ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den ualvorlige verden

I juli måned havde du i anledning af 50-året for Castros magtovertagelse på Cuba en kronik i Berlingske Tidende, hvor du bl.a. behandler det forhold at revolutionen i Cuba har haft sådan et romantisk udtryk i Danmark. Hvad mener du med det?

Ditlev Tamm (DT): Det var jo en kronik, der blev fremkaldt af refleksioner af nostalgisk art over hvordan det så ud dengang Fidel Castro kom til - og så hvordan det ser ud nu: under et besøg, jeg selv aflagde fornylig - netop her i 50-året for det angreb på en kaserne i Santiago, som revolutionen selv anser for sin egen fødsel. Jeg havde taget min datter med, med velberådet hu - fordi jeg syntes hun skulle prøve at opleve hvad jeg havde en fornemmelse af måske kunne blive et lidt kompliceret møde mellem noget, der var nogens idealer og så realiteten.

Der er nok ingen tvivl om, tror jeg, at den danske venstrefløj - og måske i virkeligheden store dele af de mere borgerlige - har sådan et romantisk forhold til Sydamerika i almindelighed, der gør at man generelt tager lidt lettere på hvad der sker dér end i lande andre steder. Der er varmt, der er dejlig musik og man kan plukke bananer ned fra træerne - så kan det nok ikke være så galt, lige meget hvad der sker. Lidt af denne ualvor tror jeg egentlig også prægede hele forholdet både til Che Guevera og til Fidel Castro - måske blandet med at det jo var unge mennesker, der så godt ud; talte godt; det lød jo flot - og det hele kunne vel ikke være så farligt, når det altsammen 'bare' var derovre på en ø i Caribien? Men dér tog man jo grueligt fejl, for der skulle ikke gå ret mange år før det lige præcis var Fidel Castro og hans styre, der i virkeligheden fremkaldte den måske mest farlige situation vi overhovedet var i under Den Kolde Krig - nemlig spørgsmålet om hvorvidt russerne ville opstille deres raketter eller ej. Allerede dér var der jo god grund til at rejse spørgsmål om, hvad det egentlig var man havde været så glad for, da Castro kom til i 1959.

Det, der er så mærkeligt, er, at man jo aldrig ligesom har stillet de mennesker til ansvar for en eller anden form for program. De kom med et eller andet, styrtede et tyranni - og så var det som om man var tilfreds med dét. Skulle man ikke forvente at de byggede et eller andet op? I hvert fald en tilværelse, som var lykkelig for andre mennesker? Dét har vi ikke hørt ret meget om at de egentlig har gjort. Jo, folk lærte at læse og skrive - og folk kan blive behandlet på hospitalet, men den manglende politiske frihed; den fattigdom, der har præget de lande siden - også Cuba - det har vi jo egentlig ikke hørt meget om. Men det er blevet ved - og dét er jo den store tragedie, som gør at man i 50-året her virkelig må sige at det jo i virkeligheden var en ulykke for Cuba at blive holdt udenfor den almindelige stigning i velstanden som hele resten af verden har oplevet.

Måske fordi Den Kolde Krig faldt sammen med afkoloniseringsperioden, så blev det jo muligt for iagttagere at lade være med at skelne så nøje mellem politiske og kulturelle spørgsmål: er et forhold udtryk for "marxismens" eller "diktaturets" natur, eller for "landet" og "kulturen"? Så der ofte i analysen sker en udkobling, hvor man ikke skelner - er det rigtigt?

DT: Ja, det er rigtigt. Og også det her med at Sydamerika på en eller anden måde er ualvorligt for os. Man glemmer at hele verdensdelen jo er dybt alvorlig, fordi amerikanerne allerede siden 1820erne i virkeligheden har defineret det som deres sfære - så det, der sker dér, ER dybt alvorligt, fordi det er en væsentlig side af den vestlige hemisfære. Dét har vi ligesom ikke rigtigt ville gå ind i og forstå. Det er underligt uansvarligt: at hvad der foregår på spansk og portugisisk, det er egentlig ikke noget man tager helt så alvorligt som andre ting. Det var sådan noget operetteagtigt over dét, der foregik dér - som dækkede over nogle helt andre realiteter.

Der var vel en sympati fra dansk side fordi Cuba er et lille land?

DT: Der er da givetvis en sympati for 'det lille land', og der var jo også et stykke anti-amerikanisme i det - det er jo egentlig også en mærkelig ting, som vi måske heller ikke har analyseret os til bunds i: hvorfor der egentlig i så store dele af den danske befolkning er en så negativ holdning til et stort land, hvor demokratiets vugge stod - og som i og for sig står for demokratiet. Hvorfor er vi negative overfor det? Hvorfor betragter vi en marxistisk gruppe, som styrter et diktatur, som mere støtteværdige end det store demokrati?

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

      

 

 

 

       

        

     

Portrætfoto: Københavns Universitet. Collagefoto: EU2002