Frederik Christensen: De seneste uger har vist, at de udskældte “putinister” og “defaitister” hele tiden har haft ret
05.03.2025
De liberale har taget fejl siden 90’erne, hvor de fik os involveret i den ene tåbelige krig efter den anden. Nu har de taget fejl i Ukraine, hvilket betyder en verden med mere lidelse. Hvornår mon de europæiske ledere vågner op?
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af Frederik Christensen
Resultatet er entydigt: Vesten i almindelighed, og Europa i særdeleshed, har totalt fejlet i at indfri de strategiske mål i Ukrainekrigen. Ukrainerne har hverken formået at smide russerne ud af landet, eller at opnå nævneværdig fremgang på slagmarken. Tværtimod. Situationen, vi befinder os i nu, er langt værre, end den var ved krigens start for tre år siden. Ukraine kommer nu uden tvivl til at skulle afgive land, og et NATO-medlemskab er definitivt udelukket.
Det har ført til liberale panikanfald og vredesudbrud mod den amerikanske administration og ikke mindst forsvarsminister Pete Hegseth, som havde modet til at fortælle europæerne nøgternt og fattet, hvordan tingene forholder sig. Problemet afhjælpes dog sjældent ved at slå budbringeren ihjel. Hvad der heller ikke hjælper, er at forblive i utopien, hvilket de liberale synes at insistere på, som de har gjort det de sidste tre år. Personer som Jakob Kaarsbo, Pierre Collignon, Tom Jensen og Uffe Gardel er her de mest udtalte. De er blevet understøttet af analyser fra blandt andre Anders Puck Nielsen, der siden viste sig at fremstille et glansbillede. Denne gruppe, som bedst kan betegnes som liberale idealister (eller neokonservative), opdeler verden og international politik i en evig kamp mellem de gode demokratier og de onde autokratier. De ønsker at værne om den unipolære orden med USA i spidsen, der beskytter og promovere menneskerettigheder og det liberale demokrati globalt.
De står over for realisterne, der i stedet forstår international politik som en mudret affære, hvor mange nationer skal finde fælles fodfæste i en omskiftelig og utryg verden, hvor ingen andre end dem selv kan garantere deres sikkerhed. At kategorisere stater som enten gode eller onde er derfor opskriften på en katastrofe, da modparten selvsagt ikke deler denne holdning. Den Westfalske Fred, der endte 30-års krigen i 1648, var netop et opgør med dette dogmatiske syn, der uundgåeligt leder til imperialisme, til fordel for et system af suveræne nationalstater, der respekterer hinandens frihed til at indrette deres nation, som de finder det passende, uden indblanding fra andre.
Faktum er, at den førstnævnte gruppering – de liberale – tog komplet fejl, mens realisterne fik ret
_______
Ifølge det realistiske syn er international politik derfor en skrøbelig balancegang mellem forskellige stater med divergerende nationale interesser, der kræver diplomatisk håndtering; hvis altså en konflikt skal undgå at udvikle sig til en krig. Følgelig er det statslederens eller diplomatens opgave konstant at signalere, hvor deres stats nationale interesse slutter og hvor andres begynder.
Man kunne derfor forestille sig, at en nation ville føle sig truet på sin sikkerhed, hvis en fjendtlig alliance uden noget klart og defineret formål nærmer sig ens grænse, som det har været tilfældet med NATO vis-a-vis Rusland. Mens en liberal ville appellere til NATO-alliancens demokratiske formål og derved udskamme enhver modstand mod en sådan udvidelse som autoritær og anti-demokratisk, ville en realist plædere for farerne ved at påberåbe sig en universel moralsk udenrigspolitik, da verden er multipolær såvel som multikulturel, hvorfor en sådan politik uundgåeligt vil møde modstand. Insisterer man alligevel, ender man i krig. Og mens krig ikke altid kan undgås, bør det være målet, især i en verden hvor sandsynligheden for en atomkrig er støt voksende.
Faktum er, at den førstnævnte gruppering – de liberale – tog komplet fejl, mens realisterne fik ret.
De “ukrainske sejre” – hvad end de var – blev ikke et “vendepunkt i krigen”, som det ellers blev hævdet af Pierre Collingnon i Berlingske. Personer som Støvring, Rune Selsing, Hans Mouritzen og jeg selv, der tidligt påpegede manglen på realisme i disse synspunkter, blev hængt ud i debatten som ”Putinister” og ”defaitister”. Men virkeligheden har indfundet sig, og ukrainerne står nu udmattede tilbage, mens Rusland omvendt står styrket.
Dette er en art tragediens ironi, for ved stædigt at insistere på at se Putins Rusland som en genkomst af Hitlers Nazityskland, har man tvunget Rusland til at opruste. Man afviste realistens forklaring om, at frygt og mistillid er en grundlæggende motivation for stater i en usikker verden, hvor man aldrig kan vide sig sikker på andre staters intentioner. Eller rettere: Man anerkendte den for alle andre end Rusland.
Det viste sig, at det faktisk er svært at stable et demokrati på benene, og at den vestlige politiske orden er undtagelsen snarere end reglen i en multikulturel verden
_______
Negligeringen af dette har gjort Vesten fuldstændig blind over for sikkerhedsdilemmaet: At Rusland ville opfatte Vestens defensive tiltag som offensive og reagere med en prompte oprustning for at værne om egen sikkerhed. Det har ført til, at Rusland nu har formået at opbygge en krigsøkonomi, som ifølge FE’s efterretninger faktisk kan udgøre en reel trussel mod Europa om bare få år. NATO’s handlinger har altså gjort Vesten (og verden) mindre sikker. Den britiske historiker Niall Ferguson advarer om, at Vesten nu står over for en ”ondskabens akse” bestående af (primært) Rusland, Iran, Nordkorea og Kina. En alliance som højst sandsynligt kunne være undgået, havde man valgt at inkludere Rusland i en pragmatisk europæisk sikkerhedsarkitektur efter Den Kolde Krig. Således kunne man have balanceret mod især Kina, som vil blive den primære udfordrer i den nye multipolære verdensorden.
De liberale har taget fejl siden 90’erne, hvor de fik os involveret i den ene tåbelige krig efter den anden, og til hvilken verdens nytte? Ræsonnementet var, at historien var slut, og at verden nu var moden til det liberale demokrati. Det var derfor bare et spørgsmål om tid, før despoter verden over ville se sig besejret af nye demokratiske ledere, der ville indføre liberale rettigheder for alle. Man glemte bare, at lande som Rusland havde forsøgt sig med den liberale demokratiform i 1990’erne under Boris Jeltsin, hvilket på ingen måde gjorde livet for den almindelige russer bedre, tværtimod. I slutningen af 90’erne havde russerne derfor fået nok af den vestlige liberalisme, og efterspurgte en leder, der kunne sikre dem økonomisk vækst og en bare nogenlunde tilfredsstillende livskvalitet. Med andre ord: Det viste sig, at det faktisk er svært at stable et demokrati på benene, og at den vestlige politiske orden er undtagelsen snarere end reglen i en multikulturel verden. Resten er historie: Putin formåede som leder at give russerne en markant bedre levestandard, med en årlig økonomisk vækst på 7 pct. i de første år, som Charles Kupchan illustrerer i sin bog No One’s World fra 2016. Det er ikke en støtteerklæring til det russiske regime, men kendsgerninger man bliver nødt til at forholde sig til. På samme måde gjaldt det de mellemliggende krige i Mellemøsten, hvor rationalet var det samme: En imperialistisk liberalisme ville blive taget imod med åbne arme.
Igen glemte man kulturelle forskelle og den bitterhed, som en tvungen liberalisering ville medføre, hos de folkefærd, der fik at vide, at deres (over)tro hørte fortiden til. Alligevel fik de samme mennesker med de samme synspunkter lov til fortsat at lægge den strategiske linje. Dette på trods af, at den på det tidspunkt pensionerede topdiplomat George Kennan allerede i 1997 kaldte NATO’s udvidelse for den mest skæbnesvangre fejl i nyere amerikansk udenrigspolitik.
Kennan, Huntington og Støvring fik ret, og vi ligger nu, som vi har redt. Desværre vil det betyde en langt mere usikker verden med endnu mere lidelse, som ikke bare vil blive påført det ukrainske folk, der allerede har lidt forfærdeligt, men også Europa og resten af verden, der uundgåeligt må se andre vigtige dagsordner som velfærd og klima nedprioriteret. De liberale har derfor hverken et strategisk eller moralsk ben at stå på. Hvornår mon de europæiske ledere vågner op? ■
Kennan, Huntington og Støvring fik ret, og vi ligger nu, som vi har redt
_______
Frederik Christensen (f. 1997) er cand.scient.pol med speciale i international politik. Redaktør ved Ukrainedebat.dk og medvært på den kommende podcast, “Verdenssituationen”, med Klaus Kondrup
ILLUSTRATION: Bohorodychne, 18. marts 2022: En ortodoks kirke ligger i ruiner i den østlige ukrainske landsby i Donetsk-regionen, der efter at have været besat af russerne i begyndelsen af invasionen, blev taget tilbage af ukrainerne i deres Kharkiv-offensiv [FOTO: Violeta Santos Moura/VSM/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
