|
 |
2. Terrorbekæmpelsen hører hjemme på europæisk plan
Ville man kunne forestille sig den omvendte verden?
Nu nærmer de sig et præsidentvalg, hvor Bush skal vælge mellem at male Fanden
på væggen - med et dystopisk verdenssyn, hvor han er den eneste beskytter -
eller et mere optimistisk bud, hvor han siger 'Det går faktisk bedre'. Ville
det være muligt at terrorismen blev en dagsordenssættende ting i Europa - for
EU-udviklingen – og kom til at stå mere centralt her? For EU som institution,
der i forvejen har svært ved at nå befolkningerne, kunne det her jo ligne en
legitimitetsbasis: hvis terror er et problem, som EU kan bekæmpe, har vi brug
for EU.
ADN: Interessant spørgsmål. Jeg tror aldrig at sikkerhedspolitik og
sikkerhedsspørgsmål kan blive dét definerende rationale - det vil nok
stadigvæk hovedsagligt være det økonomiske. For i det øjeblik det bliver
sikkerhed, så træder man meget tæt på nationalstaternes
kernekompetence-områder. Det er meget sværere for EU at skabe sig selv en
rolle på det område. Men der er ingen tvivl om, at alle mulige former for
institutioner på nuværende tidspunkt har en interesse i at få et stykke af
anti-terrorkagen, fordi det netop er noget, som er højt på dagsordenen,
og noget, som bliver opfattet som værende nødvendigt og som også er
nødvendigt. Det er klart at det er noget, der er attraktivt som
kompetenceområde.
Den traditionelle analyse er jo netop, at EU er
'low politics' - det har kun været franskmændene, der har ønsket den
storprofilerede udenrigspolitik. Men terrordagsordenen skærer jo på tværs af
indenrigs- og udenrigspolitik; den har både en sikkerhedsdimension men også -
når den fokuserer på personer i stedet for stater, som du nævnte før - nogle
indenrigspolitiske, juridiske dimensioner. Så EU ville måske kunne profilere
sig her – og illustrere sin effektivitet?
ADN: Jo. Hvis man kigger på det logisk, koldt og rationelt, så burde
terrorbekæmpelse - både den offensive og den defensive - nok ligge på
europæisk niveau. Det giver sig selv, at når vi har et område uden indre
grænser, så har terroristerne en fordel ilt. de nationale politi- og
efterforskningsmyndigheder. Også når man kigger på den defensive del af
antiterrorindsatsen - den, der går ud på at reducere sårbarheder og gøre det
sværere for terrorister at slå til og volde massiv skade - giver det en masse
mening at gøre det på europæisk plan. Fordi når vi har et indre marked, så vil
det private marked naturligt konvergere mod den laveste
sikkerhedsfællesnævner, fordi sikkerhed koster penge. Med mindre man har nogle
fælles standarder indenfor det område, så bliver standarden lav.
Du mener at terroristerne simpelthen slår til hvor
Europa står svagest?
ADN: Ja. Og tænk på andre områder, fx indenfor ikke-konventionel terror – som
et angreb på et atomkraftværk, der ligger på grænsen mellem to lande. Det
ville selvsagt få konsekvenser på begge sider af grænsen, men beredskabet er
stadigvæk organiseret nationalt og det er ikke nødvendigvis den smarteste måde
at gøre det på. Det samme er i øvrigt tilfældet i USA: der var nogle af de
brandfolk, der kom til Ground Zero for at hjælpe, der ikke kunne få deres
brandslanger sat fast i brandhanerne i New York, fordi de brugte noget andet
udstyr. Det er bare et banalt eksempel på hvorledes det kan være meget
problematisk, at man har en terror, som er så omfattende at den skrider over
eksisterende grænser, mens beredskabet stadigvæk er organiseret så det følger
de gamle grænser. Der er ingen tvivl om at fx biologisk terrorberedskab og
beredskab mod katastrofalterrorisme - nukleart, kemisk eller biologisk, logisk
ville høre til på europæisk plan. Så der er et område hvor der vil være
nogle komparative fordele forbundet med at lægge det dér.
Men der er en risiko ved at lægge ansvaret derop -
som vi har set med forfatningen, som vi har set med terrorforholdsreglerne
efter 9/11 men før Madrid: at tingene sander til på det europæiske plan. Man
risikerer, hvis der kommer nye terrorangreb om 3-6-9 måneder, at EU bliver
spurgt: ”Hvorfor har I ikke reageret?” Så det bliver nok en ting på den lange
liste af opgaver, som EU ikke kan løse, og nationalstaterne føler de må tage
tilbage.
ADN: Det er ikke umuligt. Men jeg tror, at det er faktisk ligegyldigt hvor man
lægger opgaven: der vil altid være smuttere. Så kan man måske sige, at
nationalstaterne har et større legitimitetsreservoir at tære på, når de
fejler, hvorimod EU har et mindre. Men jeg tror at under alle omstændigheder
så vil det her blive et område, hvor kompetencen bliver fordelt - hvor det
vedbliver med at være delt mellem nationalstater og EU: både det lokale, det
regionale, det nationale og det overnationale niveau vil have et led i
kompetencen, og det vil sige at ansvaret vil også blive spredt over de her
niveauer. Men det er et meget godt spørgsmål, og man kunne godt forestille sig
at EU kom så langt frem, at det faktisk blev problematisk for EU - for der er
ingen tvivl om, at vi vil fejle. Det er jo på bundlinjen sådan, at
terroristerne kun skal have held én gang - vi skal have held hele tiden.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
