|
|
Chirac: "Frankrig er ikke USA's vassal"
Den franske interventionistiske universalisme minder i bemærkelsesværdig grad om den amerikanske. Begge stater har den opfattelse, at der ikke er nogen forskel mellem forfølgelse af egne interesser og målet for, hvad der er godt for alle. De komplementerer derfor ikke hinanden. I stedet konkurrerer de hårdt på den internationale scene, fordi de har identiske visioner om deres udenrigspolitiske rolle. Den franske konkurrence med USA er ofte blevet karakteriseret som anti-amerikanisme. De facto har der også siden slutningen af 1800-tallet eksisteret en stærk modstand mod den amerikanske liberale model, fordi den opfattes som en konkurrent til den statsdirigerede lighedsmodel, som Frankrig hylder.
Kun få forskere som den liberale R. Aron har været influeret af den amerikanske liberale ide. Men siden 1980erne har der især blandt franske intellektuelle - men selvfølgelig også blandt liberale politikere - været fascination af og opbakning til den amerikanske model. Der eksisterer en 'atlantisk' politisk fløj især blandt de liberale; og stadig mere blandt de unge gaullister. Men dermed være ikke sagt, at der er ukritisk opbakning til den amerikanske supermagt eller 'hypermagt', som den forhenværende socialistiske udenrigsminister H. Védrine udnævnte USA til at være. Et er at støtte en liberal samfundsmodel. Noget andet er at støtte amerikansk udenrigspolitik, som ikke giver Frankrig mulighed for at spille en rolle på verdensscenen.
Efter bipolaritetens sammenbrud, som betød, at USA blev den eneste supermagt, kunne Frankrig ikke længere fremstille sig som den magt, der udgjorde et alternativ til USA. Frankrig havde simpelthen ikke magt til at føre en aktivistisk missionerende udenrigspolitik i konkurrence med USA. Det betød selvfølgelig ikke, at Frankrig pludselig opgav sin udenrigspolitiske identitet. Men det betød, at det var vanskeligere for Frankrig at materialisere sin vision om sig selv i en konkret udenrigspolitik. En vigtig grund til, at der har været så stor opbakning til Chiracs Irak-politik er derfor, at det er lykkedes Chirac at få nationen til at føle glæde over sig selv og sin rolle i verden. Chirac fremstiller Frankrig som 'den store nation', der står op mod USA i kampen om definitionen af den fremtidige Mellemøst-orden. Når Chirac erklærer, at Frankrig ikke vil være USAs vassal - at det ikke vil underordnes en supermagt - ja, så får han bred opbakning, fordi en sådan udtalelse bringer Frankrig på lige fod med USA.
Ifølge Chirac er det ikke blot Frankrig, der hæves op på niveau med USA. Det er også Europa, fordi fransk og europæisk udenrigspolitisk identitet fremstilles som ét og det samme. En sådan forestilling om forholdet mellem USA-Frankrig-Europa har været dominerende hos den politiske elite siden Anden Verdenskrig. Ligeværdighed med USA samt et EF i franske farver var de Gaulles storpolitiske kodeord. Det samme gjaldt for Mitterrand. De to præsidenter anvendte blot forskellige midler til at opnå målet. Chirac forfølger det samme mål. Det samme gør socialisterne. I februar 2003 udtalte således tidligere socialistiske statsminister, P. Mauroy (1981-1984), til avisen Libération: "Europa er ikke USAs vassal" (L'Europe n'est pas vassalisé, Libération, 16.2.2003).
Foto: COPRI
