Theresa Scavenius: Hvem er det, der er urealistisk her? Alternativet tør se problemerne i øjnene

Theresa Scavenius: Hvem er det, der er urealistisk her? Alternativet tør se problemerne i øjnene

07.05.2018


Fremtidens politiske kamp står ikke mellem V og S – to partier, der deltager i en konkurrence på symbolpolitik. Derimod står kampen mellem de gamle partier – og de nye, der tør formulere løsninger på de reelle samfundsproblemer.

Kommentar af Theresa Scavenius, lektor og folketingskandidat for Alternativet

HVORFOR FRALÆGGER politikerne sig ansvaret? Hvorfor stemmer den danske regering imod, når EU i fællesskab forsøger at begrænse de sprøjtegifte, som skaber blandt andet bierne? Hvorfor er den danske regering ikke gået i chok over, at der er fundet sprøjtegifterester i vores grundvand, og at luftforureningen i de danske storbyer stiger?


Der er mange paradokser i dansk politik i øjeblikket. På den ene side er der en stor gruppe af kritikere, kommentarer og forskere, som mener, at der er sket en ”neoliberalisering” af dansk politik. Det hele startede med Anders Fogh Rasmussens opgør med sin egen minimalstatstænkegang, hvor Venstre gik fra at fokusere på den økonomiske politik til at satse på den værdipolitiske dagsorden i samarbejde med Dansk Folkeparti. På den anden side beskriver to forskere i en netop udgivet en bog, hvordan Fogh Rasmussens’ borgerlige projekt led kvælningsdøden. Konklusionen i bogen er, at Venstre tabte værdikampen i 00erne og måtte underlægge sig venstrefløjens velfærdssamfundsmodel.


Ved siden af denne diskussion er der sket den omvendte udvikling, at store dele af venstrefløjen i stigende grad omfavner den indvandringskritiske værdipolitiske dagsorden og konkurrerer nu på Dansk Folkepartis hjemmebane om at være hårdest overfor indvandrere, kriminelle og anderledestænkende. Den umiddelbare konklusion kunne være, at venstrefløjen – med S, SF og RV – flytter sig med hastige skridt til højre, mens V, DF og K flytter sig mod venstre.

Men det er kun ét af de skred, som er sket i dansk politik de sidste par årtier. Hvis vi kigger på nogle andre fundamentale akser i dansk politik, så vil vi se nogle andre ideologiske dimensioner, hvor konklusionen ikke er, at det borgerlige projekt tabte til venstrefløjen. Højre-venstre skalaen har i flere årtier været den dominerende ramme for at forstå moderne politik på. Den var brugbar til at forstå konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Men den er mindre effektiv til at give en meningsfuld ramme til at forstå de nuværende politiske dynamikker og uenigheder på en lang række områder, såsom klima og sundhed.

 

[Højre-venstre skalaen] var brugbar til at forstå konflikter mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Men den er mindre effektiv til at give en meningsfuld ramme til at forstå de nuværende politiske dynamikker og uenigheder på en lang række områder, såsom klima og sundhed
_______

 

Når forskellene udviskes
Mange på venstrefløjen har fokuseret på Dansk Folkeparti som deres hovedmodstander. Men den virkelige trussel imod det danske demokratiske samfund er den fakta-resistente magtelite, som lukker sig om sig selv, og som påtvinger Danmark en moralsk degeneration for at beholde magten.

Regeringens svar på aktuelle flygtningestrømme, international uorden, krig, død og ødelæggelse er at underminere legitimiteten af de europæiske menneskerettigheder, som skal beskytte børn og familier i situationer med stor menneskelig tragedie. Det var chokerende, at det er blevet en del af diskussionerne omkring finanslovsforhandlinger, at regeringen ønskede at trække Danmark ud af de internationale juridiske fællesskaber. Har de glemt, at Danmark ikke ville eksistere – som et lille selvstændigt rige mellem Rusland, Tyskland og England – hvis ikke det efter 2. verdenskrig var lykkedes at skabe en verdensorden baseret på internationale normer?

Hvis Danmark ikke kan støtte børnekonventionen og synes, at beskyttelsen af familier er politisk ubelejlig, åbner de en ladeport for politikker, hvor andre stater på tilsvarende vis kan ophæve beskyttelsen af små staters suverænitet. Sammen med DF vælger den danske regering altså at placere Danmark i politisk fællesskab med de lande, som også er i gang med at tilbagerulle internationale og konstitutionelle love og demokratiske normer. Vi ser det tydeligst i Polen, Ungarn, Rusland og Tyrkiet.

Truslen er de partier, som udvisker de ideologiske forskelle, accepterer moralsk degeneration samt afhumanisering af børn og familier. Er det muligt at være et ”rødt” socialdemokratisk parti, der blot fører en ”blå” økonomisk politik krydret med en ”fast og fair” indvandringspolitik? Det er ikke muligt. Når det ideologiske indhold udvandes tilstrækkeligt, holder positionerne op med at give mening. Det er mere retvisende at sige, at S har flyttet sig fra at være et venstreorienteret parti til i dag at være et højreorienteret parti, der hører hjemme mellem V, K og DF.

 

S har flyttet sig fra at være et venstreorienteret parti til i dag at være et højreorienteret parti, der hører hjemme mellem V, K og DF
_______

 

Når partierne bliver ideologi-forvirrede, mister de deres moralske kompas og bliver ude afstand til at prioritere mellem vigtigheden af forskellige politiske opgaver. Svaret er, som vi har set det med valget af Trump og sidste års finanslovsforhandlinger, at den moralske barre flyttes nedad og den fascistoide kynisme vinder frem.

Det Radikale Venstre inkarnerer også denne udviskning af ideologi ved direkte at tale om, at de hverken er ”blå eller røde”. De siger, at de vil ”fremad” i stedet for til ”højre” eller ”venstre”. Men i en postfaktuel tid, hvor tidligere ideologiske mærkater ikke længere dækker over et reelt politisk indhold og venstrefløjen mere eller mindre er kollapset, er det ikke længere muligt at se ”fremad” uden at definere tydeligt, hvad ens politiske projekt er. Ellers ender man i det, som sker for Radikale Venstre for tiden, at de også falder til patten og slår ind på en ”blå” økonomisk politik og en indvandringspolitik, der ligner regeringens. Hvis disse politikker ville løse et problem, ville det være fint. Men en Burka-lov løser ikke et integrationsproblem. Hvis kvinderne ikke er tvunget til at gå med tildækning, burde man ikke lovgive i et liberalt samfund om deres beklædning. Hvis kvinderne er tvunget, burde man straffe dem, som tvinger dem, i stedet for at straffe de undertrykte.

Når politik bliver symbolpolitik
Når størstedelen af partierne samler sig, som de gør nu, er det kun de progressive grønne partier, Enhedslisten og Alternativet, der kan kalde sig selv en reel opposition.

For at få et fyldestgørende billede af de politiske uenigheder i dagens Danmark, kræver det en skelnen mellem symbolpolitik og det, vi kan kalde for ”problempolitik”. Denne dimension forklarer fx, hvorfor regeringen havde så svært ved at lave få landet en finanslov, hvor der var fundamentale uenigheder mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Årsagen: At politik i høj grad er blevet reduceret til symbolpolitik og populistiske mærkesager. Dansk Folkeparti vil have grænsebomme og politiheste. Liberal Alliance vil have skattelettelser.

I problemorienteret politik er ambitionen ikke primært at vinde salgbare slogans, men derimod rent faktisk at løse samfundsmæssige problemer baseret på moralske normer og ideologiske værdier.

I denne sammenhæng er Alternativet stærkt undervurderet. Medierne og de andre partier har haft svært ved at placere Alternativet på de klassiske højre-venstre skala. Resultatet har været, at Alternativet er blevet fremstillet som et useriøst parti med uskolede medlemmer. Man kan godt blive træt af den ubegrundede Alternativet-bashing, hvor partiet er blevet dansk politiks nye mobbeoffer, der skal udsættes for ”hån, spot og latterliggørelse”.

Men hvis man rent faktisk læser partiets politiske programmer, vil man kunne se, at politikken er solidt baseret i videnskabelige rapporter, erfaringer fra udlandet og demokratiske politikudviklingsprocesser i partiet. Alternativet har blandt andet en ”skovpolitik” – ikke fordi der er mange stemmer i det, men fordi skoven er truet i Danmark. Alternativet har en ”demokratipolitik” – ikke fordi det er et catchy slogan, men rent faktisk, fordi vi er bekymrede.

 

Hvis man rent faktisk læser [Alternativets] politiske programmer, vil man kunne se, at politikken er solidt baseret i videnskabelige rapporter, erfaringer fra udlandet og demokratiske politikudviklingsprocesser i partiet
_______

 

Forvirringen omkring Alternativet skyldes, at dansk politik ikke længere fyldestgørende kan beskrives af den traditionelle højre-venstre skala. Men Alternativet er – sammen med Enhedslisten – problemløsningspartier. I dansk sammenhæng må vi drage den samme konklusion, som Macron gør i bogen Revolution: ”Vores politiske partier er døde, fordi de ikke er gået i clinch med virkeligheden […]. Det er denne demokratiske træthed, skuffelserne, som dette nye system afføder, der er årsagen til dets svækkelse […] Den politiske klasse og medierne er en flok søvngængere, der ikke vil se i øjnene, hvad der er ved at ske” (s. 40-41).

Fremadrettet kommer den politiske kamp ikke til at være mellem S og V. I stedet står, på den ene side: De nye, progressive politiske partier, som fører politik med udgangspunkt i virkelighedens moralske problemer og samfundsmæssige udfordringer. Og på den anden: De konserverende politiske partier, som fører umoralsk symbolpolitik og opfinder tilfældige mærkesager. Som forskere, intellektuelle og politiske kommentatorer bliver vi nødt til at erkende nogle af de værdiskred, der er sket i dansk politik og beslutte, om vi vil samle os i en politisk bevægelse eller forpasse chancen for at flytte dansk politik ind i en kompleks fremtid. Jeg har personligt valgt det første. Som en demokrati- og klimaforsker, som er reelt bekymret for, at vi i Danmark allerede er begyndt at underminere den demokratiske hovedstol, som det er sket i flere andre europæiske lande. Og pointen er: hvis vi ikke har en velfungerende demokratisk politisk kultur, får vi aldrig løsninger på vores problemer: stigende vandforurening, stigende luftforeninger, klimaforandringer og stigende børnefattigdom, blot for at nævne et par af meget presserende problemer, den siddende regering har skabt eller undlader at gøre noget ved. ■

 

Fremadrettet kommer den politiske kamp ikke til at være mellem S og V. I stedet står, på den ene side: De nye, progressive politiske partier, som fører politik med udgangspunkt i virkelighedens moralske problemer og samfundsmæssige udfordringer. Og på den anden: De konserverende politiske partier, som fører umoralsk symbolpolitik og opfinder tilfældige mærkesager
_______

 


Theresa Scavenius (f. 1984) er lektor og folketingskandidat for Alternativet (Nordsjælland). ILLUSTRATION: Pernille Skipper (Enhedslisten) og Uffe Elbæk (Alternativet) [foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix]