andet område? Jeg tror ikke man skal sige det er et fundamentalt skifte, og vi ser en helt anderledes Europapolitik - så vidt vil jeg ikke gå. Men jeg vil sige at det er nyt at man går ind på forbeholdstankegangen - det har man ikke set ja-partierne gøre tidligere.

Der er vel to ting at sige om det. Dels det konkrete værdipolitiske - i at man lige vælger dét område. Men så også det, du siger: at man overhovedet betragter forbeholdene som noget permanent, eller noget der kunne have en blivende karakter?

LF: Ja, og at man også betragter det som værende et gode. Det har jo været fuldstændigt fundamentalt imod i hvert fald hvad Venstre har ment tidligere - dér ønskede man forbeholdene hen hvor peberet gror.

     Forandringen er nu ikke pludselig - den skete allerede før valget, faktisk, hvor Venstre var ude at sige man opfattede lidt det retlige forbehold som en nødbremse - som noget, man bruge. Så skiftet, kan man sige, kommer egentlig allerede før valget. Hvor man jo - også af gode grunde (når man har den udlændingepolitik som man har, kunne man godt se at på et eller andet tidspunkt så ville ambitionen om at få det retlige forbehold ophævet støde fundamentalt sammen med udlændingepolitikken) har lavet en helt realpolitsk kalkule:

    Gående på, at hvis man skal af med det retlige forbehold, jamen, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre hvis det indebærer at man skal fortælle vælgerne at Danmark så skal føre en anderledes udlændingepolitik. Det er jo det, der er den strategiske kalkule bag det - og argumentet for at sige at man så må man kløve forbeholdet midtover. Det får altså bare den konsekvens at man for første gang så også fra regeringens side er med til at legitimere selve forbeholdstankegangen. Og det kan jo være vanskeligt, ihvertfald i en debat, så at forklare: Hvorfor er det lige, når vi har noget, der så åbenlyst er grænseoverskridende, at vi dér ikke skal have nogen fælles løsninger, men vi skal det på alle mulige andre grænseoverskridende problemer - såsom miljø, beskæftigelse, hvad det nu kan være?

    Så der kan man at sige at selvom det måske ikke ser ud som om det er det helt store skifte, så er det ihvertfald noget, man lige skal holde øje med - og også noget, som vil give dønninger i den kommende debat.

Vores regering kan jo have to motiver til det. Man har jo tidligere fremsat argumentet om, at EU-fronterne i Danmark var ved at blive 'normaliserede' - at vi begyndte at ligne de andre europæiske lande, hvor det typisk er de borgerlige vælgere, der er skeptiske overfor integrationen. At man kunne se det samme mønster i Danmark - i særlig grad jf. Dansk Folkeparti, men også ift. V og K's vælgere: man har sagt om Anders Fogh at han ikke er helt så blå- og gulstribet som Uffe Ellemann. Så enten er der er internt motiv hos de borgerlige partier - at 'nu er EU gået lige langt nok' - eller også er det en RENT strategisk kalkule ift. vælgerne: at Fogh har sagt, 'De sagde nej i 2000 - det kan vi ikke risikere igen. Vi ved hvilken ligtorn udlændingepolitikken er - nu giver vi køb på den, til gengæld for så at få resten af pakken hjem.'

LF: Men det kan jo også være begge dele. Det kan jo også være en klar strategisk kalkule om at det her er vigtigt - man bliver nødt til at gøre det her, hvis man skal vinde en folkeafstemning. Men ved også at vise at man ikke æder det hele råt, så at sige - at man ikke accepterer alt, hvad der foregår i EU - kan Anders Fogh jo også vise vælgerne, at han altså ikke er lige så langt fremme i Europa-skoene som hans forgænger var. Så man kan sagtens kombinere de to forklaringer. Men summa summarum må man ihvertfald sige at det er noget nyt, at man pludselig altså har en regering, der går ind for forbehold - godt nok indenfor et område, der ikke er så stort. Det har vi ikke set tidligere.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri