Rungby, Andsbjerg og Garder: Hele Støjbergs præmis er en løgn, som størstedelen af centrum-venstre har købt. Hvorfor?

Rungby, Andsbjerg og Garder: Hele Støjbergs præmis er en løgn, som størstedelen af centrum-venstre har købt. Hvorfor?

21.06.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister. Som abonnent får du hver år: 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter samt bl.a. den nye ebog “Velkommen til en verden med tre stormagter” (normalpris: 149 kr.)

_____________________________________________________________

At flertallet af borgerne støtter Inger Støjberg skyldes ikke, at de ’har indset sandheden’ om problemerne med islam, indvandring eller multikulturalisme. Det skyldes, at de er blevet solgt en løgn om, hvad kultur er, som også størstedelen af centrum-venstre i dag abonnerer på. Men det er forkert at gøre islam til det primære karaktertræk, der samler eller skiller mennesker i Danmark.

Kommentar af Asmus Rungby, Kjartan Sveistrup Andsbjerg og Camilla Garder, antropologer og stiftere af Systemkritisk Netværk

I RÆSON d. 10. juni opfordrer Niels Jespersen (NJ) venstrefløjen til at droppe forargelsen over Inger Støjbergs strammerlinje. Ifølge NJ må venstrefløjen acceptere, at et flertal i befolkningen bakker op om islam-kritikken og den hårde kurs over for indvandrere og flygtninge, hvis ikke den vil kaste folk i armene på de borgerlige.

Vi kunne ikke være mere uenige. Venstrefløjens opgave er ikke at lade højrefløjen definere præmisserne for vores politiske debat. Særligt ikke når disse præmisser bygger på decideret forkerte forestillinger om verden. Og lige præcis det er tilfældet i den såkaldte ‘integrationsdebat’.

At flertallet af borgerne støtter Inger Støjberg skyldes ikke, som NJ hævder, at de har indset sandheden om problemerne med islam, indvandring eller multikulturalisme. Det skyldes, at de er blevet solgt en løgn om, hvad kultur er, som også NJ og størstedelen af centrum-venstre abonnerer på. En vrangforestilling som får verden til at fremstå i sort og hvid, og som er ophav til skepsissen mod det multikulturelle Danmark.

Det drejer sig om idéen om, at kulturelle forskelle primært er at finde mellem muslimer og majoritetsdanskere. Det er denne forestilling om, at danskernes værdier hovedsageligt dikteres af, om de læser Koranen eller Bibelen, som kommer til udtryk, når NJ skriver ting som: ”[Indvandringen] har medført, at Danmark i disse år ændrer sig fra at have været et mere eller mindre monokulturelt lille puslingeland til et sted, hvor vidt forskellige mennesker med modstridende værdier skal leve sammen” og ”Kultursammenstødene mellem den traditionelle danske kultur og muslimernes kulturer kommer kun til at tage til i intensitet og hyppighed”.

Sådanne udsagn er udtryk for en forsimplet forståelse af begrebet ‘kultur’, som man i samfundsvidenskaberne tilbageviste for et halvt århundrede siden. Før da forestillede man sig, at mennesker kunne inddeles i ensartede kulturelle grupper, som klart kunne adskilles fra hinanden. Interne forskelle og relationer på tværs af grupperne ignorerede man for at opnå et simpelt og rent billede af verden. Det gjorde den simpelthen enklere at overskue, opdele og herske over for kolonimagterne.

 

I moderne socialforskning er der derfor intet, som retfærdiggør idéen om, at majoritetsdanskere skulle have mere til fælles kulturelt med hinanden end med deres muslimske medborgere
_______

 

I efterkrigstiden gjorde man op med disse kolonialistiske idéer, fordi man fandt store forskelle mellem mennesker internt i disse grupper og store ligheder på tværs af dem. Man fandt simpelthen ud af, at et menneske ikke tilhørte én kulturel gruppe, som definerede dets værdier, men af mange, som gik på tværs af hinanden. I moderne socialforskning er der derfor intet, som retfærdiggør idéen om, at majoritetsdanskere skulle have mere til fælles kulturelt med hinanden end med deres muslimske medborgere.

Vi er ikke nogle af dem, som – med NJs ord – helt ignorerer kulturens betydning. Tværtimod anerkender vi, at der findes kulturelle forskelle mellem etniske danskere og muslimer: De hedder ofte noget forskelligt, spiser noget forskelligt og fejrer forskellige højtider. Sagen er bare den, at der findes større og vigtigere kulturelle forskelle mellem danskerne, hvis man opdeler dem efter postnummer, uddannelse, politisk overbevisning eller socioøkonomisk baggrund.

Anders, som er vokset op i Mjølnerparken, har åbenlyst mindre til fælles med etniske danskere i Hellerup end med sin nabo, Ali. Som naboer har Anders og Ali igennem deres opvækst oplevet samme økonomiske og sociale udfordringer. De har gået i samme skole og leget sammen i gården. De deler kort sagt de livserfaringer, som former dem som personer. Deres socioøkonomiske baggrund binder dem sammen i langt højere grad, end hvorvidt de indtager flæskesteg til jul eller dadelkager til Eid.

Ligeledes er der kæmpe kulturelle forskelle mellem hurtige storbytyper med deres på det tørre og Dansk Folkepartis vælgerbase i Sønderjylland. Man hedder Jens og Anne begge steder, men har radikalt forskellige hverdage, fremtidsudsigter og måder at forstå verden på.

NJ har ret i, at der er store kulturelle forskelle i Danmark. Men de følger primært sociale skel: mellem folk i Mjølnerparken og Hellerup og mellem bankmanden i København K og slagterimedarbejderen i Blans. Derfor er det forkert at gøre islam til det primære karaktertræk, der samler eller skiller mennesker ad. Og derfor er det forkert, når NJ skriver, at muslimer og etniske danskere ikke kommer godt ud af det med hinanden og ikke deler værdier og fællesskab. Det gør de skam – inden for de samme sociale klasser.

 

NJ har ret i, at der er store kulturelle forskelle i Danmark. Men de følger primært sociale skel
_______

 

Ofte fremføres argumentet om, at muslimer er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikker, som bevis på, at islam udgør en trussel mod samfundet. Den statistiske overrepræsentation er der ingen grund til at benægte. Vi vil til gengæld pointere, at det samme er tilfældet, hvis man ser på en række andre grupper. Mænd er mere kriminelle end kvinder. Københavnere er mere kriminelle end andre. Og endelig er fattige mere kriminelle end andre. Det er også fakta. Vi snakker bare ikke om det.

Mennesker kan opdeles på uendeligt mange forskellige måder, hvorved forskellige grupper ville være overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikker. Men den støjbergske linje interesserer sig kun for islam. Den gør alt for at fremhæve og problematisere forskellene mellem muslimer og majoritetsdanskere (fx faste, påklædning, bederitualer), hvorimod de langt vigtigere forskelle mellem rige og fattige (fx udfordringer, livserfaringer og -muligheder) – uanset religiøst tilhørsforhold – skubbes i baggrunden. Den retorik gør folk skeptiske over for multikulturalismen. Den får os til at lægge mærke til, når vores medborgere er anderledes på en “muslimsk” måde, og glemme alt det, vi har til fælles.

Kernen af skepsissen mod multikulturalismen er denne misforståelse af kultur. Så længe islam betragtes som den afgørende forskel på mennesker, er det klart, at folk er skeptiske over for indvandrere; de symboliserer jo alt, der er fremmed og anderledes. Venstrefløjens opgave må være at kalibrere vores måde at forstå kultur på, så folk ser, at det er sociale forskelle – ikke religiøse – der giver de afgørende kultur- og værdiforskelle i Danmark.

NJ har for så vidt ret, når han påpeger, at venstrefløjen ikke skal lade sig styre af Støjbergs reducerende retorik. Men det skal gøres gennem et fundamentalt opgør med hendes måde at se verden på – ikke ved at indgå i hendes strammerkonkurrence baseret på fejlagtige præmisser. ■

 

NJ har for så vidt ret, når han påpeger, at venstrefløjen ikke skal lade sig styre af Støjbergs reducerende retorik. Men det skal gøres gennem et fundamentalt opgør med hendes måde at se verden på
_______

 

Asmus Rungby (1991) er PhD-stipendiat ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han forsøger at forbinde klassisk filosofi, kritisk teori og post-strukturalisme for at forstå, hvordan moderne selver opstår i demokratiske kontekster. Kjartan Sveistrup Andsbjerg (1992) er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og har blandt andet lavet feltarbejde om individualisme og de moralopfattelser, som får ulighed til at virke fornuftigt og retfærdigt. Camilla Garder (1989) er uddannet antropolog og har en MA i mellemøststudier. Hun har de sidste par år arbejdet med, hvordan tilskrevne identitetsmarkører, særligt køn og etnicitet, påvirker individers subjektopfattelser. ILLUSTRATION Inger Støjberg [foto: Philip Davali/POLFOTO/Scanpix]