"Samfundet der blev koldere"                                                                              

 

ANDET KVARTAL 2003: 1.april

5:10

<  >

 

 

ark og ulands

 

 

 

Leitmotiv: multipolaritet

Det positive modbegreb til 'vassalisering' er multipolaritet, som har været og stadig er det franske svar på modstanden mod amerikansk 'vassalisering'.  Begrebet går som et leitmotiv gennem alle Chiracs storpolitiske taler. Det gør det, fordi det signalerer kontinuitet fra de Gaulle og op til Chirac’. De Gaulle  brugte ofte begrebet, når han skulle beskrive sin vision om et globalt system befriet for supermagternes dominans (jf. Boniface, 1998). Begrebet multipolaritet legemliggør de Gaulles og Mitterrands vision om  'et europæisk Europa' (une Europe européenne), som skal træde op som ligeværdig magt mod andre regionale enheder som USA og Asien.

Ligeværdighed med USA og et 'europæisk Europa' har været og er stadig de vigtigste elementer i fransk udenrigspolitik. Hertil slutter sig fire former for opførsel, der er afledte af de to grundelementer: 1) Frankrig sætter spørgsmålstegn ved amerikansk politik over for visse regioner eller lande som Vietnam og over for Israel under de Gaulle og nu over for Irak samt amerikansk Mellemøstenpolitik; 2) Frankrig kritiserer specifikke amerikanske politikker især inden for forsvar, som missilskjoldet eller George W. Bush's nye doktrin om forebyggende angreb; 3) Frankrig søger at balancere USA i alliance med Sovjet/Rusland; 4) til trods for disse forsøg på at balancere USA og skabe et europæisk Europa, så er Frankrig en troværdig amerikansk allieret, når det virkeligt gælder.

Sådan var det under Berlin- og Cubakrisen, den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet, Euromissil-debatten i begyndelsen af 1980erne og Golfkrigen i 1991. De tre første elementer indgik i de franske politikker I tiden op til Irak-krigen. Men i hvor vid udstrækning indgik det fjerde element? I interviewet med New York Times den 9. september 2002 bekræftede Chirac det fjerde punkts vigtighed: "I alle vanskelige øjeblikke har USA og Frankrig altid stået sammen. Det er realiteterne" (9.9.2002). Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan 'et vanskeligt øjeblik' defineres. Det blev klart under opløbet til Irak-krigen, at de to lande så sandelig ikke definerede ’et vanskeligt øjeblik’ på samme måde. Det gjorde det ikke, fordi USA tolker verden  som unikpolær, hvorimod den franske vision er en multipolær verden, hvor der er plads til stærke regionale enheder, der kan udfordre amerikanske enegang.

                                                                                                NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

Foto: COPRI