|
|
MED HENSYN til Forbundsrepublikken Tyskland har det underliggende eksistentielle spørgsmål lige siden 1949 været: ‘Kan vi stole på tyskerne?’ Tyskerne har for så vidt selv været i tvivl om hvorvidt de kunne ‘stole på sig selv’. Alle forbundskanslere fra Konrad Adenauer over Willy Brandt og Helmut Schmidt til Helmut Kohl har søgt at indbinde Tyskland i Vesten for dermed at undgå spørgsmålet: ‘Wo liegt Deutschland?’
Mellem Adenauer og de Gaulle udviklede der sig et forhold af gensidig respekt, om ikke beundring. Om sit første besøg hos de Gaulle i sommeren 1958 skrev Adenauer senere i sine erindringer at han ‘var lykkelig ved at have mødt en helt anden mand end jeg oprindeligt havde frygtet. Jeg blev overbevist om at de Gaulle og jeg ville kunne iværksætte et værdifuldt og tillidsfuldt samarbejde.’ Og det var tilsyneladende hvad der skete at dømme efter det begivenhedsrige besøg i Reims i sommeren 1962 og de Gaulle’s triumftog gennem Tyskland samme efterår hvor han henvendte sig til tyskerne som ‘et stort folk’.
Adenauer var sig fuldt bevidst at det udelukkende skyldtes USA at den Tyske Forbundsrepublik blev etableret i 1949, og at landet blev optaget i NATO i 1955. Men han blev skuffet over den vigende reaktion på russernes krav om en fredstraktat og bygningen af Berlinmuren i 1961. Var amerikanerne og briterne af frygt for en atomkrig villige til at acceptere et kompromis og løsne forbindelserne mellem Forbundsrepublikken og de vestlige lande? Denne tvivl gjorde at Adenauer viste forståelse over for den indgroede mistillid som de Gaulle nærede til les Anglo-Saxons.
Den abrupte afvisning af Storbritannien kom som et chok for de tyske forhandlere. Stort set hele den politiske klasse i Tyskland var indstillet på at briterne skulle med i Fællesskabet. Men selv om de Gaulle ikke havde informeret sin gode ven på den anden side Rhinen, ville Adenauer ikke lade generalens enerådighed komme i vejen for sit livsværk, en fundamental udsoning med Frankrig. Derfor afviste han i dagene efter den 14. januar at lægge pres på præsidenten for at optagelsesforhandlingerne kunne køre videre. Tværtom, dagen før underskrivelsen af den aftalte tekst blev den opgraderet til en egentlig traktat, hvori det bl.a. hed at ‘de to regeringer vil forhandle med hinanden forud for enhver beslutning angående alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål, og i første række om spørgsmål af fælles interesse, med henblik på så vidt som muligt at nå til en fælles holdning.’
Man må tage i betragtning af Adenauer på det tidspunkt var 87. Det var givetvis sidste chance for ham for at nå sit mål. Få måneder senere trak han sig tilbage fra kanslerembedet for at skrive sine erindringer.
Men da traktaten senere på året skulle ratificeres i Forbundsdagen, blev den forsynet med en fortale hvor det blev understreget at Tyskland tilstræbte et snævert samarbejde mellem Europa og USA, herunder et fælles forsvar inden for NATO, og søgte at inddrage Storbritannien og andre lande i Fællesskabet. Hermed mistede den enhver interesse for de Gaulle, og i virkeligheden fik den i de følgende fyrre år kun symbolsk værdi som en ramme om udveksling og kontakt mellem landene i en række kulturelle anliggender.
SÅ SPRINGER VI de fyrre år frem til 2003.
Der er ingen grund til at tro at forholdet mellem Chirac og Schröder er hjerteligt og fortroligt. Chirac sidder i øjeblikket med alle trumferne. Den franske venstrefløj spændte i den grad ben for sig selv under præsidentvalget sidste forår at Chirac vandt anden valgrunde med et formidabelt flertal over for højreekstremisten Le Pen. Derfor har han nu en uovertruffen demokratisk legitimitet som han med sit uforlignelige politiske talent formår at udnytte efter at have lidt under et påtvunget samliv, co-habitation, med en socialistisk premierminister i de sidste fem år af sin første regeringsperiode. Udadtil kan han nu uantastet føre sig frem som præsidenten der egenhændigt sikrer at Frankrigs placering i Verden bliver opretholdt og respekteret. Mere ubemærket har han også indadtil taget et fast greb om tøjlerne.
Gerhard Schröder er derimod svækket som ingen tidligere forbundskansler. Tyskland lider under høj arbejdsløshed og inflationspres og er tilmed ikke i stand til at opfylde ØMUens stabilitetskrav. At Frankrig heller ikke gør, siger noget om holdbarheden i det gloriøse pengeprojekt som de to store europæere, Kohl og Mitterrand, aftvang hinanden.
Det sidste generer åbenbart ikke Chirac så meget. Han er en sand gaullist forstået på den måde at hans europæiske engagement altid har været betinget af at Frankrig havde ledelsen. Han formår at udnytte og udfylde det magttomrum som en svag tysk forbundskansler åbner.
Da Schröder under valgkampen i efteråret spillede det pacifistiske kort og erklærede at Tyskland under ingen omstændigheder ville være aktiv deltager i en krig mod Irak, begik han en diplomatisk brøler, også selv om han oprigtigt mente at det var uansvarligt at gå i krig for at fjerne Saddam Hussein. Herved overlod han hele banen til Frankrig som med stor dygtighed manøvrerede resolution 1441 gennem FN’s sikkerhedsråd. Herefter har Chirac rakt hånden for at hjælpe Schröder ud af hans diplomatiske lammelse ved at antyde at Frankrig i givet fald ikke vil holde sig tilbage fra at anvende sit veto.
Hvis Chirac vil genskabe Elyséetraktaten efter de Gaulles hensigt, må de to lande vise at de ‘står sammen angående alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål.’ Konkret vil det kunne betyde at det permanente medlemskab i FN’s sikkerhedsråd, som Frankrig har, fremover reelt udøves i fællesskab mellem de to lande. Herved kan de Gaulles Europa, under fransk ledelse, få en selvstændig placering i verdenspolitikken.
Portrætfoto:
Rigmor Mydtskov
