|
|
Den udvikling er ikke noget, der har fået et fur her med de sidste par år?
CFB: Nej, det går op og ned. Der sker tit det at så når det globale går lidt i stå så blomstrer det regionale op. Så begynder landene ligesom at finde nogle regionale modeller, i en periode - og så derefter, når det regionale så ligesom har modnet sig og udviklet sig, så tager det globale endnu et spring fremad. Så der er sådan en dynamik i det internationale samarbejde hele tiden, hvor det nogle gange er det regionale samarbejde, der rykker, og andre gange det globale. Og de ting hænger i virkeligheden sammen.
Hvis vi om 100 år sad og førte den samtale her, kiggede tilbage på 'kvantespring i det internationale samarbejde', så tror jeg man ville tage de her 10 år - slutningen af 90erne - som sådan ét kvantespring. Det er også en helt anderledes debat - den er også meget mere nuanceret, imellem landene, og imellem landegrupperne. I gamle dage var det G77-gruppen - som var alle ulandene - der stod overfor de rige lande. De ord og udtryk man brugte var nogle fuldstændigt andre. Så på den måde kan man godt være en lille bitte smule optimist.
Ligger der i den beskrivelse at man lagde bånd på sig selv for 15 år siden? At både den Tredje og den Første verden havde de samme holdninger, men at man ikke turde give udtryk for dem? Eller er der sket et ryk også i opfattelserne?
CFB: Der er bestemt sket et ryk i opfattelserne. Der har altid i udviklingsøkonomien og i debatten om international udvikling har der været nogle forskellige moder, og der er man i dag blevet meget mere nuanceret og udviklet i den måde, som man diskuterer de her ting på. Men det var selvfølgelig fordi man var låst - både i en Kold Krig og i en Nord-syd-konflikt. Nord-sydkonflikten i 70erne og den Kolde Krig selvfølgelig frem til 1989-90, der var man fuldstændig låst i nogle stereotype holdninger og al debat var pakket ind i dem. Hvis man fx tager en ting som retten til udvikling - som er et fantastisk spændende begreb: nemlig at det enkelte menneske har ret ikke bare til at gå ud og ytre sig og læse avis og deltage i politik, men så sandelig også ret til udvikling, dvs. at kunne gå i skole, eller have et ordentligt hus og få noget mad. Retten til udvikling er et begreb som i de her år begynder at komme frem igen.
Hvis man går 10-15 år tilbage var det fuldstændigt umuligt at diskutere, fordi det var låst i Koldkrigskonflikten. Hvor man i USA lagde vægt på de klassiske menneskerettigheder - nemlig ytringsfriheden - var Sovjetunionens svar, at det var meget mere vigtigt med retten til udvikling, som jo var det, de prøvede at passe på, med en større lighed i deres samfund. Dén debat var fuldstændigt låst: den kom ingen vegne. I dag kan man diskutere på en helt anden nuanceret måde.
Var der for 15 år siden en anden form for diplomatisk facade end der er i dag? Når man ikke talte om 'god regeringsførelse', skyldtes det så at man lå under for en politisk korrekthed eller høflighed?
CFB: Nej, der var ikke noget høflighed i det - det var jo skabt af magtsituationen. Det var en magtnødvendighed at føre debatten på den måde. Hvis du gik ud og stod og bankede Mobuto Sese Seko i Zaire, fordi han ikke opførte sig ordentligt, jamen så gik han over til russerne, eller også gik han den anden vej. Så det var en magtnødvendighed: man kunne ikke presse den debat længere frem, fordi man så mistede vennerne, og de var nødvendige af sikkerhedspolitiske interesser og forhold. Så det var skabt af nødvendighed - det var bestemt ikke skabt hverken af lyst eller af høflighed. Det var en nødvendighed - og den er der jo ikke mere på samme måde. Skaden ved at Mobuto Sese Seko - nu eksisterer han så ikke mere, men ved at eller en eller anden anden diktator, Mugabe fx, han opfører sig fuldstændigt forfærdeligt - den skade begrænser sig til Zimbabwe. Det er slemt nok, og det er et stort problem, hvad der sker i Zimbabwe, men at kritisere landet i dag er jo ikke noget, man sådan passer på med på grund af sikkerhedspolitiske interesser.
Så på den måde er der en anden debat. Der er selvfølgelig stadigvæk lande, hvor forsigtigheden er der - og det er selvfølgelig jo bl.a. Nordkorea, hvor man lidt mere går på listesko, men det er alligevel skabt i en fuldstændig anden ramme end det var for 10-15 år siden.
Det er den ene grund til min optimisme - den anden er, at man, med den dagsorden der har været i det internationale handelssamarbejde, og ikke mindst i verdenshandelsorganisationen og dens forgænger - den udvikling, der har været dér, har skabt en enestående økonomisk åbenhed - og dermed en enestående økonomisk afhængighed i verden. Og den afhængighed tror jeg på som en politisk dynamo.
En gensidig afhængighed, mener du?
CFB: Den gensidige afhængighed. Men alene den åbenhed, der er skabt i verden gør, at man ikke kan lukke verdens problemer ude. Det gør, at vi bliver nødt til at håndtere verdens problemer. Hvis du går 10-15 år tilbage, kunne vi lukke af - så kunne vi lukke grænserne i, hvis vi havde et problem. Vi kunne holde problemerne ude på en helt anden med end man kan i dag. Dèt tvinger det politiske samarbejde frem - det er drivkraften, tror jeg, i høj grad, i det politiske samarbejde. Det er frihandelen, i virkeligheden - sagt meget enkelt, og den økonomiske integration. Det er det, jeg tror vil gøre at den værdidebat, vi nu har fået sat på plads, også vil føre til en række helt konkrete resultater - og allerede gør det, i virkeligheden.
|
|
Portrætfoto: Friisbach.dk Illustrationsfoto: NASA
|
|
|
|
|
|
|
|
