EU-TOPMØDET d. 16.-17. juni udtrykte rådvildheden efter det franske ’non’ og hollandske ’nee’. Nejsidens forsikring om, at traktatens fald blot betyder, vi bare fortsætter med Nice, blev tydeligt gjort til skamme. EU-samarbejdet har behov for reformer. Det behov fortsætter selvfølgelig med at eksistere, hvis den traktat, som skulle udfylde behovet ikke træder i kraft. Det drejer sig ikke om manglende respekt for et nej. Traktaten træder jo for pokker ikke i kraft. Det drejer sig om, at reformbehovet fortsat eksisterer. Hvordan genopfinder man den dybe tallerken, når forfatningstraktaten er svaret på reformbehovet? Det er en absurd øvelse. Det overhængende spørgsmål er derfor: hvad nu, Europa? De sidste dage har givet tre svar:

         Kommissionens kommunikationskommissær Margot Wallström har lanceret en plan D. D har skiftende betydning. Demokrati. Dialog. Deltagerdemokrati. Wallström har endda talt om ’Digestion’ [fordøjelse, forståelse]. Det lyder alt sammen søgt og forkert, og det er da også den forkerte vej at gå. Det vender jeg tilbage til.

         Finlands tidligere statsminister Esko Aho mener, vi skal udnytte krisen. Aho var den finske statsminister i 1990’erne, som forvandlede Finland fra skovland til Nokia Nation. Fra træsprit og knive i inderlommen til højteknologisk forbillede med førstepladser på stribe. Esko Ahos siger, at et demokrati som regel skal ud i en krise, hvor behovet for reformer er tydeligt for enhver, for at samle den nødvendige vilje til reformer. Man skal altså stå med næsen ud over afgrundens rand for at sikre at alle er med. Det er utrolig kedeligt, at man som en narkoman skal ramme bunden, før man kan tage sig sammen, men sammenligningen er nærliggende.

         EU’s luxembourgske formand, Jean-Claude Juncker, har opstillet to visioner for Europa. Den ene står for det indre marked og frihandel, den anden står for politisk integration. De to lejre blev pinligt tydelige på EU-topmødet. Selv tilhører Juncker linjen for yderligere politisk integration og forsøgte derfor at gøre det klart, at denne linje er nødvendig for at bringe Unionen videre. Men er det nu også rigtigt?

 

New Europe: Viljen til vækst og arbejdspladser

Jeg mener, man kan tale om ’New Europe’ og ’Old Europe’. New Europe er landene, der har viljen til vækst og arbejdspladser. I EU drejer det sig om Storbritannien, Irland, Holland, Skandinavien og Østeuropa. Old Europe er med undtagelse af Holland de gamle kernelande i EU. De er med Frankrig i spidsen de lande, som forskræmt forsøger at stemme sig ud af virkeligheden. Arketyperne er franskmænd, der ikke kan forstå, man ikke bæredygtigt kan stemme sig til en 20-timers arbejdsuge.

         Når Jean-Claude Juncker siger, at forfatningstraktaten er det bedst mulige kompromis, har han meget ret. Hvis Frankrig vil have ’mere af deres vilje’, er det i direkte modstrid med New Europe, herunder netop Holland.  Derfor er det en dødfødt forestilling for hele EU.

 

Én ting helt, bedre end to ting halvt

New Europe med Storbritannien og Danmark i spidsen er altid blevet betragtet som bagstræberisk. Men det er, netop fordi det er Old Europe – EU’s gamle kernelande - der naturligt har sat målestokken. New Europe måler ud fra frihed og frihandel, Old Europe måler ud fra protektionisme og angst for fremtiden. EU rummer både Old og New Europe og er på mange måder historien om de gode intentioner. Men det er også kernen i problemet, nemlig at EU har mange gode intentioner på både alt for mange områder:

         Når man kigger på de enkelte delområder af EU, er det svært ikke at se de gode intentioner i det hele. Vi kan i samme åndedrag dog også tørt konstatere, at det også er svært ikke at se de udeblevne resultater. De to ting hænger uløseligt sammen. EU vil løfte det hele på én gang, og ender derfor med at sidde fast i rampen.

         Lissabonstrategien er den kanoniske opsummering på dette syndrom.[1] Store ord om hvordan Europa skulle blive verdens førende vidensøkonomi på ti år. Barosso-kommissionens har også erklæret det som sin absolutte førsteprioritet. I dag kan vi dog midtvejs konstatere, at vi er langt fra halvvejs. Hvorfor?

         Vi vil som sagt for meget på samme tid. Ikke nok med vi vil overgå amerikanerne som verdensførende og kinesernes vækstrater, næh, arbejdspladserne skal samtidig være bæredygtige og markedsøkonomien social. Hvad er der galt med bæredygtige arbejdspladser og social markedsøkonomi? I sig selv ingenting. Men når man taler om arbejdspladser og økonomi i både Danmark og Slovakiet på samme tid, har vi ikke med absolutte størrelser at gøre. Og mens vi diskuterer, snakker og skaber samtalerum, bliver vi europæere fattigere for hver evig eneste dag i forhold til amerikanerne og kineserne. På den måde er Lissabonstrategien som pianisten på Titanic: Sød musik på katastrofekurs.

 

Hva’ nu, Europa? Back to basics!

Jeg skrev tidligere, at Wallströms plan D er grundlæggende forkert. D står for ”dødsdømt” i mit hoved, fordi det er udtryk for, at Wallström vælger at køre videre i fuldstændig samme rille som hidtil.  EU forekommer ikke relevant for almindelige menneskers dagligdag. Det er ingen nyhed, det er vi alle med på. Løsningen har hidtil været at forsøge at hælde flere populære områder i bøtten, fx fødevarer og dyrevelfærd. Der er absolut intet galt i dyrevelfærd og fødevaresikkerhed - og det er også klart grænseoverskridende områder. Men problemet er EUs manglende beslutningsdygtighed. Plan D kører i fuldstændig samme rille. Nu skal vi ved deltagerdemokrati, europæiske højskoler og rundbordssamtaler forstå den europæiske drøm.

         EU har ALDRIG kunnet skabe demokratisk legitimitet ved rundbordssnak eller ved at købe social legitimitet gennem støtteordninger. Tværtom er disse tiltag-oven-på-tiltag roden til skepsisen overfor projektet. EU fremstår som apparatet, der vil blande sig i alt. Derfor minder Villy Søvndal, når han foreslår en ’social pagt’, ikke så meget om pianisten på Titanic som om Saddam Husseins sidste informationsminister, der hårdnakket påstod, at amerikanerne var langt fra Bagdad.

         EU-samarbejdet er et praktisk, økonomisk og politisk samarbejde. Legitimiteten skal findes i praktiske løsninger på reelle problemer i folks dagligdag og bevidsthed. Vi skal med andre ord til at se resultater. Vi skaber ikke resultater ved konstant at udvide ansvarsområdet, men ved at fokusere på det basale, som vi alle har været enige er af det gode: Vækst og arbejdspladser gennem Det Indre Marked.

         Vi skal med andre ord back to basics. EU skal være stærkere, men slankere. Målet skal ikke være at blive ’den stadig snævrere union’, men 'verdens førende vidensøkonomi’ – først gennem fuldførelsen af Det Indre Marked, dernæst gennem fælles investeringer i uddannelse og forskning. Det Indre Marked er langt fra gennemført – og selvom det har skabt over 2 mio. arbejdspladser alene i EU-15 landene, kan det blive meget bedre. EU’s legitimitet skal findes i et fuldføre Det Indre Marked, afskaffe støtteordninger og gøre Europa til verdens førende vidensøkonomi gennem uddannelse og forskning.

         Det er en fantastisk målsætning, som i sig selv er svær at tilvejebringe. At blande det sammen med alt muligt andet som forsøg på at købe social legitimitet, gør det ikke kun sværere at nå målet, det har også den stikmodsatte effekt, nemlig en forøgelse af afstanden til borgerne.

         Vi skal back to basics, tilbage til drømmen.