25.02.2025

Endelig får vi en stor reform, som selv ikke ministeriet tør spå om resultatet af. Det er både modigt og forfriskende.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Janus E. Lauritsen

Midt i bestyrtelsen over den amerikanske præsidents omvæltning af den internationale verdensorden skete i sidste uge en mindre – men ikke desto mindre vigtig, og måske også lidt undervurderet – omvæltning i dansk politik: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har færdigforhandlet en omfattende reform af ungdomsuddannelserne, der sågar indebærer yderligere investeringer i uddannelsessektoren på 2,3 milliarder kroner om året fra 2030. Men hverken reformens omfang eller de medfølgende milliarder er det væsentligste.

Det er derimod, at uddannelsesreformen er ikke lavet ud fra den forventning, at det vil løse et arbejdsmarkedsbehov. Den er ikke lavet ud fra beregninger af, hvor meget økonomisk gavn den vil skabe, hvor mange flere faglærte den vil forsyne et trængende arbejdsmarked med. Den foregiver heller ikke at vide, hvad det hele skal ende med – faktisk har man ikke engang villet lave et skøn over, hvad reformen vil betyde for de kommende årganges samlede uddannelsesniveau. Og den kendsgerning er ikke et nederlag, men en triumf, for det giver omsider plads til noget andet i dansk politik, nemlig ideer.

Tesfayes retfærdighed

Reformen er, som Tesfaye tidligere har forklaret her i RÆSON, motiveret af et opgør med det, han betragter som en uretfærdighed i det nuværende uddannelsessystem. Man vil nu give flere unge lov til at gå en omvej, at bruge lidt længere tid på at tænke sig om, at få lov at læse lidt skønlitteratur, lære lidt om historien og gå lidt til fredagsbar, før de skal bekymre sig om valget mellem plastmager og væksthusgartner, for at bruge Tesfayes egne eksempler.

Mens nogle har kunnet være unge meget længe, skulle andre blive voksne meget hurtigt. Dem på den såkaldte ’motorvej’ gennem uddannelsessystemet – folkeskole-gymnasie-universitet – har kunnet udskyde det endelige valg om uddannelsesvej til engang efter gymnasiet, mens deres kammerater fra folkeskolen skulle vælge mellem mere end 100 erhvervsuddannelser som 15-16-årige – ofte med udsigt til lang transporttid til uddannelsessteder, mindre attraktive sociale fællesskaber og det, der meget hurtigere kom til at ligne en normal arbejdsdag.

I en årrække har alle uddannelsesreformerne handlet om at sætte farten op på motorvejen, så de unge på hovedsporet kunne blive færdig noget hurtigere. Nu giver man omvendt de unge, der før skulle blive voksne meget hurtigt, når de skulle møde op på arbejdspladsen før solen stod op som 16-årige, mulighed for at være unge lidt længere. Det er i sig selv en tiltrængt deceleration i et ellers accelereret uddannelsessystem – i en accelereret virkelighed. 

 

Reformen er ikke et nederlag, men en triumf, for det giver omsider plads til noget andet i dansk politik, nemlig ideer
_______

 

Regnedrengene på pause

Store reformer står altid i stor risiko for at slå fejl – ikke mindst på uddannelsesområdet. Her taler folkeskolereformen fra 2014 for sig selv. Sagen er nemlig den, at virkeligheden – med dens ikke-intenderede konsekvenser og potentielt modvillige aktører – altid er langt mere kompleks end de ministerielle regneark. Det er derfor dømt til at gå galt, hvis man har alt for klare forventninger til, hvad der helt præcist skal komme ud af en reform i form af optag, udbytte og økonomisk gevinst. Derfor er det velkomment, at man nu træffer beslutninger ud fra, hvad man synes er godt og retfærdigt. Det er trods alt det – og ikke deres regneevner – vi har valgt politikerne på baggrund af.

På den måde er reformen også et brud på det, man i hvert fald siden Bjarne Corydons finansministertid har kendt som nødvendighedens politik. Ud fra et blik på statsfinanserne, de strukturelle udviklinger og under vejledning fra kyndige – næsten altid og næsten kun – økonomer, skulle landet styres med en fornuftig hånd på rattet. Og det har måske givet fin mening, når det drejede sig om det økonomiske område, hvor fagkundskaben har et kendskab til, hvordan forskellige mekanismer spiller sammen. Men mennesker er ikke så nemme at regne med, og ikke mindst når man laver reformer på uddannelsesområdet, er der mange faktorer, som skal gå i hak, før man får det ønskede resultat: læreres velvilje, forældres ambitioner på børns vegne, børns egne ambitioner, kulturelle tendenser.

Med uddannelsesreformen river Mattias Tesfaye – om ikke andet for en stund – uddannelsesområdet ud af det umådelige maskineri, der har sat den politiske retning, siden vi fandt ud af, at uddannelse var noget, vi skulle leve af. Ideer om uddannelsens formål og egenværdi blev fortrængt af behovet for den nødvendige arbejdskraft til en økonomi i global konkurrence. Men Tesfaye går den modsatte vej: Reformen forventes ligefrem at reducere den strukturelle beskæftigelse, da tusindvis af unge vil bruge flere år i uddannelsessystemet, før de bliver en del af arbejdsstyrken. Gode ideer har altid været nemme at omgås, når de var uden omkostninger. Heller ikke det kan man sige om den nu gennemførte uddannelsesreform.

Meget kan man til gengæld sige – og formentlig med rette – om de forventelige udfordringer ved at tiltrække unge til den nye epx. Om det hævede karakterkrav til stx, om risikoen for en yderligere skærpelse af følelsen af, at der findes et A- og et B-hold og lignende indvendinger. Men selv hvis Tesfayes store reform skulle vise sig at blive en fiasko i praksis, må den i det mindste roses for én ting: At den tør sætte politik og ideer over regneark og forventet arbejdsudbud.

Tilbage er bare at håbe, at flere ministre vil følge børne- og uddannelsesministerens spor og turde sende regnedrengene på en velfortjent kaffepause og gennemføre nogle reformer, hvor man ikke er sikker på resultatet, men hvor man dog i det mindste kan stå på mål for og tror på de ideer, man forsøger at sætte i praksis. ■

 

Selv hvis Tesfayes store reform skulle vise sig at blive en fiasko i praksis, må den i det mindste roses for én ting: At den tør sætte politik og ideer over regneark og forventet arbejdsudbud
_______

 

Janus Elmstrøm Lauritsen (f. 1997) er BA i filosofi og BA i sociologi fra Københavns Universitet. Han er en del af RÆSONs chefredaktion, men skriver som privatperson.

ILLUSTRATION: Børne- og Undervisningsministeriet, 18. februar 2025: Mattias Tesfaye (S) præsenterer aftale om ny gymnasieuddannelse [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland