14. april 2004 | 2. kvartal | s.1:5                                                                  < >

Anja Dalgaard Nielsen (ADN) (f.1972) er projektforsker ved Institut for Internationale Studier.

Hun har fornylig udsendt to research briefs om terror-bekæmpelsen, der kan downloades fra Institut for Internationale Studier:

- "Frihed eller sikkerhed? Krigen mod terror og dens omkostninger"
(oktober 2003)

- A European Department of Homeland Security? Organizing to Protect Europeans against Large-Scale Terrorism (september 2003)

ADN er MA og Ph.d. fra Johns Hopkins University, School of Advanced International Studies (SAIS), Washington DC. Hendes Ph.d.-afhandling bærer tilen: "From Civilian Power to Normal Civilized Power – Re-Unified Germany and International Crisis Management".

I 1998 blev hun cand.scient.pol fra Institut for Statskundskab i Aarhus og hun har dertil studeret ved Università di Bologna, Italien og Ruprecht-Karls Universität Heidelberg, Tyskland. Fra maj 2000 til januar 2002 arbejdede hun som Washington-analytiker og koordinator ved the Aspen Institute Berlin.

Hun har skrevet i bl.a. Die Welt, International Herald Tribune, Weekendavisen, Politiken og Berlingske Tidende.

af Clement Behrendt Kjersgaard, RÆSONs chefredaktør

1. Europa i skudlinien
2. Terrorbekæmpelsen hører hjemme på europæisk plan
3. EU og det transatlantiske Homeland
4. Man kan ikke købe sig til fred
5. Europa har taget fløjshandskerne af

1. Europa i skudlinien

Allerførst: Var du overrasket over hvad der kom frem i afhøringen af Condoleeza Rice?

ANJA DALGAARD-NIELSEN [ADN]: Det var begrænset, hvor meget faktuelt nyt, der blev bragt for dagens lys. Til gengæld blev det endnu engang understreget, at de politisk ansvarlige – demokrater fra Clinton-administrationen såvel som republikanere fra den nuværende administration - kan blive enige om én ting: det var ikke deres skyld:

Enten, mener de, var problemerne systemiske – Washington-bureaukratiet fungerede ikke som det skulle. Det skal fikses – muligvis med en ny indenrigsefterretningstjeneste. På god amerikansk vis nægter man at acceptere, at der muligvis er grænser for det mulige i spillet om at afsløre og forhindre terrorplot før de kan føres ud i livet. Eller også lå problemet i the public opinion og verdensopinionen – at man umuligt kunne have fået opbakning til drastiske tiltag før 9/11.

Alt i alt bekræftede Rice hvad vi allerede har hørt fra nuværende og tidligere ledere: det var ikke den politiske ledelse, der fejlede.

Efter EU-topmødet 25. marts har nogle tegnet et billede af, at det var bomberne i Madrid, der genstartede den EU-forfatningsproces, der ellers har været strandet i 3-4 måneder. Hvordan kan det være at Madridbomberne udløste sådan et chok i Europa - og at det ikke skete allerede med 11. september?

ADN: 11. september følte man det jo ikke på egen krop. I Europa var der sådan en tvetydig holdning: der var dem, der mente, at man burde lægge sig meget tæt op af amerikanerne og at denne her trussel ikke kun rettede sig mod USA, men mod hele den Vestlige Verden. Men der var også andre, der mente at USA - i en vis udstrækning - lidt selv havde været ude om det. Lidt selv havde bedt om det: At truslen først og fremmest rettede sig mod USA og ikke så meget mod Europa. Den misforståelse den blev jo nok ryddet af vejen med 11. marts - bomberne i Madrid.

Kan man forestille sig en situation, hvor terrortruslen accelererer den europæiske integrationsproces - og graden af identifikation mellem de europæiske folk?

ADN: Det tror jeg ikke der er tvivl om. Der er jo altid et politisk behov for at demonstrere handlekraft i kølvandet på en katastrofe, for at overbevise vælgerbefolkningen om, at man gør noget - og også selvfølgelig for reelt at gøre noget ved problemer, som er blevet meget manifeste, meget tydelige. Så det er slet ikke udsædvanligt at europæisk integration bliver drevet frem af kriser: vi så det samme i kølvandet på Irakkrigen, hvor EU havde været dybt splittet, og man så følte behov for at stramme op på tingene og demonstrere at EU stadigvæk var levende. Hvor man så fik produceret det første strategidokument i Europas historie: Solana-papiret. Så det er meget typisk.

Hvor vigtigt er det, at det ikke var ETA - og at det ser ud til at have været islamiske fundamentalister? I og med at mange europæiske nationer har haft erfaring med terrorisme, skulle præcis den samme fællesinteresse og solidaritet vel kunne være udløst af de opgør?

ADN: Hvis det havde været ETA, så havde de fleste andre europæiske lande følt sig knap så foruroligede - for ETA opererer hovedsagligt i Spanien og Frankrig, og slår stort set kun til i Spanien. De har ikke interesse i at slå til andre steder, på grund af den specifikke politiske agenda, de nu engang har. Sådan forholder det sig jo ikke med den internationale terrorisme; med den religiøst-inspirerede terrorisme - så derfor er der god grund til at det her driver integrationen hurtigere frem, og at det har udløst en højere grad af solidaritet end et ETA-angreb ville have udløst. Her er der egeninteresser på spil, simpelthen - solidaritet med Spanien og snæver egeninteresse trækker i samme retning: mod at man skal samarbejde tættere, på europæisk plan, om terrorbekæmpelse.

Har man i reaktionerne på Madrid kunne se splittelsen fra sidste år - mellem de lande, der gik med i De Villiges Koalition og dem, der ikke gjorde det?

ADN: Der var lidt frem og tilbage umiddelbart efter bomberne og efter det blev klart at der var en international islamisk forbindelse. Der var nogle der, lidt tentativt, pegede på USA og ikke på international terrorisme som problemets rod, og hvis den holdning havde fået lov at gro og vokse, så er der ingen tvivl om, at det her ville have givet ophav til en omgang splittelse til i EU, á la den vi så i opløbet til Irakkrigen. Det er klart, det er en farlig vej at gå. Lad mig, for en gangs skyld, erklære mig fuldstændig enig med Donald Rumsfeld: Man kan ikke købe sig til separat fred med terrorister. Det er sikkert at selvom Spanien ville omlægge sin udenrigs- og sikkerhedspolitik ville det ikke skaffe Spanien immunitet.

I efteråret diskuterede vi udsigten til 'et transatlantisk Homeland' [jf. Daniel Hamilton i RÆSON, 6. november 2003]. Er det det billede, der tegner sig? Vil EU samlet nu stå med en større forståelse for USA og en større villighed til at gå ind i den type projektbygning?

ADN: Det tror jeg godt man kunne forestille sig. Men vi er allerede i gang med at samarbejde på de områder - i hvert fald på et af de områder, hvor det giver god mening at samarbejde: nemlig det efterretningsmæssige og retslige. På det retslige område underskrev EU og USA sidste sommer en aftalte om samarbejde. Så man er gået i gang, men der er selvfølgelig rigtig meget, der afhænger af om den politiske vilje er tilstede og af, om de forskellige bureaukratier på de to sider af Atlanten kan bringes til at samarbejde. Vi er på vej i den retning, men jeg tror ikke der er nogen tvivl om, at det her også skubber på - fordi det kan få de respektive trusselsopfattelser på de to sider af Atlanten til at nærme sig hinanden en lille smule. Det betyder ikke, at vi ikke stadigvæk vil være uenige om hvilke instrumenter, vi skal tage i brug mod international terrorisme, og heller ikke at vi ikke stadigvæk vil være meget uenige om forbindelsen mellem stater og terrorisme: Hvor USA stadigvæk fokuserer meget på statssponsorer af terrorisme, der gør man det knap så meget i Europa. Det betyder ikke at de forskelle vil blive udvisket, men jeg tror trusselsopfattelserne på de to sider af Atlanten trods alt vil tilnærme sig hinanden.

Det andet område, hvor det giver en masse mening at samarbejde, det vil være mod ikke-konventionel terrorisme, specielt biologisk terror, som kan have et sådant omfang at den vil ramme os stort set samtidig, hvis enten Europa eller USA bliver ramt. Men der er vi jo heldigvis ikke kommet til: vi har heldigvis ikke set den form for terrorisme i stor stil endnu.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE